Corona har ramt indvandrerne særlig hårdt

Flere steder i verden, bl.a. i Danmark, har covid-19-smitten vist sig at have særligt godt fat i områder præget af fattigdom eller trange boligforhold, skriver Berlingske.

Det var velbeslåede skiturister, der tog coronavirussen med hjem til Danmark fra ferier i Østrig og Italien. Men fire måneder inde i covid-19-epidemien står det klart, at det især er socialt belastede, indvandrertunge områder af Danmark, som er blevet hårdt ramt.

Ved indgangen til juli var der således mere end tre en halv gange så mange smittede pr. 100.000 indbyggere i Ishøj som landsgennemsnittet. Det samme gælder Glostrup og Vallensbæk, mens Brøndby og Hvidovre har cirka tre gange så mange smittede som landsgennemsnittet.

I omegnskommunerne på Vestegnen, der er blevet så hårdt ramt, bor der et betydeligt antal indvandrere og efterkommere. Her findes der flere familier, som bor tæt sammen – det vil sige flere personer pr. husstand og pr. kvadratmeter – end i andre dele af landet. Udenlandske analyser har vist, at omkring 80 pct. af nye coronasyge bliver smittet i eget hjem.

Blandt andre årsager til indvandrernes overrepræsentation i covid-19 statistikken er indvandrernes dårlige helbredstilstand, herunder luftvejsinfektioner, sprogbarrierer i forhold til at forstå sundhedsmyndighedernes forebyggelsestiltag og manglende vaccination i barndommen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)