T****** R***** anbefaler Trump

Af Peter Andreas Fog, medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse

“Man kan snyde noget af folket hele tiden, hele folket noget af tiden, men ikke hele folket hele tiden”, sagde den tidligere amerikanske præsident Abraham Lincoln. Han ophævede det amerikanske slaveri og blev derfor myrdet af en forsmået Demokrat. Foran Stars and Stripes anbefaler den engelske patriot og dokumentarist Tommy Robinson amerikanerne at stemme på den tidligere præsident Donald Trump ved valget i november, for at sikre friheden, ikke blot for amerikanerne, men for hele verden

“I Europa, i Storbritannien, lever vi i en post ytringsfriheds æra. Vi har ikke ytringsfrihed! Hvis du har fulgt med, har du set magtens kommunister og tyranner fængsle vores medborgere for ord, for det de siger på sociale medier.

En stemme på Donald Trump ved det kommende valg, er ikke blot en stemme på friheden i USA. Det er en stemme på friheden i Verden. At have en der elsker frihed ved magten, den mest magtfulde person i Verden…”

“…i stedet for kommunister og tyranner, der ægger kommunisterne og tyrannerne i Europa” argumenterer Robinson videre. Det er en skarp og subtil observation af Robinson, at tale om den enkelte, en person, som forsvarer friheden mod en navnløs gruppe af ‘kommunister og tyranner. Friheden er den enkeltes og den enkelte vælger skal træffe et valg, et valg mellem frihed eller en gruppes tænkning. En gruppe der konstant arbejder på at censurere politisk dissens.

Allerede under primærvalget i 2019 var Kamala Harris skuffet over at en af modkandidaterne, Elizabeth Warren, tøvede med at censurere politiske modstandere, selvfølgelig Donald Trump, på nettet og indvendte, at han havde millioner af følgere på Twitter, hvor han “åbent intimiderer vidner, truer vidner og obstruerer retfærdighed”. Da den slags er ulovligt, vil det være en sag for retssystemet, der allerede dengang var travlt beskæftiget med at opfinde falske anklager. “Ham og hans konto skal tages ned!” krævede hun. Senere beklagede hun, at de forskellige sociale platforme havde forskellige regler for net-etikette, fordi de politiske modstandere man fik fjernet fra en social platform, kunne fortsætte med at sprede politisk dissens fra en anden platform.

 

Hendes makker, den tidligere guvernør for Minnesota Tim Walz, mente ikke at ‘hadtale’ var omfattet af ytringsfriheden og at det ikke burde være tilladt at ‘sprede misinformation’ på nettet. Det er som “at råbe brand i et fyldt teater’ ræsonnerede han fejlagtigt fra en dommers bemærkninger fra en dom i 1919, forklarede Matt Taibbi. En dom der ikke handlede om ytringsfrihed, men om nogle modstandere af USAs indtræden i Første Verdenskrig, som var blevet sigtet efter Woodrow Wilsons berygtede “Espionage Act”, der havde til formål at knuse al kritik af USAs udenrigspolitik. Ideen om ytringsfrihed hviler på Oplysningens idealer, hvor ytringsfriheden bruges på ideernes markedsplads til at sortere, hvad vi mener er sandt og falsk – eller blot ubehøvlet. Walz mener dog trods alt, at når det drejer sig om Hamas sympatisører, der råber på Israels udslettelse, så er det en del af den demokratiske debat – man kan ikke få det hele.

Den tidligere præsident Barack Obama sagde for nyligt: “Når jeg skal vurdere noget som helst forslag vedrørende sociale medier eller internettet, handler det om, hvorvidt det styrker eller svækker udsigten til et sundt, inkluderende demokrati”. “Han er ligesom autotune”, sagde Jimmy Dore, “han kan få det værste til at lyde fantastisk!” Så fortsatte Obama med at sammenligne Forfatningen med software, der styrede sofistikeret teknologi og betragtede tilføjelserne til Forfatningen som opdateringer, der sikrede teknologiens fortsatte funktion. Som Michael Shelleberger siger, så betyder det, at Forfatningens “Kongressen kan ikke vedtage nogen lov, som indskrænker ytringsfriheden”, skal opdateres med tilføjelser, som ‘med mindre det sikrer et sundt, inkluderende demokrati i Obamas øjne’.

Obamas to udenrigsministre har også gjort sig bemærket i offentligheden den seneste tid med deres tanker om, hvorledes man må indskrænke ytringsfriheden for at sikre demokratiet. Træsnittet John Kerry beskrev i beklagende vendinger ytringsfriheden som en klods om benet på ordentlig regeringsførelse. Ytringsfriheden er en klods om benet på magtens udøvelse, det er hele ideen. “Det er en del af vores problem, især i demokratier når det handler om at bygge konsensus om et emne.” sagde han og tilføjede “Det er virkeligt svært at regere for tiden!”

I gamle dage, da han startede i politik, havde man nogle ‘dommere’, forklarede han videre, som kunne forklare folk hvad der var op og ned i denne verden, men nu er der alle mulige andre kilder, som folk kan vælge, som spreder desinformation. Og ytringsfriheden “står som en væsentlig forhindring for vores evne til bare, I ved, hamre det væk!” Og han håbede, at Demokraterne kunne vinde tilstrækkeligt flertal til endeligt at indføre ’forandringer’, før han kom med et hat tip til Tommy Robinson, “…det er hvad denne valgkamp handler om”.

Også Kerrys efterfølger, Hillary Clinton, har været ivrig med sin modstand mod ytringsfriheden den seneste tid. Faktisk i lang tid, hele tiden. For et par uger siden sagde Hillary Clinton, at: “Pressen har brug for et konsistent narrativ om den fare som Trump udgør” – fordi pressen altså er en størrelse med et ovenfra dikteret budskab. Til CNNs Smerconish argumenterede hun for at fjerne ‘section 230’ der fratager sociale platforme fra ansvar for brugerne handlinger. Det vil sige, at en social platform er, at betragte som et telefonselskab, snarere end en publikation, såsom en avis eller en tv-station, hvis forretningsmodeller er bygget op om netop en redaktion. Men den er altså en “trussel mod vores demokrati, vores frihed”. Og hvad hun mente med “vores” udtrykte hun ildevarslende ærligt, for “hvis platformene, om det er Facebook eller Twitter eller Instagram eller TikTok, hvad end det er, hvis ikke de modererer og monitorerer indholdet, så mister vi totalt kontrollen!” Vi krydser fingre.

Hillary, den gamle rutine, argumenterede for sit angreb på det frie ord af hensyn til børnenes ve og vel, da nettet flød med ulovligheder fra børneporno til narkohandel. Det gav Jonathan Turley ikke meget for, da den slags i forvejen var strafbart. Turley mente videre at Hillarys forhold til ytringsfrihed var besynderligt i lyset af at hun netop har udgivet sin fjerde selvbiografi, og mindedes et af hendes “laveste øjeblikke, da Musk netop havde erhvervet Twitter med et løfte om at beskytte ytringsfriheden, og Clinton tilskyndede EU til at tvinge Musk til at censurere amerikanere ved hjælp af den berygtede Digital Services Act.

Det er ikke blot Demokratiske politikere, men også medierne, der, som The New Yorker spørger “Er Det På Tide At Stikke Ild Til Forfatningen?” Eller The New York Times, der i Kerrys ånd funderer: “USAs Forfatning Er Hellig. Er Den Også Den Største Trussel Mod Vores Politik?” The Atlantic er håbefulde og varsler “Forandring Af Forfatningen Kan Pludselig Blive Muligt”. Og folk som Fran Lebowitz, der vil have afskaffet Højesteret fordi Trump(!) skriver Jonathan Turley.

Det lyder selvfølgelig uhyggeligt, men den slags har også sin svaghed. Ytringsfriheden er vores kollektive bevidsthed og intelligens. Når den indskrænkes bliver vi dummere, fordi vi ikke tryktester vores ideer og dermed kører af sporet. Bevis 1A, den muslimske verden. De censurglade Demokrater, bureaukrater, journalister osv. er selv under angreb fra at blive afsløret, men de søger længere ind i deres egen løgn. Det er den gruppe af “kommunister og tyranner”, som Robinson poetisk kaldte dem.

Verdens mest velartikulerede nulevende person, Vivek Ramaswamy, der stillede op som en af Republikanernes kandidater til præsidentvalget påpeger, at Trump ikke er oppe imod en person, men en maskine, der blot skal have en eller anden marionet foran sig. Da Joe Biden ikke duede, skiftede man ham bare ud, med den næste i rækken. Simpelt, en marionet for en marionet. Men desperat: man kan ikke snyde folket hele tiden…

Ingen ønsker at blive overstrålet af sin assistent, siger en politisk maxime og det gælder i høj grad for valget af vicepræsident. Vi mindes Dan Quales “potatoe”. Det er en velkendt del af den politiske fortælling, at USAs tidligere præsident Richard Nixon valgte Gerald Ford som sin vicepræsident, fordi Ford blev regnet for så ubegavet og inkompetent, at man ville tøve med at stille Nixon for en Rigsret. Det var som bekendt ikke nok: Nixon blev tvunget fra Det Hvide Hus, inden han kunne ‘skandalisere embedet’ yderligere, ved at blive dømt som “a crook”.

Med den logik in mente valgte Barack Obama sin vicepræsident i 2008, den nu knapt fungerende Joe Biden som sin vicepræsident, der igen valgte Kamala Harris som sin vicepræsident, der igen har valgt Tim Walz som sin vicepræsidentkandidat. Walz understregede denne politiske maxime ved under vicepræsidentdebatten med JD Vance at undskylde sine mange løgne med, at han var en “knold”. Det var ingen underdrivelse, da han øjeblikke senere blabrede ud, at han var venner med flere skoleskydere.

Den slags ville en demokratisk proces have advaret Demokraterne om i tide.

Et af problemerne for Demokraterne er ironisk nok deres kontrol over medierne (det er nok mere efterretningsvæsenet, der kontrollerer, men den daglige ideologi dikteres af Demokraterne). Medierne skal stadig underholde for at bevare en illusion om deres relevans, og uden en nogen fair dækning af den politiske slagmark, fandt man på formater, der tvang de Demokratiske politikere ud i overbudspolitik.

I primærvalget i 2020 blev flere valgmøder således emneinddelt af CNN, hvilket gjorde det umuligt at argumentere for at skulle balancere modsatte hensyn, såsom økonomi overfor alt andet. I stedet blev klimapolitik det eneste vigtige emne en hel aften og man kan ikke gå i for store sko når Jordens undergang står for døren. Et andet valgmøde efterlod Senator Cory Booker kataton, da en vælger ville høre, hvad han ville gøre specifikt for indianske transseksuelle i Nebraska.

Demokraterne valgte i 2020 Biden som deres kandidat, der klogeligt valgte at holde sig fra den slags freakshows, hvilket både rodfæstede indtrykket af ham, som den solide jordnære politiker og som den sikre favorit, der ikke behøvede de andres opmærksomhed. Men skaden var sket, han skulle vælge en farvet kvinde som sin vicepræsident, der samtidig ikke skulle kunne overstråle hans allerede dengang åbenlyst svindende sind.

Mediernes løgne betød, at de ikke kunne forholde sig til Bidens gradvise opløsning. Som Gregg Gutfeld sagde for et par år siden, ældedes Biden for vores øjne som et skiveskåret æble efterladt i Solen. Det var først i debatten med Trump for nogle måneder siden, at man ikke længere kunne fortrænge virkeligheden og pressede ham til ikke at genopstille. Hvor Nixon blev truet med en Rigsret, truede Kongressens Forkvinde Nancy Pelosi Biden med det 25. Tillæg, der giver Kongressen mulighed for at fjerne præsidenten, hvis de skønner han ikke er helt sund i kasketten. Det er en opsigtsvækkende aktion fordi den på en gang konstaterer at den siddende præsident ikke er i stand til at regere forsvarligt og så alligevel lader ham sidde tiden ud. Som Jeremy Clarksons luftfartsselskab ‘Vi Tager Chancen’ fordi det ikke har sikkerhedskontrol.

Så her står de med Kamala og alle hendes leflende udsagn rodfæstet i et medieskabt zeitgeist, der allerede er forældet. Harris overtog ved en skrivebordshandling, den tillid de Demokratiske partimedlemmer havde investeret i Biden, baseret på de løgne de var blevet fortalt. Harris var den første Demokratiske kandidat der forlod primærvalget i 2020, efter debatterne først var startet, fordi hendes meningsmålinger kollapsede, som folk oplevede hendes fremtoning. Det er fire år siden, og hendes personlighed har ikke ændret sig. Så strategien har været at holde hende fra offentligheden, indtil også det begyndte at tære på tilliden.

En kampagne blev derfor lanceret, hvor Kamala kunne optræde udelukkende blandt politiske venner og Hollywoodstjerner, flere af dem endda kendte. De skulle skabe den gejst og glæde, som var et modspil til Bidens dystre vrede mod Trump og hans tilhængere, og trække folk til, som Trump gør ved blot at være Trump. Kamala blev anbefalet rørstrømsk af de kendisser, der anbefalede Biden få måneder forinden fordi han var “skarp som en ragekniv”.

“I intet andet land i på denne Jord kunne hendes historie have foldet sig ud, som den har gjort” introducerede Oprah Winfrey hende, som var det en Elon Musk størrelse af levende legende, da Kamala vovede sig ud foran offentligheden for første gang, siden sin nominering. Men det var ikke en levende legende man kunne fortælle så meget om egentlig, så Oprah måtte mobilisere sin autotune og fortsatte “Fra et barn af immigranter, til storesøster til McDonalds medarbejder – der er håb for alle! – distriktsanklager, hustru, og Mamala, til Senator, til vicepræsident; sig velkommen til Kamala Harris!” USA er så forunderligt et land, at den ene kandidat til præsidentposten har en politisk karriere bag sig. Men alting har en pris og man kan se livet forsvinde fra en forpint Oprah Winfrey, som Kamala svarer “Vi har alle de øjeblikke i vores liv, hvor vi må træde til!” og udstråler hele det akavede og forstilte menneske, der blev vraget fire år tidligere.

Intet hjælper Kamala, for folk vil se hvem, der skal lede dem de næste fire år og ikke dem, der bildte dem ind, at hendes tidligere chef var fjong oppe i hovedet – hvad hun også bildte dem ind. Hos radio legenden Howard Stern, der forsøgte at sælge Biden som moralsk og mental kolos for et par måneder siden, blev de enige om, at Trump ville være diktator, hvis han fik chancen. Trump er ekspræsident, så han havde chancen i fire år, men nuvel.

“Jeg talte med producerne af ‘The View’ i aftes” sagde CNNs Brian Stelter, og lovede seerne “De har nogle skarpe spørgsmål til hende!”. Oh ja, de skarpe spørgsmål: “Trump lyver!” konstaterede Anna Navarro skarpt og spurgte Kamala: “Hvad tror du effekten af disse løgne er?”. “Personligt kan jeg ikke forstå, hvorfor nogen overhovedet ville stemme på [Trump]” indskød Joy Behar og spurgte “Tror du der er nogen forklaring på det overhovedet?” Da Sonny Hostin spurgte om Kamala ville have “gjort noget anderledes end Joe Biden” svarede kvinden med sloganet ‘Vi skal vende siden’ “Der er intet der springer ind på lystavlen” – hvilket ville være et ærligt slogan.

“Hun fremstår som et barn der ikke har lavet lektier” sagde podcasteren over dem alle Joe Rogan, som hun forklarede inflationen, troede at døde er levende eller bare vælter rundt i Kamalapropismer som: “By shining this infrared light of our public safety…” Der er noget besynderligt ved hende, som mange har svært ved at sætte ord på – sikkert fordi de er velopdragne.

Indtil Newsweek i forrige måned skrev “Som Donald Trump tumler med at modgå den stigende støtte til Kamala Harris med en byge af personlige angreb mod hende, ser det ud til at hans kampagne har en ny vinkel i denne uge – ved at hævde at hans Demokratiske rival har et alkohol problem.” Og således gav Newsweek deres læsere et ord for, hvad de ser, når de ser Kamala: “et alkoholproblem” (Det kan nu spores længere tilbage, da vi var mange der bemærkede hendes julefrokost-løsslupne “Hey Joe!” under primærvalget i 2019.). For med mindre hun er i sit ‘prosecutor mode’, der ikke ligefrem vinder de bløde vælgeres hjerter, så er der altid noget akavet og ukontrolleret over hende. Ah, måske er hun fuld? Jack Posobiec ‘tænkte ud over salget’ og spurgte “hvilken slags alkoholiker er Kamala?” Kamala er “America’s wine mom”, ifølge Michael Malice der gennemgår hendes tre stadier af druk, fra den glade fulderik, der kagler henover fulderikken på arbejde, der forsøger at gøre sig forståelig til fulderikken der har fået nok og ikke vil forstyrres. Jimmy Failla mente at hun havde sine ‘vin dage’ og sine ‘pille dage’. Uanset hvem af dem, der har fat i den lange ende er katten ude af sækken.

Så hvorledes forklarer man, at nogen i hendes stab mente det ville være en god ide, at hun på Stephen Colberts talkshow drak hun sin favorit øl sammen med værten. Du kan bilde nogen ind, at Biden er skarp som en ragekniv hele tiden, og alle ind at han er skarp som en ragekniv noget af tiden, men alle kan se en alkoholiker. Robinson har ret, en stemme på Trump er en stemme på friheden. Mod ham er et system, som er løbet tør for plausible marionetter. Fortrængningens tid er ved at rinde ud.