Velfærdsstatens syge arbejdsmoral (2023)

Statsminister Mette Frederiksen har på Socialdemokratiets partikongres i september 2022 sagt, at det er den høje arbejdsmoral, der har skabt Danmarks velstand, og at hvis danskerne ikke holder fast i deres stærke arbejdsmoral, ja, så holder den danske velfærdsmodel ikke. Statsministeren har ret i, at forudsætningen for velfærdsstaten er en høj arbejdsmoral. Problemet er, at det er den socialdemokratiske velfærdsstat, der helt har ødelagt danskernes arbejdsmoral.

Dagpengesystemet finansierer jobsnobberi

Den socialdemokratiske velfærdsstats syge arbejdskultur medfører, at danskerne hellere vil loppe sig på overførselsindkomster end give den en skalle. Ca. 370.000 fuldtidsbeskæftigede udlændinge arbejder i Danmark til overenskomstmæssig løn med alt det manuelle arbejde, som de danskere, der ikke er i beskæftigelse, ikke gider lave. For etniske danskere gider ikke den slags arbejde, hvor man får snavs på fingrene til 138 kr. i timen. De er ikke interesserede i det hårde, fysiske arbejde, fordi det er under deres værdighed. Ifølge en undersøgelse, DR har gennemført, vil kun 3 ud af 11 danskere bestride det arbejde, som f.eks. østeuropæerne er glade for. Det kan jo ikke være meningen, at en dansker skulle henslæbe sit liv som rengøringsassistent, stuepige eller jordbærplukker. Næsten alle bærplukkere er derfor udlændinge. Og på hotellerne er 75 pct. af stuepigerne, rengøringsassistenterne og opvaskerne ikke-danskere. Det danske dagpengesystem finansierer dermed reelt ledighedsperioder, der skyldes jobsnobberi, i stedet for at sikre økonomisk tryghed, hvis man for en kort periode mister indtægten.

Lønnen kommer jo alligevel

Indsatsen i den socialdemokratiske velfærdsstat er ligegyldig, for lønnen kommer jo ind alligevel. Og når lønnen kommer ind, hvad enten man gør sit arbejde godt eller dårligt, er arbejdsmoral, ordentlighed og medmenneskelighed det første, der ofres. Plejehjemmet Kongsgården med den umenneskelige og afstumpede systemkultur, omfattende plejesvigt, fornedrelse af beboerne og overgreb på svage gamle er et klassisk eksempel. Når folk ikke aflønnes efter deres indsats, men i stedet blive kontrolleret, fordi de konstant er under mistanke for at udnytte og misbruge systemet, så gør de det også. Det gælder ikke kun den kommunale ældrepleje i Danmark. Det gælder hele den offentlige forvaltning – fra småbørnsplejen, over skolerne til sundhedsvæsenet og folkekirken.

Har man rejst i det kommunistiske Østeuropa før murens fald, har man oplevet det samme fænomen fra besøg på restauranter, butikker o.lign. Hvis det ikke har konsekvenser for en virksomhed og dens personale, om man gør en god eller en dårlig indsats, fører det til ligegyldighed, og det er situationen på danske plejehjem og mange andre offentlige institutioner.

De ledige omgår rådighedsreglerne

I velfærdsstatens socialistiske planøkonomi kan det ikke betale sig at arbejde. Rundt om på danske virksomheder oplever man, at ledige siger nej til job eller ligefrem siger deres job op, fordi det bedre kan betale sig for dem at gå ledige på offentlig forsørgelse. Det kan ikke undre. Da lønmodtagere i modsætning til dagpengemodtagere betaler otte procent i arbejdsmarkedsbidrag, skal man ifølge CEPOS-beregningen have en løn på mindst 26.630 kroner for at få det samme udbetalt som en dagpengemodtager, der modtager 24.500 kroner i dagpenge om måneden. Det siger sig selv, at det høje danske dagpengeniveau er direkte undergravende for arbejdsmoralen.

Medierne flyder over med desperate opråb fra virksomheder, der ikke kan skaffe arbejdskraft. En ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) viser, at hver fjerde ledige selv siger, at de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det til trods for at reglerne på det punkt er ret klare. De ledige skal nemlig ville have et arbejde, de skal aktivt søge et arbejde og være klar til at påbegynde et job. Analysens resultater er skræmmende. For kontanthjælpsmodtagere er det 40 pct., som selv mener, at de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. For dagpengemodtagere er det 21 pct. Samlet giver det, at 24 pct. af de ledige ikke mener, at de vil tage et job.

I Aarhus mangler der masser af buschauffører samtidig med, at der er tusindvis af ledige, som ikke fejler noget, og som derfor burde forsørge sig selv. Odense Kommune bruger 245 millioner kroner mere om året på at forsørge folk i Vollsmose, end de behøver, hvis beboerne i denne bydel var blot gennemsnitligt erhvervsaktive. Der er et hav af ubesatte job i hotel-, restaurations- og rengøringsbranchen branchen, men mange danskere opfatter det som skamfuldt at tage et servicejob og bruger alle mulige krumspring for at omgå rådighedsreglerne.

Jobparate gider ikke tage et job

Jobcentrene har udviklet sig til socialcentre for mennesker, som egentlig er erklæret jobparate, men som ikke gider tage de job, der er.  Hvis det en sjælden gang lykkes at få en dansk medarbejder, går der typisk et par dage, så siger personen op med den begrundelse, at arbejdet er for hårdt, mødetidspunkterne passer for dårligt, eller at vedkommende simpelt hen ikke gider arbejdet. Ledige, der bliver henvist til et job, agerer ofte så dårligt i jobbet eller virker så uinteresserede, at arbejdsgiveren ikke vil fastansætte dem. Mange ledige kommer kortvarigt forbi virksomheder kun fordi de skal have ”optjent” retten til fortsat at være på passiv forsørgelse. Søger dagpengemodtagere ikke job, er det op til a-kasserne at sanktionere deres egne medlemmer, men ifølge en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening er det blot 8 pct. af de ledige, som ikke har registreret jobsøgning, der bliver sanktioneret.

I stedet for at henvise de mange tusind ledige til job har Jobcenter København anvendt sin egen hjemmestrikkede model med løsere aftaler. Det har derfor de seneste to år ikke direkte haft konsekvenser, hvis man som kontanthjælps- eller dagpengemodtager har sagt nej til at tage et arbejde.

Pjækkeriet er omfattende

Den syge arbejdsmoral i Danmark er årsagen til omfattende pjækkeri. Dansk Erhverv har i 2020 spurgt danskerne om deres pjækkeri. 12 pct. svarede, at de inden for det seneste år har taget en sygedag, selv om de var raske, mens 28 pct. mente, at en i deres omgangskreds har pjækket fra arbejdet. Især i den kommunale hjemmepleje har man en kultur, hvor plejepersonalet melder sig syge for et godt ord. De løser kun de opgaver, der står skrevet på arbejdsplanen og siger, at de har travlt, men løber konstant private ærinder. Og så sidder de i øvrigt hellere i fælleslokalet med deres smartphones eller ryger smøger på gaden, mens en tøjvask vasker færdig, frem for også at løse de opgaver, der er behov for. Gør man det, stemples man som en skruebrækker.

340.000 danskere har i perioden sept. 2022-sept. 2023 meldt sig syg fra arbejdet – uden at være syg. Sådan lyder det i en ny analyse, som Dansk Erhverv har fået lavet om danskernes pjækkevaner. I alt er 2.055 danskere, og heraf 1.140 beskæftigede, blevet spurgt ind til, om de i løbet af de seneste 12 måneder har taget en sygedag fra arbejde uden reelt at være syg. Analysen viser, at 11 pct. af de beskæftigede danskere kan svare ja til at have taget mindst én årlig pjækkedag, hvilket svarer til ca. 340.000 danskere. Pjækkeri koster samfundet dyrt, og det estimeres, at den offentlige og private sektor har brugt 720 millioner kr. på at udbetale løn til de danskere, som meldte sig syg uden at være det i det seneste år.

Melder sig syge uden at være syg

Kommunalt ansatte har markant højere sygefravær end deres kollegaer i det private, idet de i gennemsnit melder sig syge hver 14. arbejdsdag. Gør man det op i kroner og øre, bliver omfanget tydeligt: 450 millioner kr. om året kunne spares, hvis de kommunalt ansatte bragte deres antal af sygedage ned på niveau med varme hænder i det private.

Konkret var de kommunalt ansatte i gennemsnit syge 2,5 dage mere i 2020, end man var det i det private. Regionalt ansatte sygeplejersker og jordemødre har i gennemsnit et sygefravær på 13 dage om året, mens sosu-assistenter i kommunerne er væk 20,9 dage om året. Mængden af sygefravær ville kræve 6.686 fuldtidsansat sosu-personale for at udfylde de samme timer på skemaet.

Det høje fravær i det offentlige skyldes kulturen på de offentlige arbejdspladser, der kommer til udtryk i holdninger, men også i den måde, man håndterer medarbejdere med højt sygefravær på. Man får meget længere snor som kommunal ansat end i private virksomheder, når man har udfordringer eller problemer. Derudover vil man nok være mindre bekymret for at blive fyret på grund af sygdom i den offentlige sektor end i den private. I 2022 viste en undersøgelse på tværs af brancher fra Dansk Arbejdsgiverforening, at forskellen i antallet af sygedage i den private og offentlige sektor svarede til 3,1 milliarder kr.

De kommunal ansatte i København er i gennemsnit syge næsten dobbelt så meget som de privat ansatte. 12 dage pr. år eller et pænt sted midt mellem to og tre uger. Pr. medarbejder. Hver eneste medarbejder. Det store antal sygedage skyldes en syg arbejdskultur, hvor det er OK med ledelsen at være ”syg” to-tre-fire uger om året, og hvor det er OK at tage en ”øv-dag” eller en ”trivselsdag”. Det går jo alt sammen. Der er ingen reel konsekvens. Der er jo ingen, der går fallit her.

I den syge ssocialdemokratiske velfærdsstat får medarbejdere bonus for at droppe sygedage. Få 5.000 kroner ind på kontoen, hvis du højst har to sygedage på et år, lød tilbuddet til pædagoger i den integrerede institution Børnehuset på Vesterbro i København. Her har man på tre år nedbragt sygefraværet ved at give kontante bonusser. Som forsøg har Børnehuset indført bonusordningen, hvor medarbejderne fik 5.000 kroner ekstra, hvis de højst havde to sygedage om året, og 3.000 kroner ekstra ved højst syv årlige sygedage.

Ikke nok med, at danskerne skal betale verdens højeste skat, men en stor del af de skatter bliver brugt på folk, der melder sig syge, selv om de er raske. Får de ledige uden repressalier lov til at sige nej, er der tale om kommunalt sanktioneret nasseri. Det er systemisk svigt, når man gør det legalt at nyde og slippe for at yde.

Man ringer blot og siger ”øv”

Tilbøjeligheden til at melde sig syg lidt for hurtigt er gennem flere år gået under betegnelsen øv-dage blandt landets offentligt ansatte. Når de tager sig “øv-dage”, hvis de ikke lige har lyst til at gå på arbejde, så handler det om, at de pjækker. De snyder sig til en fridag, som de ikke har ret til. Betalt af skatteyderne, heriblandt deres egne kolleger, som går på arbejde og betaler skat til, at det offentlige uddeler fuld løn under påstået sygdom.

I 2013 kunne Københavns omkring 6.000 pædagoger ringe til deres arbejdsplads og sige, at de havde det ”øv”, og så fik de en gratis sygedag. ”Vi ved godt, at der på nogle få institutioner findes en usund kultur, hvor personalet er så misforstået solidarisk, at man har en omgangskvote for sygdom: ‘Nå, er du tilbage, så er det vist min tur til at lægge mig’. Ja, øv-dagene findes”, sagde Jan Hobby, der er næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS). Han vurderede, at 20-40 institutioner i København var gennemsyret af denne syge arbejdskultur.

Snup en øv-dag og bliv hjemme, når lokummet brænder på hjemmefronten. Det tilbud kunne cirka 100 politifolk i Ringsted gøre brug af i 2012. De behøvede ikke at melde sig syge eller forklare sig, hvis de af personlige årsager følte et akut behov for at blive hjemme. ”Hvis man ringer og siger ’øv’, har man i princippet ret til at holde fri”, forklarede stationsleder Johnny Nilsson fra lokalstationen i Ringsted.

Den syge arbejdsmoral er blevet dokumenteret af Opinionsinstituttet Catinét, som på vegne af CEPOS spurgte: “Har du forståelse for, at man melder sig syg på arbejde, fordi man føler, at man har for travlt, og derfor har brug for en fridag?” Det spørgsmål svarede 47 pct. af de offentligt ansatte ja til, mens kun 30 pct. af de privat ansatte svarede ja. Der var også 47 pct. af de offentligt ansatte, som svarede nej, mens tallet for de privat ansatte var hele 67 pct. Det koster skatteyderne milliarder af kroner, at de skal betale for ekstra ansatte i det offentlige, som der ikke ville være brug for, hvis der blev gjort op med pjækkekulturen.

Manglende moral hos de unge

Ifølge Dansk Industri klager virksomhederne oftere og oftere over manglende arbejdsmoral hos unge medarbejdere. De danske unge har nemlig et attitudeproblem og en arbejdsmoral, som ikke helt er den, man kan forvente på arbejdsmarkedet. I det danske curlingesamfund forberedes de unge ikke længere på, at hvis mødetiden er klokken otte, så skal man altså stå klar. De har i højere grad end tidligere ondt af sig selv. Der skal ikke så meget modgang til, før de tænker, at det er for hårdt at gå på arbejde. Det skyldes, at i opvæksten fjerner forældrene alle de bump, som børnene møder på deres vej. Uanset hvordan børnene opfører sig, uanset om de bidrager til fællesskabet eller spolerer det, skal de have ros og konstruktiv opmuntring. Og når de som teenagere skal klare problemerne selv, er der flere, der ikke kan håndtere det.

Det er forældrenes ikke-opdragende og anerkendende tilgang, der er skurken. Berlingske har spurgt avisens egne læsere om, hvad de lægger vægt på at lære deres børn. 13 pct. svarer, at de lægger vægt på at lære afkommet værdien af hårdt arbejde. Og ifølge World Value Survey lærer 61 pct. af amerikanerne, 53 pct. af canadierne og 40 pct. af schweizerne, men kun 4 pct. af svenskerne og 2 pct. af danskerne, deres børn værdien af hårdt arbejde. Velfærdsdanmark er med andre ord det land i verden, hvor færrest finder det vigtigt at opdrage deres børn til at arbejde hårdt.

På ferie på skatteborgernes regning

Borgere på dagpenge, kontanthjælp og sygedagpenge afsløres i socialt bedrageri, når de tager på ferie uden at melde det til kommunen eller a-kassen. De rejser i store tal på ferie i udlandet, hvor de modtager offentlige ydelser, selv om det er imod reglerne om at skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet. På få måneder har en særlig kontrolindsats, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) gennemfører i landets lufthavne, ført til adskillige hundrede sager, hvor borgere på offentlige ydelser mistænkes for at overtræde rådighedsreglerne, hvilket kan føre til store bøder i form af krav om tilbagebetaling af pengene. Hvis man modtager sociale ydelser som dagpenge, kontanthjælp eller integrationsydelse, er det nemlig ikke tilladt at rejse til udlandet uden at melde det a-kassen eller kommunen først, hvilket mange ser ud til at glemme.

Det er et sygdomstegn, at danskerne ikke gider

Grundlæggende er det totalt uacceptabelt, at arbejdsduelige danskere ikke vil udføre et arbejde, som de bliver tilbudt, også selv om det ikke lige er et job, som de er uddannet til. Det er et sygdomstegn i den socialdemokratiske danske velfærdsstat, at mange hundrede tusinde mennesker lever et liv på passiv offentlig forsørgelse. Det er et sygdomstegn, at der på den ene side findes så stor en gruppe, som ikke arbejder, samtidig med at der findes så store mængder arbejde, ingen danskere gider søge og udføre. Det er et sygdomstegn for det danske samfund, at den har en befolkning, der ikke gider. Og at der skal rigtig meget til, før den gider.

Danskerne ser i dag på velfærdsstaten, der er skabt af Socialdemokratiet med velvillig hjælp fra de øvrige folketingspartier, som en stor ko, man kan malke, udnytte og bedrage. I processen er det protestantiske danske pligtsamfund, der fremmede hårdt og omhyggeligt arbejde som en dyd, afløst af et depraveret, socialdemokratisk samfund med syg arbejdsmoral, syg arbejdskultur og et sygt forhold til andre menneskers penge. Og det er statsministerens eget parti, der har ødelagt arbejdsmoralen i Danmark.