– Søgade, Ringsted
Kl. 12.00 mandag anmeldte en 83-årig kvinde fra Ringsted, at hun kl. ca. 11.30 uventet var blevet opsøgt af to fremmede i baggården ved sin bopæl i stueetagen i en beboelsesejendom. Der var tale om en ca. 185 cm høj mand og en kraftigt bygget kvinde, der begge var ca. 40 år gamle, og som talte engelsk.
Kvinden bad den 83-årige om hjælp til at veksle en mønt, hvorefter de to fremmede fulgtes med hende ind på bopælen, hvor især manden nysgerrigt undersøgte forholdene hos den 83-årige, inden han skulle låne toilettet.
Uventet ringede et familiemedlem til den 83-årige, som højlydt besvarede opkaldet med en udtalelse om, at hun var glad for at høre fra politiet. Den udtalelse fik de to fremmede til at ændre adfærd, så de straks forlod kvindens bopæl.
De to fremmede havde ikke stjålet noget, men politiet anser deres adfærd og påskud om veksling af en mønt som uberettiget adgang til kvindens lejlighed i et forsøg på måske at stjæle noget.
Politiet vil gerne rose den 83-årige for sin snarrådige udtalelse i forbindelse med telefonopkaldet fra familiemedlemmet, som hun efterfølgende fik forklaret sagens rette sammenhæng. Endvidere hører politiet gerne fra andre, der måtte have set manden og kvinden i området mandag formiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)