Dele af den amerikanske venstrefløj nedsmelter som reaktion på Elon Musks forventelige overtagelse af Twitter. Købet skal lige godkendes af aktionærerne, så der er stadig mulighed for benspænd, men hvis det lykkes, ser det sort ud, siger talsmænd for det yderste venstre, der hidtil har haft monopol på at regulere informationsstrømmen.
Ifølge de venstreekstreme er købet udtryk for racisme. Det er alt, hvad de ikke bryder sig om. Elon Musk er simpelthen racist, og en analytiker for MSNBC med det eksotiske navn Anand Giridharadas udtaler, at “Elon Musk lever i en verden, hvor den eneste slags ytringsfrihed er hvide mænd, der føler sig berettigede til at sige, hvad fanden de vil”. Efter det forventelige køb af Twitter har Musk ganske vist sagt, at han håber, at også hans værste fjender vil blive på platformen, men hvem kan stole på en racist? Den berømte journalist David Trads og “erhvervskvinden” Stine Bosse er i hvert fald dybt bekymrede.
Og hvad skal der blive af de andre socialistiske monopoler som Facebook og Google? Sidstnævnte er i gang med at frisere sproget i et forsøg på at eliminere forkerte tanker. Hvis man kommer til at søge efter “landlord”, anbefaler Google, at man i stedet bruger “property owner” og ”humankind” i stedet for ”mankind”. Der skal nu rettes på astronauten Neil Armstrong, der kom til at sige “one giant leap for mankind”, da han satte foden på Månen i 1969, men det klarer man nok med moderne teknologi.
Verdens næstrigeste mand efter Musk, Jeff Bezos, er bange for, at Twitters nye ejerskab vil give det kommunistiske Kina større indflydelse. Bezos har selv bevist sin ekspertise i kinesiske forhold, siden han i 2013 købte Washington Post – et af de danske journalisters yndlingsmedier. I 2019 bragte hans avis et otte-siders tillæg, der berømmede det kinesiske regime for dets uforlignelige bedrifter.
På den farlige højrefløj er der større glæde. Flere prominente tilhængere af forældede ideer som ytringsfrihed, ligeret for loven og ligebehandling uanset hudfarve og afstamning og den slags, er tilbage på Twitter. Det gælder bl.a. Fox News’s ledende kommentator Tucker Carlson, som er tilfreds med, at de mange, som Twitter har lukket munden på, nu får lov at komme til orde. Musks køb af Twitter, siger han, er det vigtigste, der er sket i politik, siden valget af Donald Trump i 2016, og han bemærker, at “tyrannerne sørger” over tabet af deres muligheder for at kvæle debatten.
En anden af Fox’s prominente kommentatorer, Laura Ingraham, siger, at venstrefløjens kontrol med medierne og Washington er blevet mindre sikker.
I Danmark plejer vi at importere alle amerikanske modefænomener, så måske når den nye frihedsdille snart de hjemlige medier.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)