Klumme: Hvad kan ikke gå galt?

Kan-betragtningen anvendes vidt og bredt i pressen og af mange politikere. For hvad kan der ikke ske, og hvad kan ikke gå galt? Det kan jo f.eks. nemt gå helt galt med klimaet – her underforstået, at regeringsbeslutninger via FN dog heldigvis kan styre Jordens klima. Det kan også gå aldeles galt, hvis man ikke efterlever rådene fra de mange bekymrede virologer mht. til coronaen, og helt galt kan det gå det med “sammenhængskraften” i samfundet, hvis man i henhold til EL ikke beskatter de “rige” langt mere. Måske rammes Jorden senere i århundredet af en mega-meteorit – og/eller et kæmpe vulkanudbrud – helt galt, og den slags kan jo skabe en langvarig isvinter samt kolossale ødelæggelser (og hvad har FN egentlig gjort for at forhindre noget sådant?). Der er skam meget at spekulere over, for som Murphys Lov udsiger: Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt.

Der er noget uhyggeligt og alarmerende ved alle disse kan-forestillinger. Samtidig modsætningsvist dog også en del til tider nærmest hyggeligt derved: Nemlig, at hvad der kan ske, jo – og på trods af Murphys Lov – alligevel ikke behøver at ske, og at meget af det slemme sikkert kan forhindres af handlingskraftige politikere kombineret med diverse “eksperter”.  Samt at der ofte vil være længe til, at det grimme sker.

Det gælder i stort som småt, og altså ikke bare hvis det er Planetens eller menneskehedens skæbne, der kan stå på spil. Således også når forskellige offentlige institutioner og organisationer vil samle opmærksomhed omkring deres virke og betydning.

Aktuelt er netop eksemplet med Danmarks Nationalbank, som afgjort mener, at der bør gennemføres indgreb på boligmarkedet. For ellers kan det gå galt. Banken, fyldt op med masser af ekstraordinært kloge økonomer, forudså som bekendt ikke finanskrisen i 2008. Men den misere skal ikke gentage sig. Regeringen har imidlertid afvist banken. Forskellige stramninger er tidligere gennemført, og prisstigningstakten på markedet er aftagende, anføres det. Nationalbankdirektør Lars Rohde har derefter givet udtryk for, at han ikke ved, hvad det er, regeringen ikke forstår. Netop nu er det optimale tidspunkt for et indgreb mod afdragsfri lån og begrænsning af rentefradraget, siger han. Det Systemiske Virksomhedsråd, der med Rohde som formand oprettedes i 2013, har da også anbefalet begrænsning af afdragsfriheden samt en genaktivering af den kontracykliske kapitalbuffer i reguleringen af kreditinstitutterne. Fra De Økonomiske Råds formandskab er der derimod advaret mod et indgreb, nu hvor prisstigningerne stilner af.

Et stort antal styrelser, råd, ekspertgrupper o. lign afgiver efterhånden en sværm af anbefalinger til de politiske beslutningstagere, der så må vælge. Et rod med råd for en regering, der måske ellers navnlig savner et råd mod rod.

Men Nationalbanken – hvis primære opgave ellers er at gardere kronekursen – brændte altså fingrene op til finanskrisen. Derfor åbenbart hellere nu anbefale et indgreb ekstra, så man ikke risikerer noget, og hvad kan der dog ikke ske?

At regeringen på den givne baggrund ikke vil genere boligmarkedet med nye indgreb fortjener vel egentlig en anerkendelse for sjælden interventionistisk tilbageholdenhed fra den side. Det er sikkert slet ikke alene udtryk for politisk hensyntagen til kommunalvalget i november. Honi soit qui mal y pense (skam få den, der tænker ondt) derom!