Min bekymring over, om regeringen reelt har forstået situationens alvor for hovedstadsområdet er voksende med nattens (natten til torsdag, red.) aftale, siger Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Aftalen om at genåbne endnu mere og hurtigere er ikke rar læsning set med hovedstadsbriller.
Sådan siger Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) efter den politiske aftale om at genåbne store dele af det danske samfund hurtigere end tidligere planlagt.
Det er især aftalen om at dele landet op, så de offentligt ansatte øst for Storebælt må gå på arbejde fra onsdag den 27. maj, mens deres offentlige kolleger i Region Hovedstaden og Region Sjælland fortsat ikke har fået en startdato, der forarger den københavnske borgmester.
Og da der også samtidig lempes på restriktionerne for eksempelvis tyske sommerhusejere, er den regionale forskelsbehandling komplet.
“Vores nødlidende turismebranche i hovedstadsområdet må fortsat vente i uvished, da der ikke afgørende er rykket noget for os ift. grænserne. Og vores muligheder for at hjælpe de mange tusinde nyledige tilbage i job svækkes af, at vores jobcentre – i modsætning til resten af landet – ikke må åbne, Så det er faktisk, hvis jeg skal være ærlig, en døduretfærdig aftale, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
Hun glæder sig bestemt på gymnasieelevernes, museernes og ZOOs vegne, og synes, at det er dejligt, at de nu får lov til at komme igang.
“Men jeg kan være bekymret for, om regeringen ved, hvor afgørende det er, at vi snart får lov til at rykke, hvis vi skal kickstarte hovedstadens erhvervsliv og arbejdsmarked, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
Hun har selv i denne uge lanceret kampagnen #kbhhandler, der via sociale medier og plakatstandere opfordrerer københavnerne til at svinge dankortet og støtte hovedstadens trængte erhvervsliv med så mange indkøb i butikker, restauranter, teatre, museer og cafeer – og på nettet – som muligt.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)