Klumme: Kan en led antisemit være en stor digter?

Overvejelser i anledning af en problematisk genudgivelse

Den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline (1894-1961) nævnes gerne med en blanding af gys og beundring. Gys, fordi han er én af verdenslitteraturens mest afskyelige antisemitter, og beundring, fordi han blandt litteraturforskere går for at være én af fransk litteraturs store sprogfornyere og overhovedet én af d. 20. århundredes betydeligste forfattere.

Debatten omkring ham har fået fornyet styrke, idet det fremtrædende bogforlag Gallimard i Paris siden 2017 har planer om at udgive Célines antisemitiske pamfletter fra mellemkrigstiden. Hans øvrige produktion og brevveksling er allerede udgivet i fine læderbind i Gallimards serie Bibliothèque de la Pléiade – men netop ikke de nævnte pamfletter.

„Jeg er racist og Hitlertilhænger“, skrev Céline i foråret 1939. På dette tidspunkt havde han allerede i skrifterne Bagatelles pour un massacre (1937; Et blodbads bagateller) og L’École des cadavres (1938; Ligskolen) udspyet sin gift og galde i form af en nådesløs antisemitisme, der byggede på forskellige biologiske teorier om racehygiejne, der i mellemkrigstiden også havde sine tilhængere i Skandinavien.

Og da Céline på bedste nazimanér anså jøder for undermennesker, gik han ind for deres udslettelse. Spørgsmålet, der er blevet rejst i den franske presse, er om disse synspunkter skal gøres tilgængelige for et større publikum. Aner man her måske ovenikøbet en ren kommerciel interesse fra forlagets side? Protesterne imod en sådan offentliggørelse har været yderst voldsommne og debatten bølger netop for og imod dette projekt.

Herudover udkom sidste år en 1200-siders stor fransk dokumentation, Céline, la race, le Juif (Céline, racen, jøden) af Annick Duraffour og Pierre-André Taguieff, der systematisk har samlet alt, hvad Céline både generelt har skrevet og sagt om emnerne, der er indeholdt i titlen: raceteorier og jøder.

Hvad man læser her, er ligeså entydigt uappetitligt og frastødende og skal ikke citeres i denne klumme. Det må være nok at nævne hans udtrykkelige godkendelse af, at jøderne burde udslettes samtidigt med, at han sætter spørgsmålstegn ved gaskamrenes eksistens. Det fremgår helt klart af denne dokumentation, hvorfor en række af vor tids holocaustfornægtere påberåber sig Céline i deres antisemitiske propaganda.

Hvem er denne Céline? Céline blev født ind i en småborgerlig familie i udkanten af Paris, deltog i 1. Verdenskrig, hvor han blev hårdt såret og dekoreret. Efter lægeeksamen i 1924 foretog han rejser til Afrika og Amerika og praktiserede derefter som læge i Paris’ fattigkvarter.

Hans debutroman Voyage au bout de la nuit (1932, da. Rejse til nattens ende, 1968) gjorde ham med ét slag berømt. Den er en slags dannelsesroman, der bygger på biografisk stof fra krigen, rejserne og arbejdet som slumlæge under anvendelse af talesprog, slang og obskøniteter og udgør et radikalt opgør med det officielle Frankrig. Romanen Mort à crédit (1936, da.

Død på kredit, 2011) bygger på stof fra Célines barndom og ungdom og befæstede hans ry som en forfatter, der både kunne fokusere på realistiske beskrivelser af vold, død, ødelæggelse og på skønhedsdyrkende visioner og som sprogligt bevidst brød med de traditionelle litterære normer.

Herefter fulgte de antisemitiske pamfletter i 1937 og 1938, i hvilke jøderne blev gjort til syndebukke for alt det, Céline hadede. Under 2. Verdenskrig agiterede han i forlængelse af denne holdning for en alliance mellem Frankrig og Nazityskland, og den franske modstandsbevægelse dømte ham til døden.

Efter de allieredes landgang i Normandiet 1944 flygtede han via det krigshærgede Tyskland til Danmark og søgte her om asyl. Da den franske regering efter krigen krævede ham udleveret til retsforfølgelse for landsforræderi, hvilket kunne medføre dødsstraf, reagerede de danske myndigheder ved at varetægtsfængsle Céline i Vestre Fængsel frem til 1947.

Opholdet skildres i en dansk udgave af Célines breve med titlen Breve fra Vestre Fængsel (2017). Her sad han indespærret i over et år uden dom, blev løsladt og opholdt sig frem til 1951 i omegnen af Korsør. Dette er alt sammen beskrevet af den tidligere justitsminister Helga Pedersen i bogen Céline og Danmark (1975), der dog pga. forfatterens positive hildning til Céline må læses med forbehold.

I 1951 vendte Céline tilbage til Frankrig efter at myndighederne frafaldt enhver tiltale. Nu fulgte endnu en række selvbiografiske bøger, der alle bidrog til, at Céline genvandt sin litterære position fra mellemkrigstiden. Hans rehabilitation skyldes ikke mindst dét, de franske litteraturkritikere har betegnet som hans radikale sprogfornyende indsats, der var medvirkende til, at han kom til at udøve en betydelig indflydelse på en række franske og amerikanske forfatter som f.eks. Henry Miller og den såkaldte Beat Generation.

Men i anledning af den planlagte genudgivelse af de antisemitiske skrifter må det alligevel være tilladt at sætte en række spørgsmålstegn både ved projektet og ved Céline selv. Om forfatterskabets kvalitet og betydning vil man altid kunne strides, dog synes placeringen af ham som én af fransk litteraturs ypperste forfattere at være overdreven.

Men bevares – smag og behag er forskellig, og måske skal man være franskmand for at kunne værdsætte ham! Gælder det derimod spørgsmålet, om de nævnte pamfletter bør udgives, må svaret – selv om man får en dårlig smag i munden pga. indholdet – alligevel blive entydigt bekræftende. Og dette af to grunde: 1) videnskabeligt set bør alt, hvad der kan bidrage til et udførligt portræt af Céline, principielt fremlægges – men med kommentarer!

Hertil kommer, at indholdet ganske enkelt vil forstærke det negative billede offentligheden har af forfatteren som person – og han har ikke fortjent bedre. 2) princippet om ytringsfrihedens forrang må under alle omstændigheder gælde – selv for Céline. Af samme grund bør det heller ikke forbydes at udgive Adolf Hitlers Mein Kampf – men med kommentarer!

Og så er der endelig spørgsmålet om det rimelige i at betragte Célines lange ophold i Danmark som gæst i et hus beliggende ved Klarskovgaard, dengang ejet af overretssagfører Thorvald Mikkelsen (død 1962), der fungerede som Célines advokat, som en positiv humanitær gestus.

Er der grund til, som afdøde Claes Kastholm Hansen har gjort det i en større artikel d. 14.09.2007 i Berlingske Tidende, at udtrykke en overstrømmende tak til overretssagføreren, fordi ”han hjalp én af det 20. århundredes mest bemærkelsesværdige forfattere på et tidspunkt, da den selvretfærdige og hævntørstige majoritet i personens hjemland havde strakt sine kløer ud efter hans liv”? Her får man vel også en dårlig smag i munden!