Datoen 9. november blev mindet for nylig som 85 årsdagen for krystalnatten. Natten, hvor tusindvis af jødiske forretninger og ejendom blev lagt i aske eller smadret efter et målrettet og NSDAP-partistyret angreb på jøderne i Nazityskland. Medier og omtale blandt ejegode politikere har alle fortalt os om, at vi ikke må glemme den dag. De venstreorienterede midt i hykleriet over deres kritik af at Israel tillader sig at eliminere Hamas terrorister.
Hvad de fleste glemmer er, at datoen 9. november også var hundredeårsdagen for det mislykkede ølstuekup i München. Kuppet, der blev orkestreret af SA og Adolf Hitler fra Bürger Brau-kælderen i det centrale München.
Årsdagen blev også en lang og nærmest 10-årig kamptid, som nazisterne benævnte perioden frem mod den endelige magtovertagelse efter valget den 30. januar 1933. Her opnåede nazisterne 43% af stemmerne. Og dermed ikke et flertal, men ved hjælp af provisoriske forordninger og undtagelsestilstand fungerede 1000 års riget videre i 12 år frem til 1945.
Hitler nåede inden da at blive dømt for kupforsøget, at opnå valgmæssige ydmygelser i tiåret, opleve forræderi i egne rækker, men mod alle odds også at opretholde en organisation og en intakt bevægelse topstyret ud fra netop – Førerprincippet.
Like it or not, men rent organisatorisk var Adolf Hitler en historisk dygtig politisk leder omgivet af en sammentømret flok af disciplinerede veteraner fra 1. verdenskrigs slagmarker. Mænd af blod og ære, mænd af disciplin og stålfast loyalitet mod, det de anså som en karismatisk leder; Føreren, Adolf Hitler.
At loyaliteten ville bringe både dem selv og verden ud i en ny verdenskrig og et eftermæle om Holocaust vidste ingen af dem i kamptiden. Alt andet er konspirationsteori og retrospektivitet. Overlevelse og brød på bordet betalt med nødpengesedler var dagens ret i Tyskland.
Historieskrivningen i dag er præget af både fordomme og vrangforestillinger om tiden fra da Det Tyske Arbejderparti valgte Adolf Hitler som leder tre år før ølstuekuppet, udformningen af 25 punkts partiprogrammet og den tid hvor i Hitler mod alle odds fik skabt en revolution i Tyskland. For det var, hvad det var nationalsocialismen repræsenterede.
Når jeg skriver, som jeg gør, er det ingen forherligelse, men en faktuel betragtning. Jeg beskæftiger mig udelukkende med kampårene, og ikke med Europa i stunde nul i 1945, med 6 millioner døde jøder, og ti gange så mange øvrige ofre, og et Tyskland lagt i ruiner.
Ser man isoleret på kampårene efter 1. verdenskrig minder datidens Europa på mange punkter om vrangbilledet på nutidens politiske slagmark. Vi er nået ud i den anden ende af skalaen. Så galt er det gået siden november for 100 år siden, hvor højrekræfterne langsomt men sikkert fik gennemslagskraft i Europa. Her under Mussolinis fascister og marchen mod Rom i 1920. Hitlers inspirator.
Der er gemt en frustration blandt mange patriotiske europæere i dag, og dermed også tyskere, over hvordan marxismen holder det nationale Europa i et jerngreb. Heraf vrangbilledet som er opstået.
Havde det ikke været for nazisterne for 100 år siden, ville Tysklands velorganiserede kommunister og socialister med stor sandsynlighed have overtaget magten efter 1. verdenskrig. Frikorpsene og SA tropperne forhindrede det. Hitler var Stalins eneste reelle modstander militært i årene op til 2. verdenskrig. Hitler var bolværket mod kommunismen.
Arnestedet for dagens marxisme udspringer lige som dengang i medierne, medierne i dag er dog langt mere indflydelsesrige end i 1920’erne.
Journalisterne er dagens venstreorienterede stormtropper udstyret med mikrofoner og pc’ere fulde af fake news og propaganda for New World Order.
De prædiker og masserne følger. Arnestedet for dagens rød front er EU, globalisterne og deep state-kræfterne. Løsenet er, som anført, en New World Order på præcis samme måde som de mantraer, som de autoritære kræfter i Nazi-partiet repræsenterede. Blot med modsat fortegn. Endnu et eksempel på dagens vrangbillede.
Mange tror fejlagtigt, at det tyske Nazi-parti var socialistisk inspireret. Det var det ikke. Ikke en eneste virksomhed i Tyskland blev nationaliseret og de socialistiske kræfter i partiet blev hurtigt udfaset, såsom brødrene Gregor og Otto Straßer. Nazismen var nationalt orienteret, mens socialismen var, og er, internationalismens autoritære bevægelse.
Drager man sammenligninger mellem dengang og nu, forstod nazisterne i modsætning til dagens højrekræfter dygtigt at udmanøvrere oppositionen på modsat banehalvdel.
Her mangler dagens højrekræfter fuldstændig saft, kraft, mål og lederskab. Herunder økonomisk slagkraft. Ethvert tiltag i at sætte en nationalkonservativ dagsorden bliver udskammet af en enig venstreorienteret presse, som uden demokratisk fundats påvirker opinionen i sin retning. Der findes absolut ingen højrepresse af betydning længere. Politisk korrekthed er løsenet.
Europas legeme er sygt af flere generationers mistrivsel under marxistisk dominans.
Men, den modvægt, det organisatoriske modspil som nazisterne udgjorde på den højreorienterede scene dengang, mangler helt i dag.
Jeg ved udmærket, at der i nazisternes 25-punkts plan lå kimen til Auschwitz, jeg ved også godt, at den politiske scene indtil nu er glatpoleret og tv-orienteret, og ikke præget af gadekampe. Men, vent og se.
Frankrig er i undtagelsestilstand, Europas muslimer og tilhængere på rød banehalvdel viser sit sande, intimiderende jeg, nu i konflikten mellem Israel og terrororganisationen Hamas. Europas konservative side mangler helt en kampklar organiseret modpart til de nye stormtropper, vi ser dominere gader og stræder.
Europas patrioter er bovlamme og undertrykt i egen flovhed over at løbe risikoen for at blive sammenlignet med fortidens nazister, og medier og venstreorienterede politikere, meningsdannere, sociale medier og andet godtfolk, hiver Nazi-kortet for et godt ord.
Det velvidende om, at nazisterne isoleret set nok var de bedste organisatorer på højrefløjen, verden har oplevet.
Min klare opfordring er at se gennem fingre med udskamning og sammenligning, og i stedet indse, at kampen mod globalisme, den dybe stats aktører og den rød-grønne socialisme kun kan vindes, hvis højrefløjen forstår at organisere sig endnu bedre, endnu stærkere og endnu mere målrettet end de hardcore modstandere, vi er oppe imod. Venstre banehalvdel forstår dygtigt at sætte højre side skakmat.
Jeg tænker på alt andet end jødehad og fysisk udryddelse af modstandere, som nazismen i sin ekstremisme udviklede sig til. Men jeg tænker på den fundamentale kraft, der ligger i evnen til at samle højrepartierne i et disciplineret modspil på argumenter, på kampgejst og sammentømret organisatorisk talent. De liberale og konservative øllebrødspartier er blot slet skjulte socialdemokratier med et tyndt lag fernis.
At der oven over det organisatoriske også skal forefindes politisk ledelse og karismatiske samlingspunkter, er oplagt. Det er drivkraften. At der oven over det hele skal forefindes en politik, der dygtigt forstår at samle masserne er lige så oplagt. Italiens Meloni og Frankrigs Le Pen er gode bud.
Før Europas højrefløj kommer så langt som til tidspunktet for magtovertagelser i de enkelte lande, i styring af EU, i styring af ydre grænsekontrol, er der en lang vej, men vigtigt er det at indse, hvilke odds man er oppe imod, hvilke midler man skal anvende, hvilken politik der virker, og hvilket værdigrundlag man vil kæmpe for.
Når de erkendelser er til stede, når de tanker er bundfældet, når trodsen mod islamister og globalister bliver voldsomt nok, så vil den og de rette ledere få travlt med at organisere den rette politik, de rette virkemidler og de slagkraftige organisationer til at gå til modstand med.
Kunsten vil være at forblive langtidsholdbar, at kunne levere modspillet, og at levere højreorienterede politiske resultater i en kamp som griber flertallet. Sæt i gang, en dag gået, er en dag for meget. Familie, nation og værdikamp for et kristent Europa på europæiske betingelser ville være et godt udgangspunkt. Amen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)