Tre hellige køer afgik ved døden  i 2024

 

De tre hellige køer er tostatsløsningen, østpolitikken og Iran-diplomatiet. Og det får vidtgående geopolitiske konsekvenser.

Nytår er statusopgørelsens tid og 2024 er et af de helt store år på linje med 1791 og den Franske Revolution, revolutionsåret 1849 og den russiske revolution i 1917, når vi taler om paradigmeskift. Ikke blot Trumps valgsejr i USA imod alle odds, men meget mere betydningsfuldt, tre afgørende udenrigspolitiske begivenheder, som han intet havde at gøre med. For det første dødsstødet for tostatsløsningen i Mellemøsten, altså ideen om, at Israel og palæstinenserne en dag ville kunne leve fredeligt side om side. For det andet østpolitik, dvs. ideen om, at EU og især Tyskland kunne blive en slags mægler mellem Rusland og USA. Og for det tredje ideen om, at Iran, hvis man bare diplomatisk respekterede Islam og Irans teokratiske diktatur lidt mere, ville blive en respektabel del af det internationale samfund, sådan lidt lige som Ægypten eller Saudi-Arabien.

Tostatsløsningen har været med os siden de såkaldte Oslo-aftaler fra 1993 og 1995, hvor FN og Vesten droppede fortællingen om, at Israels eksistens var en kamp, en slags religiøs overlevelseskrig mod Islam, til fordel for en illusion om, at palæstinensernes havde et legitimt krav på deres egen stat, og at deres religiøst baserede slogans om Israels udryddelse som en del af genoprettelsen af at Islamisk kalifat kun var mundsvejr.

Den and døde med Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023, 18 år efter Palæstinenserne allerede havde fået deres egen stat, Gaza.

Østpolitikken er den af tidligere tyske forbundskansler Willy Brandt i 1970’erne gennemførte ”forsoningspolitik” overfor det daværende Sovjetunionen, som gik ud på, at Europa skulle være en slags mægler mellem EU og USA i den Kolde Krig.

Det var den politik, som Angela Merkel på Tysklands og EU’s vegne videreførte ved at samarbejde med Putins Rusland, selv efter Putin havde erobret Krim og dele af Østukraine i 2014, ved at forsøge at oprette endnu en gasledning mellem EU og Rusland, Nordstream 2, og som først fik bukserne trukket af sig efter Putins angreb på Ukraine den 24. februar 2022.

Ikke at Merkel indrømmer sine fejl. I sin selvbiografi, som hun promoverer for tiden, siger hun tværtimod, at ”blot fordi diplomatiet fejlede i forhold til Putin, betyder det ikke at det var en fejl”, jf. interview med Le Monde i 2021 efter hun gik af.

At sige, at ens politik ikke var en fejl, selvom den slog fejl, er ikke bare selvmodsigende, men vidner om manglende evne og lyst til at se sig selv i spejlet. Det er også ansvarsforflygtigende, hvilket mere end 500.000 døde ukrainske og russiske soldater ville kunne bevidne.

Hvilket fører os til Vestens tredje fejlslagne politik, nemlig USA’s (under Obama og Biden) og EU’s Iran-politik: diplomati, lyder teorien, vil  i stedet for sanktioner ”overtale” Iran til at holde op med at støtte anti-vestlige islamistiske ”terrorbevægelser” som Hamas i Gaza, Houthierne i Yemen og Hizbollah i Libanon fra deres kamp mod Israel og Vesten og afholde dem fra at bygge atomvåben.

Det var Barack Obama, der var hovedeksponenten for denne politik, som i dag får hjernedøde studenter i både Københavnstrup og New York til at marchere til støtte for Irans forsøg på at drive jøderne ud af deres hjemland med slogans som ”From the River to the Sea, Palestine Shall Be Free” (læs: gennemfør folkedrab på jøderne).

Men ligesom i forhold til Putin slog diplomatiet fejl. Hamas angreb med Irans hjælp på Israel fejlede stort. Ikke blot blev Hamas besejret, men da Hizbollah gik ind i krigen på Hamas’ side, blev de også besejret, og da de blev besejret, gik det syriske regime, som kun overlevede på Hizbollahs og Putins og Irans nåde, også nedenom og hjem, uden at Iran kunne gøre noget for at redde situationen.

Man behøver ikke at tage mit ord for det: Bidens pressechef, John Kirby, har netop selv indrømmet det (medio december 2024).

Det efterlader tre store geopolitiske tomrum, der nu skal fyldes, men af hvem?

At EU inklusive Danmark skulle have svaret, er højst usandsynligt; dertil er EU for splittet og Tyskland og Frankrig er ikke bare dybt uenige, men internt i dybe vanskeligheder, som kommende parlamentsvalg med forventet fremgang til populistiske partier på begge fløje formentlig kun vil forværre.

Dermed er scenen overladt til USA, med Trump i spidsen, hvis hovedfilosofi er, at internationale skærmydsler altid kan løses, hvis bare parterne, ligesom i forretningslivet, sætter sig ned og laver en handel.

De lyse tider er på vej, siger vores venner på tværs af dammen. Bare det var så nemt.

For ingen nok så god handelsaftale kan få islamisterne i Teheran eller Gaza til at respektere jødernes ret til selvbestemmelse og overlevelse, ingen nok så givtig ”deal” kan få Putin til at opgive ideen om genoprettelsen af Ruslands Storhedstid.

Det ved Trump ikke. Men det ved EU’s ledere.

Men fordi deres politik har slået katastrofalt fejl i Ukraine, i Mellemøsten og over for Iran, har de efter årtiers fejlvurderinger hverken modet eller fantasien til at gøre op med deres fejl og se sig selv i spejlet for at kunne levere et kvalificeret mod- eller endnu bedre, medspil til Trump’s og USA’s snarlige enegang.

Der er ellers nok at tage fat på.

Trump har således ikke lagt skjul på, at tostatsløsningen er en død sild, at han agter at genindføre sanktioner mod Iran samt at han leger med tanken om helt  at udradere Irans atom-kapacitet, eventuelt i samarbejde med Israel. Trump har heller ikke lagt skjul på, at Ukraine-krigen skal afsluttes hurtigt (hvilket kun kan ske med store indrømmelser fra Ukraines side), og at det var en fejltagelse at lade Ukraine affyre langdistanceraketter ind i russisk territorium. Det lover ikke godt for EU’s og NATO’s uforbeholdne støtte til en tilbagevenden til Ukraines oprindelige grænser.

Apropos NATO har Trump ligeledes gentagne gange under valgkampen sagt, at de europæiske NATO lande ikke blot skal betale mere til NATO, men meget mere og aktivt engagere sig i Ukraine-krigen, eventuelt med en fredsbevarende stødpudezone af EU-soldater mellem Rusland og Ukraine. Han har også antydet, at han overvejer helt at trække USA ud af NATO, hvis europæerne ikke snart får fingeren ud.

Hertil kommer hans toldpolitik, som er baseret på princippet om gensidighed: hvis andre lande, f.eks. EU, pålægger amerikanske biler en importafgift, hvad de gør, nemlig 10%, vil USA tilsvarende lægge en afgift på eksporten af deres biler til USA på…10%.

Gensidigheden går stik imod globalismens logik og mere konkret imod EU’s hidtidige toldpolitik, men europæerne vil begå endnu en historisk fejltagelse, hvis de tror dette er bluff fra Trump’s side.

Så som jeg ser det, er EU på vej mod et paradigmeskift af historiske dimensioner.

2025 er året hvor alt kan ske.

Godt Nytår!