Bedstemor blev millionær i Lotto: ”Nu skal vi lave ting med vores børnebørn”

En folkepensionist fra Københavnsområdet vandt for nyligt en million i Lotto og planlægger nu at bruge pengene på at dele en masse tid og oplevelser med både børn og børnebørn.

Det er bestemt ikke alt, der kan købes for penge, men en million kroner kan nu alligevel godt bruges på noget af det, der ikke rigtigt er til salg.

En ældre kvinde fra København, der lige har vundet en 1.000.000 kroner i Lotto, har tænkt sig at bruge pengene på at skabe nogle gode oplevelser sammen med børnebørnene.

”Pengene kan helt sikkert gøre nogle ting lidt lettere i hverdagen. Og så gør de, at jeg kan lave nogle flere ting med mine børnebørn,” siger kvinden, der allerede er begyndt at lave sig en to do-liste, som hun skal udfylde sammen med de små.

”Det kan jo både være nogle småting, som at gå ud at spise, eller som at besøge et legeland, og så kan jeg jo betale uden at tænke så meget over det. Og til sommer så tager vi måske på en ferie sammen, hvor vi rigtigt kan opleve noget,” siger hun.

Endnu er det hele dog kun løse planer, for ærligt talt, så har hun en smule svært ved at forstå, at hun er blevet millionær i Lotto. Især fordi hun lige så godt kunne være gået glip af gevinsten:

LÆS OGSÅ:  Heldig Lotto spiller blev millionær på toilettet

”Det er stadig helt uvirkeligt. Jeg kunne lige så godt have smidt kuponen ud! Jeg har ofte Lotto kuponer liggende i skuffen, og nogle gange tjekker jeg, om der er gevinst på dem, men hvis ikke tallene er der, så smider jeg dem nogle gange ud!” siger hun og må lige holde en pause: Hvis hun kun havde tjekket sin millionær-kupon med tekst-tv og en kuglepen, så havde hun jo ikke opdaget, at der var en million kroner fra Millionærgarantien på den.

”Jeg var altså ved at besvime, da jeg opdagede, at jeg havde vundet en million. Der var gået 14 dage efter trækningen, og i mellemtiden kunne jeg jo sagtens bare have smidt den ud. U-vir-ke-ligt!” siger hun og tilføjer, at hun skam stadigvæk er rigtigt glad, selv om hun ikke helt tror på det endnu.

”Ja, det har været en dejlig, dejlig oplevelse.”

Om Millionærgarantien

Millionærgarantien har levet op til sit navn siden 2015: Garanteret, at der hver eneste uge findes to heldige danskere, der vinder 1.000.000 kroner. De to millionærer findes ved lodtrækning blandt samtlige ugens spillede rækker – uanset om der er gevinst på rækken. Millionærgarantien har siden 2015 gjort over 700 spillere til millionærer – og der trækkes fortsat to nye hver eneste uge.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)