Ubegavet indvandringspolitik udhuler danskernes velstand

Udlændinge kunne være en gevinst for danskerne, hvis Danmark førte en begavet indvandringspolitik. Mens kloge lande går målrettet efter højtkvalificerede og topmotiverede indvandrere, importerer det ubegavede Danmark fattige muslimske analfabeter, lykkeriddere og sociale nassere, som ikke kan bruges på det avancerede danske arbejdsmarked. Det er med til at udhule danskernes velstand.

Selv om erhvervslivet i årevis har opfordret til at indrette lovgivningen mere fleksibelt af hensyn til de udlændinge, der kan og vil Danmark, blandes arbejdsmarked og international rekruttering i Danmark fortsat sammen med asyl- og flygtningepolitik. De blå og røde partier bruger nemlig stramningsgraden i udlændingepolitikken i kampen om magten, hvilket rammer velintegrerede og veluddannede migranter, der er i arbejde, såvel som danskere, der tilfældigvis har fundet en partner i udlandet.

Problemet med den danske indvandringspolitik er, at Danmark ikke kan kontrollere antallet af de migranter, der kommer til landet, fordi det er begivenheder og politiske ledere i andre lande, der afgør, hvor mange muslimske migranter, der kommer til Europa og dermed til Danmark. Danmark har heller ikke kontrol over, hvem der kommer. De migranter, der primært kommer til Danmark, stammer derfor fra islamiske lande med et lavt uddannelsesniveau og kulturelle værdier, der ligger milevidt fra de danske.

En selektiv indvandringspolitik er den eneste fornuftige og oplagte løsning, men i Danmark betragtes den som udansk. Danskerne er nemlig ekstrem lighedsorienterede og bryder sig ganske enkelt ikke om tanken om, at nogle migranter skal være ”mere egnede” end andre. Det strider mod den danske anti-elitære natur at udvælge indvandrere på grund af deres kvalifikationer, motivation og forudsætninger for at kunne bidrage til samfundet.

Resultatet er, at de danske visumregler, der er indrettet på at holde lavproduktive muslimer ude af Danmark, rammer veluddannet og højproduktiv arbejdskraft fra ikke-muslimske lande. F.eks. læger og sygeplejersker fra USA, der ikke kan få autorisation til at arbejde i Danmark, uanset at de er uddannet, har 15-20 års erfaring og har arbejdet på anerkendte amerikanske universiteter og hospitaler.

Danmarks største virksomheder klager p.t. over, at det i dag er umuligt for dem at få et forretningsvisum til en ansat i udlandet, der skal til Danmark til et forretningsbesøg, koncernmøde, kursus eller deltage i et strategimøde på hovedkontoret i Danmark. Det gør sig særligt gældende for indiske og tyrkiske ansatte. Det tager meget lang tid at få behandlet en visumansøgning, fordi myndighederne fortolker reglerne på en særdeles restriktiv og bureaukratisk måde. Det siger sig selv, at det skader danske firmaers forretning, idet de er nødt til at lægge møder og andre aktiviteter i andre lande, f.eks. i Sverige.

At det er blevet sværere at få et visum til Danmark, viser tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. I 2018 var afslagsprocenten på at få et visum på 5,9 pct. Afslagsprocenten er steget år for år, og i 2022 lå den på 15,9 pct. af de visumansøgninger, der blev behandlet ude på de danske ambassader og repræsentationer.

Eftersom danskerne betragter modstanden mod udenlandsk arbejdskraft som en dyd, kan man i Danmark ikke implementere en fornuftig tostrenget strategi om at holde lavproduktive (og ofte kriminelle) muslimske migranter, som hverken kan eller ønsker at tilpasse sig et liv i Danmark og forsørge sig selv, ude, samtidig med, at man lukker højproduktive, veluddannede udlændinge fra ikke-islamiske lande ind.

Alt tyder derfor på, at Danmark vil fortsætte med at forsøge at løse problemerne med ikke-integrerbare muslimske migranter ved at holde kvalificeret udenlandsk arbejdskraft ude. Stik imod al fornuft og til skade for dansk velstand.

André Rossmann