Klumme: Ingen særrettigheder til Tyrkiet

I 1963 indgik EU og Tyrkiet en såkaldt associeringsaftale – kaldet Ankara-aftalen – med hinanden. Aftalen gav bl.a. Tyrkiet mulighed for at få lån hos EU og sikrede handelsbetingelserne mellem de to lande.

Fra 1995 til 2020 har EU således støttet Tyrkiet med 80 mia. kr – størstedelen i såkaldt førtiltrædelsesstøtte. Med den såkaldte flygtningefacillitet støtter EU Tyrkiet med yderligere 44 mia. kr. Altså på samlet 124 mia. kr. over 25 år! Dertil skal lægges i størrelsesordnen 220 mia. kr. i perioden 1964 til dato, hvor langt størstedelen er i perioden fra 2000-2018.

EU’s ambitioner om at knytte Tyrkiet tættere til EU og ultimativt gøre Tyrkiet til medlem af Den Europæiske Union har kostet de europæiske skatteborgere dyrt.

Men dertil kommer at associeringsaftalen har haft nogle mildt sagt store bivirkninger.

Med tillægsprotokollen af 23. november 1970 til associeringsaftalen og konkret Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 indførtes den såkaldte stand-still-klausul, der betyder, at EU-landene ikke har mulighed for at indføre nye restriktioner for hindring af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser herunder restriktioner for tyrkiske arbejdstagere og deres ægtefæller ud over hvad der var gældende på daværende tidspunkt.

Det har medførte, at tyrkiske lønmodtagere har opnået en særlig status som ikke er andre nationaliteter med hvilke vi har indgået handelsaftaler til del.

Afgørelsen i Genc-sagen betød, at 166 sager skulle genåbnes for at tage stilling til om tyrkiske lønmodtagere her i landet havde krav på familiesammenføring af børn. Senest har Østre Landsret videregivet en konkret sag til præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen for at vurdere hvorvidt det såkaldte tilknytningskrav har kunnet bruges til lovligt at nægte tyrkere ægtefællesammenføring under henvisning til de ovennævnte bestemmelser i tillægsprotokollen og associeringsrådets afgørelse.

Den aktuelle sag udspringer af at en tyrkisk mand, der var kommet til Danmark som følge af et ægteskab med en herboende tysk kvinde, fik afslag på familiesammenføring, da vedkommende efter at være blevet skilt fra den tyske kvinde, ville gifte sig igen med den tyrkiske kvinde, som vedkommende oprindeligt var gift med, men var blevet skilt fra fra for at kunne ægte den tyske kvinde. På ansøgningstidspunktet var vedkommende mand lønmodtager.

Såfremt EU-domstolen vurderer, at vedkommende med henvisning til stand-still-klausulen skulle have haft opholdstilladelse i Danmark vil dette betyde, at en lang, lang række af familiesammenføringssager med tyrkiske statsborgere skal genåbnes.

Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet blev indgået på et tidspunkt, hvor Tyrkiet i hvert fald kunne siges at være på en mindre konfrontrationssøgende og betydelig mere vestvendt kurs end tilfældet er i dag, hvor den nuværende tyrkiske præsident er i færd med at gøre Tyrkiet til et klassisk arabisk totalitært styre.

Hvor Tyrkiet dengang ønskede at blive medlem af EU, ønsker Tyrkiet i dag snarere at EU skal underlægge sig ham. Senest har præsident Erdogan truet Østrig med bål og brand, hvis den østrigske regering fastholder ambitionen om at forbyde tyrkiske politikere adgang til at føre valgkamp i Østrig frem mod det kommende valg. De fleste af os husker formentlig forløbet op til afstemningen om en ny tyrkisk forfatning den 16. april 2017, hvor tyrkiske ministre og politikere rejste Europa tynd i forsøget på at få tyrkiske statsborgere bosiddende i Europa til at stemme for den nye forfatning – og det udløste en større diplomatisk krise efter at den tyrkiske udenrigsminister var blevet nægtet at lande i Holland og den tyrkiske familieminister afvist ved grænsen, hvilket førte til beskyldninger fra Erdogans side om nazisme og fascisme i Europa.

Dertil kommer, at præsident Erdogan har indskrænket frihedsrettighederne i Tyrkiet betydeligt – herunder ved at arrestere og fængsle politikere fra det kurdiske oppositionsparti HDP, ligesom vendettaen mod tilhængere af Gülen-bevægelsen fortsat er i gang.

Ydermere fastholder Tyrkiet besættelsen af den nordlige del af Cypern. Tyrkiet har de facto besat Afrin-provinsen i Syrien. Og flere tyrkiske politikere fra bl.a. AKP taler i ramme alvor om militært at angribe Grækenland – en NATO-partner – med det formål at få en række græske øer i det Ægæiske Hav tilbage på tyrkiske hænder.

Vi har altså at gøre med et land, der på alle måder lægger civilisationen og civiliseret omgang med andre lande bag sig.

Begavede politikere har således naturligvis for længst afskrevet, at Tyrkiet nogensinde skulle kunne blive medlem af EU – og derfor er der heller ingen anledning til at forholdet til Tyrkiet skal ordnes gennem en associeringsaftale.

Associeringsaftalen må derfor logisk set ophæves – og Europas forhold til Tyrkiet organiseres på samme måde som man ville gøre det med alle andre tredjelande – ingen særrettigheder til pågældende landes borgere og ingen økonomisk støtte.