Trumps Plan Om Våbenhvile I Ukraine: Er Yalta 2.0 Lige Om Hjørnet? 

Alle de kloge hoveder er enige: Når Trump kommer til magten, vil han presse Putin, Zelensky, Ukraines præsident, og EU til at indgå en våbenhvile, hvor Ukraine ”midlertidigt” afstår fra at forsøge at generobre de tabte områder i Østukraine, ca. 20% af det nuværende Ukraine, til gengæld for ”sikkerhedsgarantier” fra EU og – måske – USA.

Alle frygter, at der bliver tale om et nyt München, hvor Storbritannien og Frankrig i 1938 kapitulerede over for Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien, hvilket reelt betød begyndelsen på 2. Verdenskrig, da Hitler straks brød München-aftalen.

Men det er den forkerte historiske parallel.

USA var ikke med i München, heller ikke Rusland, som dengang hed Sovjetunionen.

Og München var begyndelsen på krig, 2. Verdenskrig, ikke som Trumps våbenhvile en løsning på en krig i Ukraine efter snart 3 års ufatteligt blodbad.

Den åbenlyse historiske parallel er Yalta-konferencen den 4-11. februar 1945 mellem Stalin, Churchill og Roosevelt, hvor Stalin fik frie hænder over Østeuropa mod at love i efterkrigsperioden at respektere det såkaldte Atlantic Charter og afholde frie valg i de af Hitler erobrede områder i Europa.

Atlantic Charter var en pagt indgået mellem Churchill og Roosevelt i 1941, som blev inspirationen til FN og knæsatte princippet om demokratisk selvbestemmelse og menneskerettigheder. 

Det løfte brød Stalin som bekendt og indsatte kommunistiske regimer overalt i Østeuropa, inklusive DDR, godt hjulpet af den Røde Hær, som undtagen i Rumænien sørgede for at nedkæmpe al lokal modstand.

Det er en del af Yalta-parallellen, at USA i årene op til udbruddet af 2. Verdenskrig var domineret af America First-princippet: en fast overbevisning om, at USA ingen egen interesse havde i at komme til Europas forsvar mod Nazi-Tyskland. 

Europa var en sag for europæerne.

America First døde med Japans angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941, men det tog en verdenskrig og millioner af døde, før Vesten sammen med Sovjetunionen kunne besejre Nazityskland.

Trump kommer til Ukraine-forhandlingerne som leder af en ny America First politisk bevægelse, nemlig MAGA ( Make America Great Again). Den ser Ukraine-krigen hovedsageligt som europæernes problem, mener, at USA allerede har betalt mere end deres del af støtten til Ukraine og derudover er godt sure over, at mange af EU-landene stadig ikke betaler deres lovede andel af udgifterne til NATO.

Trump er ingen Roosevelt, som på Yalta-konferencen troede på Stalins løfter og i øvrig var meget syg og døde et par måneder senere.

Men MAGA giver ham ikke meget politisk spillerum derhjemme og han har med rette eller urette et ry for at komme godt ud af det med diktatorer som Putin eller Kinas Xi.

Derudover er diplomati for ham business, dvs. et spørgsmål om at indgå en handel på de bedst mulige realistiske betingelser, ikke et spørgsmål om historie eller ideologiske og moralske principper.

Hertil kommer, at verdens rigeste mand og en af Trumps nærmeste rådgivere, Elon Musk, i et interview i tysk presse har udtrykt sympati for AfD, et tysk populistisk protestparti, hvis vigtigste udenrigspolitiske standpunkter er modstand mod EU og hvad angår Ukraine-krigen, støtte til….Rusland. 

Jokeren i forhandlingerne bliver EU.

Alle ved, hvad Ukraine vil, nemlig få NATO til at hjælpe dem med at smide russerne ud af landet.

Men hvis først EU og USA bliver enige om, at Ukraine ikke er værd at ofre blod og flere penge på, må Ukrainerne gøre gode miner til slet spil.

Hvor står EU i det spil?

Et interview i EuroNews den 27. december med chefen for Martens-tænketanken, tyskeren Klaus Welle, tidligere generalsekretær i Europa-Parlamentet og super Eurokrat med næsen godt nede i, hvad EU’s toppolitikere i virkeligheden går og tænker, giver en forsmag: det der med at gøre alt hvad der er nødvendigt for, at Ukraine kan vende tilbage til sine oprindelige grænser, er ifølge Welle rent blålys og helt urealistisk.

Vi må, siger han, forvente en situation lidt på linje med, hvad der skete med Tyskland efter 2. Verdenskrig, nemlig opdelingen af Tyskland i Vesttyskland og Østtyskland.

Putin får med våbenhvilen Østukraine og Krim, fordi det er der, frontens grænser går lige nu, men kun ”midlertidigt”.

I Tysklands tilfælde varede det mere end 40 år før genforeningen fandt sted, men som Klaus Welle ser det, er der intet alternativ.

Men det han ”glemmer” at sige, er, at dette præcist er Yalta-modellen som viste sig at blive en gigantisk historisk fejltagelse.

Roosevelts naivitet blev begyndelsen på endnu en verdenskrig, Den Kolde Krig, med ”varme” aflæggere i blandt andet Korea-krigen og Vietnam-krigen, og til et mareridt for millioner af europæere, som tilfældigvis befandt sig på den forkerte side af jerntæppet.

En kold/varm krig, som først blev afsluttet, da Sovjetunionen kollapsede efter pres indefra mere end 40 år senere i 1989.

Der er absolut intet, der tyder på at Rusland vil møde samme skæbne og frivilligt nogensinde afgive deres landvindinger. 

Hvad Welle også ”glemmer”, nu vi er i gang med historiske paralleller, er, at USA stadig mere end 70 år efter Korea-krigens ophør holder mere end 24.000 soldater stationeret i Korea for at sikre våbenhvilen.

Er der nogen, der i fulde alvor tror på, at USA vil gentage spøgen og med sine soldater garantere en langt længere frontgrænse i Ukraine?

Og vil dette ikke betyde, at det er EU, inklusive Danmark, som må stille op?

Og er der nogen som helst garanti for, at Putin, ligesom Stalin på Yalta-konferencen, har tænkt sig at overholde en eventuel ”våbenhvile” med Trump?

Nej, vel.

Tværtimod er der en langt mere realistisk chance for, at turen næste gang kommer til Moldova, hvor den frosne konflikt i Transdnistrien ligner en klar mulighed for indlemmelse af den tidligere Sovjetrepublik i Putins Storrusland. Og hvorfor ikke benytte den frosne konflikt i Abkhasien og Syd Ossetien til også at tilføje Georgien?

Eller hvad med de baltiske lande, som er tidligere sovjetrepublikker, nu proppen er af?

Hvis Klaus Welles tanker er mere end hjernespind og med Putins forhistorie og Yalta in mente i virkeligheden et yderst realistisk bud på, hvad et svagt og uenigt EU sammen med et stadig mere isolationistisk USA og en utålmodig, forfængelig og EU-skeptisk amerikansk præsident kan blive enige om hen over hovedet på ukrainerne, er vi alle, inklusive Danmark, på Herrens mark.

Så er Yalta 2.0 lige om hjørnet.