USA ser ikke længere Danmark som kerneallieret

Selv om USA er Danmarks vigtigste allierede og ultimative garant for landets sikkerhed, svigter Danmark amerikanerne gang på gang. Lige siden den anden verdenskrig har det illoyale og stærkt antiamerikanske Danmark ført en dybt usolidarisk politik, der har undermineret USA’s sikkerhedspolitiske interesser worldwide. Og det fortsætter Danmark med den dag i dag.

USA har i flere år presset på for at få Danmark til i 2024 at bruge de 2 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) på militæret og leve op til de styrkemål, som blev aftalt på et topmøde i Wales i 2014, men uden resultat.

Både i NATO og i USA noterer man, at Danmark i skåltaler taler meget om solidaritet, men vil ikke være med til at løfte byrden. Man finder det også bekymrende, at kun 50 pct. af danskerne mener, at Danmarks bidrag til NATO skal op på de lovede 2 pct. af BNP, og at 46 pct. af danskerne er enige eller overvejende enige i, at det USA, som er den eneste garant for dansk sikkerhed, er en trussel for Danmark. Dette fremgik af en Kantor Gallup-måling foretaget i maj 2020.

Det kan derfor ikke undre, at man i USA opfatter danskerne som illoyale snyltere, der har kørt og fortsat kører på frihjul på NATO’s bekostning og lader USA betale regningen. Denne opfattelse er vel at mærke fremherskende i hele det sikkerhedspolitiske establishment i USA, både det demokratiske og republikanske.

Det seneste kneb, Danmark har brugt i forhold til NATO, er en kreativ måde at opgøre forsvarsudgifterne på. Danmark, der har forpligtet sig til at bruge mindst 2 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) på forsvar, tæller nemlig donationer til Ukraine med i det samlede regnestykke. Dette kreative kneb blev bl.a. kritiseret af Estland, Finland og Litauen.

”Når du køber noget til dit eget forsvar, betyder det jo, at du styrker dit forsvar. Og det tæller selvfølgelig med i to procentmålet. Men hvis du sender artilleri eller andet til Ukraine og ikke køber noget nyt til dit eget forsvar i erstatning, så kan du jo ikke tælle det med, for så styrker du jo ikke dit forsvar”, sagde den estiske forsvarsminister, Hanno Pevkur. Og Stoltenbergs øverste militære rådgiver, Rob Bauer slog fast, at den danske regnemetode ikke harmonerer med NATO’s. ”Det er ikke sådan, vi beregner de 2 pct.”, sagde han.

Højst sandsynligt er man i USA blevet godt og grundigt træt af alle de krumspring og kneb, som Danmark bruger i forhold til NATO for at sikre sig fortsatte sikkerhedspolitiske garantier og samtidig slippe for at trække sin del af læsset og sende regningen til USA. Og højst sandsynligt har man erkendt, at Danmark er og vil blive ved med at være NATO’s svage og upålidelige led.

For ifølge medieberetninger skal en ny dansk forsvarsaftale med USA være klar til underskrift. Aftalen betyder, at eftersom Danmarks militær ikke kan bruges til noget, vil USA kun bruge Danmark som bagland og opmarchområder for amerikanske tropper. Det vil med andre ord sige, at Danmark i evt. konfliktsituationer bliver brugt som mellemlager og transitstation for NATO’s forsyninger, våben og personel. Danmarks kommende forsvarsaftale med USA kan dermed ikke fortolkes anderledes end at USA ikke længere opfatter Danmark som en kerneallieret i NATO.

André Rossmann