Ærgerligt med forkerte oplysninger om Israel


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Israel har fået den mest højreorienterede og religiøse regering nogensinde – med medlemmer, der mildest talt har udtrykt sig stærkt problematisk.

Der er kort og godt rigtig meget, som regeringen kan kritiseres for. F.eks. et problematisk forslag om større politisk kontrol med domstolene.

Netop når man rejser kritik, så er det vigtig at være præcis. Det lykkedes ikke så godt for Berlingske. I en leder fremgår ”Det er partier, der i fuld alvor mener, at homoseksualitet bør forbydes”. Så kunne man som læser tro, at det var så den nye israelske regerings politik. Men det er det ikke.

Faktisk har hele regeringen lige stillet sig bag det israelske parlaments første åbent homoseksuelle formand ligesom Israel er kendt som et helle i Mellemøsten for homoseksuelle.

Lederen får også fortalt læserne, at samme partier mener, at ” arabere (palæstinensere) skal smides ud af landet – også dem, der har israelsk statsborgerskab”. Det mener hverken regeringen eller sikkerhedsminister Gvir, som formentlig er den, som Berlingskes lederskribent har i tankerne. Faktisk har Gvir i november understreget, at han ikke vil fremme lovgivning, der smider arabere ud af hverken Israel eller Vestbredden.

Bare lige for at runde misinformationen af, så nævner lederen, at før omtalte sikkerhedsminister Gvir skulle ville ”give alle jøder ret til at bede fra muslimernes tredjehellige sted – al-Aqsa moskeen”. Det er heller ikke rigtigt. Jøder er ikke interesseret i at bede i en moske, men derimod på Tempelpladsen – altså pladsen uden for moskeen. Det er det helligste sted i jødedommen.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Hvem bliver Labours nye leder? Åben krig i det britiske arbejderparti

Der er nok at kritisere den nye israelske regering for. Men det ville være fremmende for den demokratiske samtale, hvis Berlingske ikke bragte forkerte oplysninger til torvs, som læserne selv kan dobbelttjekke ved et par simple google søgninger.