Udenlandsk tyvebande anholdt

Onsdag aften blev fem udenlandske mænd anholdt, da Udlændingekontrolafdelingens (UKA) efterforskningsenhed slog til i Ishøj og Skibby på Sjælland. Politiet slog til i Ishøj, da de fem mænd satte sig i en udenlandsk registreret bil med falske nummerplader for at køre til en udenlandsk fragtmand, der skulle fragte stjålent værktøj ud af Danmark. En stor del af værktøjet stammede fra indbrud på byggepladser i København. P.t. skønner politiet, at de anholdte har stjålet værktøj for over 600.000 kr. Politiet fulgte indsatsen op med en ransagning af et kendt opholdssted i Skibby.

Udlændingekontrolafdeling Øst fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi foretog anholdelserne, og politiinspektør, Peter Compen, fortæller:

– Vi har stort fokus på omrejsende kriminelle grupper, som sendes til Danmark for at begå berigelseskriminalitet, hvor de eksempelvis laver tyveri ved opskæring af containere på byggepladser for derefter at fragte tyvekosterne ud via landegrænsen. Vi er meget tilfredse med anholdelserne i går, som er vigtige i forhold til at forhindre de omrejsende kriminelle grupper med at operere i Danmark.

Tre af de anholdte blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret og fængslet til 21. oktober 2020.

Politiet efterforsker fortsat persongruppen, og har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Udlændingekontrolafdeling Øst (UKA Øst) er en specialenhed i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Øst er placeret i Rødbyhavn. UKA Øst bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis narkosmugling og omrejsende kriminelle grupper – og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Told og tysk politi. UKA Øst har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland ved Rødbyhavn og Gedser.

LÆS OGSÅ:  Udlænding prøvekørte cykler – og kom ikke tilbage

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)