Dansk folkesjæl før og nu


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Hvis der findes karakteristika ved en etnisk, religiøst og afgrænset folkegruppe. taler man om begrebet folkesjæl. Hvis der er særlige kendetegn og reaktionsmønstre i forbindelse med begivenheder, hændelser, og adfærdskodeks, så er det en folkesjæl, der er i spil.

Nu har jeg haft den oplevelse at følge Danmark og danskerne på nærmeste hold i 5 fulde årtier og 3 år, så jeg føler mig ret godt i stand til at forholde mig til, hvad folkesjæl er, og hvad der er sket med den gennem snart to generationer. Det er længe.

Jeg har oplevet to generationer forsvinde og gå i graven, hhv. min bedsteforældres og mine forældres generation. Det giver en vis fornemmelse for, hvad det er, der kan defineres som værende dansk. Jeg ser folkesjælen med konservative øjne. Det giver et anderledes input end, hvis vinklen sker fra venstreorienterede briller. Her er folkesjæl et internationalt begreb. Her er indfaldsvinklen en glæde over nationalstaternes opløsning.

Førkrigsgenerationen, mine bedsteforældre, var født lige efter forrige århundredeskifte. De nåede typisk ikke at opleve 1. verdenskrig, men til gengæld satte 30’ernes depression sig i deres hukommelse. Og endnu mere besættelsesårene. Det fællesskab, som krigen skabte, udgangsforbud, politiske modsætninger, modstandsarbejde, kollaboration, alsang, nationalfølelse og vareknaphed, det skabte en folkesjæl og et åndelig fællesskab.

Liva Weel samlede det hele op i “Man binder os på mund og hånd”, som min faster oplevede hende synge sammen med sine forældre for over 80 år siden i revyen Dyveke. Danmark var inde i en overlevelseskamp. Politikerne havde i det mindste den værdighed at træde tilbage efter oprøret i august 1943, hvor tyskerne bl.a. forlangte gennemførelse af lovgivning om dødsstraf for sabotage. Krige og besættelser sætter spor i folkesjælen.

LÆS OGSÅ:  Tag den nu med ro! Theresa May er stadigvæk på banen - I øvrigt er Corbyn ivrig terrorsympatisør

Mine forældres generation var knap så autoritetstro som deres forældregeneration. Trods ‘68 oprøret, så var Danmark op gennem 50’erne 60’erne og 70’erne stadig forholdsvis isoleret. Det gav en nærhed, en forståelse og en samling, som var Danmark og danskernes særkende som et lille arbejdsomt folk.

Vi lignede hinanden på den måde, at hver aldersgruppe bestod af en homogen befolkningssammensætning. Der stod respekt om myndigheder. Grænsen lå fast ved Kruså i modsætning til dagens Schengen. Ingen satte spørgsmålstegn ved, hvad det ville sige at være dansk. Det vidste man. Sproget, kongen, kirken og de fælles traditioner lå fast.

Det gav en styrke i at tro på det nære og det forudsigelige. Der var en tv-kanal, der var ganske få radiokanaler. Politikerne var omgivet med et udgangspunkt i en klasseopdeling partierne imellem arbejdere, bønder, funktionærer og velhavere. Velfærdssamfundet var i sin vorden og udvikling. Skatteprocenten med.

Det var en skam at være på fattighjælp eller være arbejdsløs i modsætning til dagens velfærdssamfund, hvor halvdelen af befolkningen står uden for arbejdsmarkedet. I dag spørger man ikke, hvad man kan gøre for staten, men hvad samfundet kan gøre for en.

De sidste to generationers socialdemokratisme har systematisk plukket fjerene af alle grupper, og allermest de høje indtægter.

En af de ting jeg har bemærket er fraværet af bidende dansk humor i tv-sammenhæng. Javist, vi har Klovn og standuppere, men det meste er konceptuelt og mere et udtryk for personlig promovering. Publikum til revyerne er typisk 50+. Metoo, woke og politisk korrekthed suger saften ud af det danske særkende: ironien og dobbelttydigheden.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Socialdemokraterne blev ikke smidt ud

Det er svært i dag at være særlig optimistisk mht. troen på den danske folkesjæls overlevelse alene ud fra det faktum, at godt hver 5. dansker enten har anden festlig herkomst, eller har en eller anden indvandrermæssig baggrund. Sammenhængskraften siver, når kristendommen er på retræte, når folkesjælen ikke længere har rod i generationers fællesskab, traditioner og overleveringer af bagage og historie.

Bedre gør det ikke med fragmenteringen i befolkningen, der blindt følger politikere, som i stadig stigende grad nedbryder troen på folkestyre og demokrati. Proletarisering af det åndelige fællesskab, som specielt de sidste 4 års politisk lederskab har medført, er med til at aflive tro på, at der vil være nogen folkesjæl om føje år.

Enkeltpersoner spiller de afgørende roller i enhver historisk fortælling. Det være sig fra Christian d. 4, Struensee samt og Flammen og Citronen under besættelsen, frem til udskudselementer, set med nationalkonservative øjne, som Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen. De sidstnævnte er giften i den smukke danske skovsø.

Globalisme og internationalisering er svære begreber at kæmpe imod. Det kan også virke en kende bagstræberisk helt at se bort fra fordele og det uafvendelige i, at det er nye tider og nye skikke. Men, når man overlader folkestyret til EU, internationale konventioner og kræfter uden for Danmark i form af den dybe stats aktører på verdensplan, så afsværger man sin dna og overlevelsesberettigelse som dansker. Så bliver det rødbedefarvede pas mere et udtryk for, at folk er danskere af navn, men ikke af gavn, opfattelse og for flertallets vedkommende en fælles etnicitet.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Totalitært kontrolregime og de-programmering af Trumps tilhængere

Sådan føles udviklingen at gå mere og mere i retning af. Efterlysningen fra min side går på at få et politisk lederskab på højre side, som ikke kritikløst er kopier af socialdemokratisk ide-, Gud- og historieløshed. Globalisme skal betragtes som det næres, det trygges og demokratiets modsætning i forhold til vores højeste politiske beslutningsmyndighed på Slotsholmen, på Christiansborg.

Danmark kan ikke overleve uden en fælles forståelse for vores historie, kristne baggrund og de traditioner og fælles oplevelser og tankesæt, som binder os sammen som folk. Hvad vi har brug for mere end noget andet er et opgør med de konstante trusler mod det, der fortsat binder os på mund og hånd. I dag er det ikke censuren fra Dagmarhus. I dag er det korridorerne i Bruxelles, Deep state kræfter, censur, politisk korrekthed, mangfoldighedspladder, islamisering og marxistisk intolerance.

Ser man ikke fjenden i øjnene, bliver man rendt over ende. Sådan er det i enhver overlevelseskamp. Sådan skabtes Danmarks historie, vores historie. Amen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)