Behandlingsgarantien gavner ikke patienterne

Det overordnede mål for sundhedsvæsenet er at iværksætte relevant behandling hurtigst muligt. Men det bør gøres ud fra en lægelig prioritering af, hvor der er mest gavn for patienterne, og ikke efter hvem der har mest ret på papiret. Det skriver Ida Donkin, bestyrelsesmedlem ved Lægevidenskabeligt Selskab, i Berlingske.

Behandlingsgarantien giver patienter ret til behandling inden for 30 dage. Ellers tilbydes behandling på et privathospital. Men det, der på papiret var en entydig succeshistorie med ret til hurtig behandling for alle, er i praksis blevet til god behandling af nogle – og dårlig behandling af andre.

Under garantien skal alle til inden for samme tidsfrist. Når ressourcerne ikke er uendelige, betyder det i praksis, at patienter med milde skavanker alt for ofte prioriteres foran patienter med svære, betydende lidelser. Ikke fordi de har mere brug for det. Men fordi de har ret til det.

Behandlingsgarantien leder ofte til overbehandling. Intuitivt vil man tro, at når behandling er godt, er mere behandling bedre. Men det dårlige knæ har sjældent gavn af hurtig behandling. Det vil i langt de fleste tilfælde have bedre af ventetid, træning eller vægttab.

Sidst men ikke mindst medfører garantien en stor grad af forskelsbehandling. Hofte- og knæpatienter har eksempelvis gode private behandlingsmuligheder, der kan aktiveres, hvis de 30 dages frist i det offentlige ikke kan overholdes. De muligheder har patienter med psykiske eller medicinske sygdomme sjældent. Og da regningen fra privathospitalerne sendes til det offentlige, betyder det en forringet behandling af de patienter, der ikke kan søge private alternativer.

I sin nuværende form sætter den politisk bestemte behandlingsgaranti ikke patienten først, som den udtrådte politiske floskel ellers lyder.