Coronavirus: Lægen Li Wenliangs død ryster Kina

Af Gordon G. Chang – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

….

Da folk i den centralkinesiske by Wuhan, der er underlagt streng karantæne, hørte nyheden om, at lægen Li Wenliang var død af coronavirus den 7. februar, åbnede de deres vinduer og gav højlydt udtryk for deres følelser. Andre gik på gaden og fløjtede for whistlebloweren. Den sorg og vrede, der blev udtrykt fra Kinas gader og balkoner og på de sociale medier, har i de senere dage nået et hidtil uset niveau.

Li havde sammen med syv andre læger fået en påtale af den kinesiske regering for at advare om udbruddet i december. Han blev beskyldt for at “sprede falske rygter” og “forstyrre den sociale orden”, og han blev kortvarigt anholdt, afhørt, og tvunget til at underskrive en “formaningsmeddelelse”. Li pådrog sig utvivlsomt virussen under patientbehandlingen på Wuhans centralhospital.

Da den første officielle meddelelse om hans død kom sent torsdag, rejste der sig et ramaskrig på nettet. De statslige medier sagde herefter, måske i et forsøg på at dæmpe den offentlige meningsdannelse, at han var i live, men kritisk syg. Da han for anden gang blev erklæret død, var reaktionen et hvidglødende raseri. Kinesiske censorer fjernede på de sociale medier millioner af opslag, der støttede den unge læge. Li blev 34 år gammel.

Nogle mener, at når sommerens varme indtræffer, vil mindet om sygdommen udviskes, mens det politiske system i Kina vil formå at imødegå forandringer. Det siges nu, at sygdommen, der hærger Kina, kan blive landets “Chernobyl”, hvor mørklægningen af en katastrofe i sidste ende fører til regimets fald.

Blandt dem, der på det bestemteste afviser Chernobyl-effekten, er den tidligere australske premierminister og nuværende præsident for Asia Society Policy Institute, Kevin Rudd. “Xi besidder en nærmest uindskrænket politisk magt over Kinas marxistisk-leninistiske stat”, skrev han i en klumme den 8. februar. Det er “sikkert”, forsikrer han os, “at krisen, når den først er overstået, ikke vil ændre noget ved, hvordan Kina regeres fremover.”

Rudd mener, at Xis prioriteter, som han kalder “ti sæt af koncentriske cirkler, der udgår fra partiets midte”, vil forblive de samme. Vigtigst blandt disse prioriteringer er opretholdelsen af landets politiske system. Som Rudd bemærker: “Siden Xi kom til magten i 2012, har han styrket kommunistpartiets magtposition og udviklet en omfattende national dagsorden, som alt andet – herunder håndteringen af indenrigspolitiske kriser – skal underordnes.”

Er Xi så stærk? Han har trodset forventninger og akkumuleret magt, hvis lige man ikke har set siden Deng Xiaoping, Maos drevne efterfølger. Nogle analytikere sammenligner direkte hans position med Maos. Xi ser politisk set ud til at have “ni liv”.

Han har med stor sandsynlighed skabt grundlag for, at hans modstander, premierminister Li Keqiang, får skylden, hvis noget går galt. Det er bemærkelsesværdigt, at Li har fået ansvaret for at koordinere statens indsats mod sygdommen.

Kommunistpartiet meddelte den 26. januar, at Li blev leder af Kinas indsatsgruppe: Den Centralt Styrede Lille Arbejdsgruppe til Bekæmpelse af den Nye Coronavirusinfektions Lungebetændelsesepidemi. Xi har desuden lånt en taktik fra Mao ved at trække sig tilbage i baggrunden og stort set forsvinde fra de officielle medier i løbet af den sidste uge af januar måned.

Uanset hvor klogt, Xi har forholdt sig, er der dog grunde til, at han ikke kan unddrage sig et ansvar. For det første medfølger der et ansvar, når man har så stor magt, og han ser ud til at have erkendt, at der er lejligheder, hvor han må anerkende sin forrang. I kampen mod epidemien udtalte Xi den 28. januar under et møde i Beijing med WHO’s generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus: “Jeg har selv ledet og organiseret arbejdet”.

For det andet ser den kinesiske økonomi ud til, på grund af epidemien og af andre årsager, at skrumpe, ikke kun fra kvartal til kvartal, men også fra år til år. Kinas olieefterspørgsel er nu faldet med 20% i forhold til samme tid sidste år. Mange fabrikker og forretninger er fortsat lukkede, her længe efter afslutningen på den kinesiske nytårsferie. Forårsudgaven af Cantonmessen, der skulle afholdes i april, er blevet aflyst. Luftfartsselskaber har aflyst flyafgange til Kina; mange ruter er lukket på ubestemt tid.

Nødsituationen er sammenfaldende med en begyndende økonomisk afmatning, væksten var omkring 2% før epidemien, mens lån blev misligholdt.

Mange analytikere forventer, at den kinesiske stat stimulerer økonomien, men stimuli virker kun, hvis der er en underliggende økonomisk aktivitet. En stor del af økonomien er lukket ned, så der er ikke meget at stimulere. En død økonomi er en eksistentiel krise for et regime, hvis primære legitimitetsgrundlag er at sikre en fortsat velstand.

For det tredie kommer det kinesiske folk ikke til at vakle på grund af Xis interne manøvrer i kommunistpartiet; det ses af deres reaktion på Li Wenliangs død. En af grundene er, at partiets lokale kadrer har medvirket til at få maskerne til at falde. Wuhans borgmester, Zhou Xianwang, udtalte den 27. januar til offentligheden, at han ikke kunne informere folk om coronavirusepidemien, fordi han ventede på tilladelse højere oppe fra. Det var en kritik, der satte styret i Beijing i et dårligt lys.

Det kinesiske folk er rasende, og det er til dels en konsekvens af Zhous beskyldninger. I modsætning til ved tidligere tilfælde af magtmisbrug fra styrets side taler befolkningen nu om basale ting og kræver grundlæggende rettigheder. Over hele Kina hører man nu parolen “Vi forlanger ytringsfrihed!” Befolkningen i det kriseramte samfund har, ligesom de frihedshungrende i Hong Kong, taget den politisk effektfulde sang fra Les Miserables “Do You Hear the People Sing?” til sig som deres slagsang.

Doktor Lis død kommer efter at juraprofessor Xu Zhangrun fra universitetet i Tsinghua i sidste uge offentligt kaldte Xi Jinping for “ikke særlig smart” og krævede hans afgang. Omtrent samtidigt underskrev Xu og otte andre et åbent brev, stilet til Den Nationale Folkekongres, med titlen “Retten til ytringsfrihed begynder i dag”.

Dristigheden bag den seneste tids krav viser, at det kinesiske folk på grund af sygdomsudbruddet begynder at miste deres frygt for Xi og det kommunistiske parti. Rudd og kinesiske propagandister siger, at partiet vil overleve krisen, men når folk ikke længere er bange, kan alt ske.

Når mennesker mister deres frygt, tænker de enten, at de kan gøre hvad som helst, eller de bliver ganske enkelt ligeglade med konsekvenserne. Det er ofte på det tidspunkt, at tilsyneladende magtfulde politiske systemer bryder sammen.

Xi må forberede sig på forsommeren, efter at virusudbruddet har toppet i april og maj i de større befolkningscentre udenfor det nuværende epicenter, Hubei provinsen. Til den tid vil den kinesiske befolkning for alvorlig tale om, hvem der er skyldige.

Lige nu koncentrerer Xi sig mere om at kontrollere den nationale fortælling end om at standse sygdommen. Sammensætningen af indsatsgruppen på ni medlemmer af Den Centralt Styrede Lille Arbejdsgruppe, der er beskrevet ovenfor, er særligt foruroligende. Der er kun én offentligt ansat i sundhedsvæsenet på listen, der er tæt besat med lejesvende og propagandafolk. Partiets propaganda-zar, Wang Huning, er næstformand. “Det er tydeligvis ledergruppens primære opgave at opretholde integriteten af Xi Jinpings diktatoriske styre”, fortæller kinaekspert Charles Burton fra Ottawas Macdonald-Laurier Institut til Gatestone.

Xi Jinping har dog allerede tabt slaget om fortællingen. Hans bestræbelser på at sprede propaganda forhindrer ham i at udrydde sygdommen. Hemmelighedskræmmeri og undertrykkelse af information hjælper aldrig.

Der er under alle omstændigheder én kvinde, der ikke vil give myndighederne lov til at undertrykke information i længere tid. “Hvis de ikke giver os en forklaring, giver vi ikke op”, siger Lu Shuyun, moderen til lægen Li Wenliang. Hun forlanger at få at vide, hvorfor politiet i Wuhan chikanerede ham, mens han forsøgte at redde patienter.

Kan én kvinde modstå diktatoren Xi Jinping? Sats på moderen i den konkurrence. Hun har trods alt omkring 1,4 milliarder vrede mennesker på sin side.

Gordon G. Chang er forfatter til bogen The Coming Collapse of China og er seniorforsker ved Gatestone Institute.