8 års fængsel for blandt andet drabsforsøg og grov vold
En 25-årig mand er fundet skyldig i at have forsøgt at slå sin tidligere kæreste ihjel. En 25-årig mand er i dag, ved et enigt nævningeting ved retten i Nykøbing Falster, fundet skyldig i at have forsøgt at slå sin daværende kæreste ihjel.
Der var tale om, at den domfældte 2. juledag 2017 viklede et reb flere gange omkring sin kærestes hals, og strammede til, hvorefter hun kom i livsfare. Det blev lagt til grund, at han stoppede sit forehavende, da kvælningen viste sig sværere end han havde regnet med. Den dømte blev også dømt for blandt andet tre tilfælde af grov vold samt trusler begået over for den samme kæreste i tiden fra september til december 2017.
Endelig blev han dømt for ulovlig tvang og vidnetrusler i forbindelse med, at han i januar 2018, sammen med en anden og i den hensigt at opkræve et tilgodehavende, om natten trængte ind til en kvinde på hendes bopæl, skubbede til hende og tvang hende ned til en hæveautomat for at hæve 500 kr. Den domfældte, der fortsat er varetægtsfængslet, ankede dommen til frifindelse.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)