VI, ET FOLK AF MUNDBINDSTRÆLLE

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

Den 16. juni i år havde jeg her på siden et indlæg med titlen ’Man binder os på Mund og Hånd’, og som med udgangspunkt i et stort schweizisk meta-studie påviste, at en række superliga-universiteter og institutioner ikke havde kunnet konstatere nogen smittehindrende effekt ved brug af mundbind. Denne videnskabelige rapport kan findes her. De kliniske undersøgelser blev foretaget af hæderkronede institutioner som Tel Aviv University, Københavns Universitet, University of Illinois, European CDC , New England Journal of  Medicine og Oxford Center for Evidence-based Medicine. Med udgangspunkt i alle disse kliniske studier konkluderer den schweiziske undersøgelse, at der ikke kan konstateres evidens, der med statistisk signifikans kan påvise, at mundbind har en smittebegrænsende effekt. 

Et stykke inde i artiklen vises flere dramatiske grafer og kurveforløb, der illustrerer denne konklusion. Graferne klarlægger, hvordan smitten med Covid19 har udviklet sig i udvalgte lande efter, at myndighederne havde dekreteret brug af mundbind. I smittekurverne for Italien, Californien og Belgien ses det, at kort tid efter, at mundbindspåbud er indført, accelererer smittekurven stejlt i vejret som en nytårsraket. Man skulle jo antage, at hvis mundbindet havde en begrænsende effekt, ville man kunne aflæse det i kurveforløbet. Graferne viser imidlertid, at smitten har frit løb mod tinderne.

Et af disse studier blev ledet af professor Henning Bundgaard, Rigshospitalet og omfattede 6000 patienter. Studiet konkluderede, at mundbind reducerer ikke ’i statistisk signifikant grad’ risikoen for en maskebærer. Dette resultat var ikke, hvad politikerne og sundhedsmyndighederne ønskede at høre, og professor Bundgaards studie blev hurtigt belyst med mørkelygten og fejet ind under gulvtæppet. Onsdag den 24. november kørte Berlingske beredvilligt regeringen i stilling til en ny omgang maskediktatur ved at bringe en artikel med overskriften: ’masker halverer risikoen for smitte’. Samme dag faldt hammeren i form af et nyt mundbindspåbud over den danske slavesjæl, der åbenbart finder sig i alt, hvad regeringen finder på af ulykker. Professor Bundgaard var ikke imponeret over den bagvedliggende undersøgelse, der netop er publiceret i British Medical Journal. Han mener ikke, at studiet formår at adskille effekten af mundbind fra de øvrige restriktioner, samfundet indfører samtidigt som forsamlingsforbud, arbejde hjemmefra og fysisk afstand, hvilket skaber en enorm skævhed i undersøgelsen. Det kan man kun give professoren ret i. Et klinisk studie der ikke kan isolere effekten af den komponent, man ønsker at undersøge, er ikke meget værd.

LÆS OGSÅ:  POLITIKERE OG MEDIER SOLER SIG I STØJBERGS FALD

Det nye mundbindsdiktat er således ikke videnskabeligt, men politisk begrundet. Mette Frederiksen er nu tilbage i sadlen som sundhedsfyrstinden, der dagligt kan fortælle den kuede befolkning, hvad man må, og specielt hvad an ikke må. De aflivede mink forholder sig atter roligt i deres massegrave, og statsministeren vil på ny kunne prale af de mange menneskeliv, hun har reddet ved sin resolutte og ansvarlige handlekraft. At mundbind er virkningsløse på smitten er ligegyldigt, så længe de kan bruges til at holde masken politisk.

 Mette Frederiksen har til fulde indset, at man skal aldrig lade en god epidemi gå til spilde.