Klumme: Demokratiet bør diskuteres

Politikere nyder ikke megen anseelse. Sammen med journalister ligger de nogenlunde i bunden ved meningsundersøgelser om den slags. Det har foruroliget den såkaldte Demokratikommission, nedsat af Dansk Ungdoms Fællesråd.

Det er også en kendsgerning, at kun en forsvindende ringe del af de stemmeberettigede er medlemmer af de politiske partier. Ca. 3 pct. Små sekter.

Partierne får skam mange stemmer ved valgene.  Men der kan reelt alene stemmes på kandidater udpeget af disse sekter. Og opstillingen foretages typisk af politiske lokalforsamlinger med formentlig alene få promiller af vælgere bag. Desuden er politikergerningen i høj grad blevet et levebrød.   

De rådende politiske partier har kompenseret for den manglende medlemsinteresse ved at opbygge et kostbart system af offentlige tilskud til sig selv, herunder assistance til både det ene og andet ved deres virksomhed i staten og kommunerne. De få menige medlemmer er efterhånden temmelig ligegyldige i de topstyrede organisationer. “Baglandet” er i stigende grad et genfærd; når det undtagelsesvis viser sig, mødes det tit med kritik og modvilje fra selvbevidste levebrødspolitikere.

Dette er ikke nemt at ændre og forny. For noget sådant ville ramme ind i magtsfærens inderste gemakker. Ændringsforslag ville således hurtigt blive stemplet som “udemokratiske” af levebrødspolitikerne og af de allerfleste lige så ringeagtede journalister i de statsstøttede medier.

Det er svært at se, hvordan et nyt “dialogforum” i form af et “Center for Demokrati og Borgerinddragelse”, som “Demokratikommissionen” for nylig har foreslået, kan afhjælpe den situation. Det bliver da vist kun et snakkeforum for de allerede frelste. I forvejen har vi skam masser af “snak”, f.eks. i forbindelse med det stærkt opreklamerede “folkemøde” på Bornholm. Uden at dette vist har hjulpet på hverken politikeres eller journalisters anseelse. Tindrende blåøjet.

At ophæve sammenhængen mellem myndigheds- og valgretsalder – som det ligeledes foreslås (omend “forsøgsvis”, hvad det så vil sige?) kan næppe undgå særskilt at ville forøge mistilliden.

Måske kunne det dog være en idé at indføre en slags præliminærvalg for opstilling af kandidater til folketings- og lokalvalg.  Alt efter de nærmere regler herom ville derved en større del af befolkningen blive inddraget og sammenspiste partiledelser svækket.

En tidsbegrænsning for de valgtes samlede politikerperiode – lidt som Enhedslisten praktiserer det – kunne yderligere skabe fornyelse og erodere personlige magtpositioner.

Afskaffelse – eller i det mindste stærk beskæring af den rundelige offentlige partistøtte – og ikke en udbredelse heraf som foreslået – kunne tvinge partierne til at interessere sig for medlemstilgangen.

Man kan også spørge, om der virkeligt er brug for 179 folketingsmedlemmer med alle de udgifter, dette udløser. Var det ikke nok med f.eks. 50? Så kunne vælgerne da i højere grad få kendskab til de enkelte valgtes præstationer. Den reform er skam mulig helt uden grundlovsændring.

En nedlæggelse af EU-Parlamentet ville også være nærliggende. Det er et misfoster i et overordnet regeringsbaseret samarbejde mellem landene; det har ingen demokratisk legitimitet i form af en “europæisk opinion”, og valgdeltagelsen er lav. Et parodisk frådseri.

Er der træthed ved og lede over politikerne, ville en yderligere slankning af hele det “politisk-industrielle kompleks” naturligvis være en overvejelse værd. Det måtte omfatte en bortskæring af en række offentlige aktivitets- og udgiftsområder, herunder en væsentlig reduktion af det offentlige bureaukrati samt en radikal sænkning af skatte- og afgiftsniveau, som i sig selv ville være en velfærdsgevinst for borgerne. Disse skulle herefter i højere grad selv bestemme, mens politikere og offentlige bureaukrater stækkes.

Den slags grundlæggende reformer vil det dog sikkert være næsten umuligt at få gennemført i et samfund, hvor et flertal aktuelt ernærer sig hovedsagelig ved offentlige ydelser og som offentligt ansatte. Fordelingsmæssigt kan dette jo anskues på den måde, at det mindste flertal har incitament til at plyndre det største mindretal og udbrede eget råderum. Og forsøger på det. Kun økonomiske relationer til det internationale samfund og mangel på gennemsigtighed sætter en vis bremse på den proces.

Det kunne sikkert lade sig gøre at skitsere en samfundsmodel efter borgernær opbygning med politikkens genstand væsentligt reduceret, men med fortsatte sociale ydelser kun til de mest trængende samt en velfungerende infrastruktur. Og uden overflødig oprettelse af nye snakkefora. Men nødskrig om “social massegrav” fra neosocialister, “Journalistisk Venstreparti” og mange andre politisk korrekte, herunder borgerlige “anstændige”, ville sikkert allerede på debatstadiet ødelægge og kvæle planen.

Demokratiet kan tilrettelægges og fungere på andre måder, end det aktuelt sker. Også med en begrænsning af “fællesskabet”. Der kan med fordel skrues en hel del ned for “politik”. “Demokratikommissionen” har tilsyneladende alene fantasi til at forestille sig mere deraf. I den forstand er den nok klart på linje med de ringeagtede politikere.