“Hvad er det, Trump og co. har oppe i hovedet?” Tror de virkelig, at det var bedre at forbigå diplomati og det danske udenrigsministerium ved at sende deres vicepræsident ud på en ‘charmetur’ til Pituffikbasen for at få en sikkerhedsbriefing og dernæst bruge lidt podietid på at skælde danskerne ud for deres manglende hensyntagen til Grønlands interesser?
Det lyder som en dårlig bilsælgers taktik, hvor han foretrækker at bebrejde køberne for den manglende vedligeholdelse af deres gamle bil lige før, han spørger dem om deres underskrift på en salgskontrakt for køb af en ny bil. Én ting er sikkert: Jeg kunne ikke finde denne strategi i Trumps bog “The Art of the Deal”, så måske er det J.D. Vances egen idé, eller måske kom den fra nogle af de tidligere “neocons” som mener, at man skal true potentielle kunder og minde dem om deres svagheder og derefter forvente, at salget ikke går i vasken. Mærkeligt! Uanset hvor den strategi kom fra, er den dødsdømt.
Men sket er sket. Vance fik sin medieopmærksomhed, brændte flere hundrede tusinde dollars af skatteydernes penge af med en tur til Grønland, som efterlod et CO₂-aftryk fra Air Force 2, og kunne tage tilbage til Washington og få en “mission accomplished”-high-five fra sin chef. Men hvilken mission? Hvis formålet var at fornærme et dansk protektorat med mange følsomme mennesker og samtidig stikke en finger i øjet på en allieret, mens man profilerede Amerika som et magtfikseret land, så var det vellykket. Men hvis hensigten var at forbedre forholdet til grønlænderne og reducere danskernes modstand mod USA, var det en komplet og total fiasko.
Jeg har megen sympati for Det Hvide Hus’ spindoktorer. Hvordan i alverden vil de kunne fortolke et foto, som viste et par protesterende grønlændere med et skilt med budskabet “Yankee go home”? Vil de måske sige til de amerikanske borgere, at der også var et lille skilt nedenunder, hvor der stod “… og husk, at vi elsker jer”? Måske vil de sige, at de protesterende var importeret fra Sibirien og bagefter tog tilbage til Rusland for at blive overrakt medaljen “Hero of the Russian Federation” af Vladimir Putin for deres handlinger i Nuuk?
Noget skal gøres. Trump er nødt til at tage det næste skridt, men i hvilken retning? Vil han erklære en pusterumspause og overlade triagen til “ægte” diplomater fra det amerikanske udenrigsministerium og sende dem til Danmark til en powwow med regeringens udpegede repræsentanter i håbet om at finde den gyldne middelvej til en mere holdbar modus vivendi? Uanset Washingtons næste udspil må vi håbe, at den danske regering ikke mister balancen, mens Trump rasler med sablen. Der er selvfølgelig en strategi, danskerne kan vælge, og det er at mobilisere sine EU-partnere til at øge opbakning til Danmarks ståsted vedrørende Grønlands ret til at selv bestemme deres egen fremtid.
Mens vi venter, må vi konstatere, at der også er andre, som rasler med sablerne, nemlig de 80.000 danskere, som har tilsluttet sig en Facebook-gruppe, der støtter en boykot af USA’s produkter og ydelser, samt visse danske politikere som mener, at Amerikas konsulat i Nuuk bør lukkes. Der er bare et lille problem: Når man begynder at boykotte et andet land, risikerer man en gengældelsesboykot. Hvis amerikanerne opdager, at danskerne synes, de er uvelkomne i Danmark, vil de måske blive hjemme eller vælge et andet turistmål. Ifølge statistikkerne kommer der op til en million amerikanere til Danmark hvert år. Deres penge hjælper med at sikre 190.000 jobs her, som er meget afhængige af turismen. Og det er bare én industri. Hvad med andre danske produkter, som sælges i USA? Insulin, vægttabspiller og andre medikamenter? Pumper fra Grundfos? Containere fra Mærsk? Dansk-designede møbler, tekstiler og andre produkter til hus og hjem? Danskproducerede film, som vises i amerikanske biografer eller på Netflix?
Og hvad med vores uddannelses- og udvekslingsprogrammer? Skal de ophøre? Måske skulle Google, X og Facebook spærre danskere fra deres platforme, og måske skulle Microsoft hæve priserne på software brugt i Danmark? Den amerikanske regering kunne også pålægge ekstra udgifter eller højere toldsatser på danske vindmøller og alle “grønne” produkter. Hvis danskerne er villige til at boykotte McDonald’s, Carl’s Jr., Kentucky Fried Chicken, Starbucks, Coca-Cola, Pepsi, Ford- og Tesla-biler, Kellogg’s produkter, vin fra Californien og andre produkter, ville det gå ud over mange danske arbejdspladser og reducere indtjeningen hos licens- eller franchiseholdere, der sælger disse produkter.
Til sidst kunne den amerikanske regering trække visumfritagelsen tilbage for danske besøgende til USA og på den måde gå tilbage til dengang, hvor alle skulle møde op på den amerikanske ambassade, udfylde en formular, betale et gebyr og vente, mens ansøgningen blev behandlet af ambassadens medarbejdere. Sådan kan utilsigtede konsekvenser være med til at ændre et ellers mægtig godt 80-årigt forhold. Vi burde tænke os om, før vi prioriterer vores følelser over vores sunde fornuft.
24NYT har brug for flere abonnenter til at støtte vores arbejde.
Vær med til at sikre avisens fremtid
29,-/uge Mindstepris 749,-
Min. abonnementsperiode: 6 mdr. 749kr./6 md. | 19,-/uge Mindstepris 989,-
Min. abonnementsperiode: 1 år – kun 989kr. pr. år Spar 1560 kr. |
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)