Betjent på familietur anholdt indbrudstyv

Modelbillede.

Det, der skulle have været en almindelig hyggetur i Aarhus med familien, endte i går med at blive en speciel arbejdsdag for en betjent fra Midt- og Vestjylland.

Den kvindelige betjents politiinstinkt slog nemlig til, da hun kl. 11.19 opdagede en mand gå op og ned ad Grønnegade med en rød bushammer i hånden.

Hun holdt skarpt øje med manden, der flere gange rykkede i opgangsdøre på vejen. Da manden gik ind i en gård, fulgte hun efter, uden han opdagede det. Her så hun, hvordan han gik ind i et værksted og kom tilbage med en værktøjskasse og noget værktøj i hænderne.

Hun fortalte derfor manden, at hun var fra politiet og bad ham sætte tingene og blive på stedet. Det nægtede han, og betjenten måtte derfor anholde manden og ringe efter kollegerne fra Østjyllands Politi, mens hun holdt ham fast.

Da de kom frem, var manden stadig særdeles usamarbejdsvillig og råbte flere ukvemsord af patruljen. Det lykkedes dog betjentene at få ham med på stationen, hvor han blev sigtet for indbrud, for at modsætte sig anholdelse, og for at true og fornærme betjentene.

Herefter kunne den handlekraftige betjent vende tilbage til familieturen.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb