Youtube og Vogternes Råd – et nyt indgreb i ytringsfriheden


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Tommy Robinsons besøg i anledning af Sappho-prisuddelingen i København gav anledning til nogle forrygende afsløringer af misforhold i vor demokratiske offentlighed: Facebooks udemokratiske censurpolitik, brugen af løgn og manipulation som metode i flere mainstreammedier (Deadline og Berlingske Tidende) – og den stigende brug af vilkårlig og politisk motiveret censur udøvet af det nærmest monopolagtige og enevældige sociale medie: Youtube.

Således blev ikke blot Robinsons mediekritik af den fjerde statsmagt og videoafsløring af ’Deadline’-journalisten Steen Nørskov strøget af Youtube-censuren, men også selve Tommy Robinsons tale ved Sapphoprisuddelingen blev censureret af Youtube,  selv om intet i talens indhold på nogen måde kan hævdes at overskride grænserne for saglig, demokratisk debat. Her er udelukkende tale om en enevældig og forudindtaget mediemagt, som på grundlag af subjektiv og politisk modvilje udøver sin udemokratiske censurpolitik.

I oktober 2019 skrev Kit Louise Strand her for Trykkefrihedsselskabet om, hvordan Youtube i stigende grad udøver politisk motiveret censur og bemærkede, hvordan Youtubes censur bl.a. går ud over lødige undervisningsvideoer fra Prager University, som reagerede med et indtil videre forgæves forsøg på at opnå ytringsfrihed på det sociale medie gennem en retssag mod Youtube i Amerika.

”Der er absolut intet ’upassende’ ved indholdet af de PragerU- videoer, som Google og Youtube har censureret”, udtalte dengang Prager Us direktør Marissa Streit og konkluderede; ”… Det et tydeligt, at nogen ikke bryder som om, hvad vi underviser i og har til hensigt at forhindre os i at undervise i det. Kan du forstille dig, hvordan verden ville se ud, hvis Google og Youtube blot fik lov til at fortsætte deres tilfældige censur af idéer, som de ganske enkelt ikke er enige i?”

Men, hvem er disse ”nogen”, som ud fra politiske motiver og på grundlaget af en vilkårlig subjektiv modvilje nu sidder og har magt til at bestemme over techgiganternes censurpolitik. Hvem og hvilke grupper har nu fået udliciteret den politiske magt til autokratisk at indskrænke den demokratiske offentlighed og indholdet af den politiske debat på sociale medier?

I artiklen Hvor går grænsen for indholdet af Youtube? (12.02. 2020) i Berlingske Tidende indrømmer Youtubes europæiske chef; Cecile Frot-Coutaz, at Youtube i stigende grad udøver censur, ikke blot mod terroristisk, voldeligt og seksuelt stødende indhold, men også mod ”videoer, der”, som hun siger ’… ligger på grænsen’”. Det kritiske spørgsmål om, hvem og hvilke kriterier, der skulle definere denne ”grænse”, bliver naturligvis ikke stillet af Berlingskes journalist, men det fremgår af artiklen, at Youtubes censurpolitik i stigende grad udøves politisk og i samarbejde med hemmelige baggrundsgrupper, som i praksis bestemmer det sociale medies censurpolitik: ”Vi samarbejder med – tror jeg – to hundrede ekspertgrupper”, udtaler Frot-Coutaz, men fortæller ikke nærmere om, hvem disse ”ekspertgrupper” er og hvilke objektive kriterier, de arbejder efter? Og hun er formentlig heller ikke blevet spurgt om det af Berlingskes journalist.

Så her har vi et nyt udemokratisk andetkammer, der uden folkeligt mandat udøver en stigende politisk censur mod voksende dele af den demokratiske offentlighed. Vi må ikke vide, hvem de er og hvilke kriterier, de arbejder efter, men i praksis er det dem, der bestemmer over store dele af den politiske debat. Et kæmpe demokratisk problem – som vore mainstreammedier og politikere slet ikke forstår omfanget af.

Et Vogternes Råd, der ud fra politiske og subjektive motiver indskrænker frihedsrettigheder og demokratisk debat.

Spørgsmålet om, hvilke moralske og politiske kvalifikationer, der måtte berettige disse ”ekspertgrupper” til at udøve deres vilkårlige, politiske censur bliver i interviewet med Youtube-kommissæren naturligvis heller ikke stillet af Berlingskes journalist.

I Trykkefrihedsselskabets interview med Tommy Robinson, som endnu ikke er censureret af Youtube, men formentlig snart bliver det og derfor vil kunne ses på frie medier som Bitchute og 3Speak, opfordrer Robinson vore politikere i Folketinget til at indkalde Facebook og Youtubes kommissærer til en kritisk høring, hvor man stillede dem til ansvar for deres udemokratiske censurpolitik. Men – det ved vi, kommer ikke til at ske. Facebook og Youtube-censuren rammer jo, hverken venstrefløjen eller borgerlige politikere, så de er formentlig ligeglade eller glæder sig i deres stille sind over denne indskrænkning af den demokratiske offentlighed.

Derfor må løsningen på kort sigt være en demokratisk folkevandring mod alternative medieplatforme.

Derfor skal denne opfordring til Trykkefrihedsselskabets støtter lyde: Opret en profil på Telegram og følg Trykkefrihedsselskabets profil Free Press Society 2004 på dette åbne medie. I nærmeste fremtid vil vi også være at finde på MeWe.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)