41-årig fængslet for omfattende økonomisk kriminalitet

En 41-årig mand fra Aalborg blev i dag, 22. juli 2020, varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør – sigtet for omfattende kriminelle forhold af økonomisk karakter.

Det oplyser den ansvarlige for efterforskningen, vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.

Den sigtede i sagen blev anholdt i går, 21. juli 2020 kl. 12.20, i forbindelse med en koordineret anholdelses- og ransagningsaktion, og han sigtes foreløbig for  31 tilfælde af økonomisk kriminalitet til en værdi af cirka 1,1 millioner kr.

”Vi mistænker ham for at være bagmanden og for at have udført svindlen sammen med flere andre personer,” siger Anders Uhrskov.

En større efterforskning

Vicepolitiinspektøren forklarer, at kriminaliteten konkret er udført ved, at der er blevet indkøbt blandt andet hårde hvidevarer og havetraktorer via to virksomheder, hvorefter regningerne ikke er blevet betalt.

”Jeg er tilfreds med, at vi i går kunne skride til en anholdelse i denne omfangsrige sag,” lyder det fra Anders Uhrskov.

”Der er fortsat et stort efterforskningsarbejde foran os, inden vi kan afslutte sagen,” siger Anders Uhrskov, og af hensynet til den videre efterforskning kan efterforskningslederen ikke frigive yderligere oplysninger til offentligheden på nuværende tidspunkt.

Den 41-årige mistænkte mand i sagen blev tidligere i dag, kl. 10.00, fremstillet i Retten i Aalborg i et grundlovsforhør, der blev afholdt for lukkede døre. Dommeren varetægtsfængslede den sigtede i fire uger. Kendelsen blev kæret.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)