Danske Spil tror på Oscar-sejr til Druk

I går blev det afsløret, at Thomas Vinterbergs danske biografhit “Druk” er blevet nomineret til en Oscar i kategorien ’Bedste internationale film’.

Ikke siden 2011 har en dansk film vundet en Oscar i denne kategori, men sejrschancen er stor i denne omgang. Det mener Danske Spils oddssætter Mathias Reimer Larsen.

– Vi ser ’Druk’ som en relativ stor favorit til at vinde i denne kategori, slår han fast.

Oddssætteren har helt konkret odds 1,30 på, at ’Druk’ vinder en Oscar. Oddset på andenfavoritten ’Quo Vadis, Aida?’ er 4,50.

– Vi har ’Druk’ som favorit, fordi filmen allerede har høstet international hæder. Senest var den jo også var nomineret til en Golden Globe, hvor den dog måtte se sig slået til filmen ’Minari’, siger Mathias Reimer Larsen.

Netop ’Minari’ er vigtig i Mathias Reimer Larsens vurdering af ’Druks’ vinderchancer den 26. april af en ganske simpel grund.

– ’Minari’ er slet ikke med i denne kategori ved Oscar-uddelingen, så den kan ikke vinde. Den er nomineret i ’Bedste film’ i stedet, og når en så skarp konkurrent er ude af billedet, så ser det godt ud. Derudover er ’Druk’ bare en virkelig god film. Vi skal altså huske, at man ikke skal længere tilbage end til december for at se, hvordan ’Druk’ bare ryddede bordet med fire priser ved European Film Awards, som jo er Europas svar på Oscars, lyder det.

LÆS OGSÅ:  Tre bud på dansk Oscar-bidrag

Det var Susanne Biers ’Hævnen’, der vandt den seneste danske Oscar i denne kategori tilbage i 2011. Dengang hed kategorien ’Bedste udenlandske, ikke-engelsksprogede film’. Selv om tematikken og tonen i ’Druk’ er en lidt anden end i ’Hævnen’, så tror oddssætteren fra Danske Spil, at Thomas Vinterbergs film kan vække noget i komitéen.

– Filmen har jo en tankevækkende vinkel, som både er sørgelig og tragisk. Derudover formår filmen også at jonglere med en masse humoristiske træk, som gør den enormt nem at forholde sig til. Emnet druk, som jo egentlig er et meget dansk og europæisk begreb, kan måske gøre, at Oscar-komitéen vil forbigå den som vinder, men jeg tvivler altså, siger Mathias Reimer Larsen og understreger en anden årsag til filmens gode muligheder.

– Mads Mikkelsen. Han trækker bare hele filmen op. Hans performance kan være den x-faktor, der gør, at den går hen og vinder.

Instruktør Thomas Vinterberg blev nomineret i kategorien ’Bedste instruktør’. Det er første gang nogensinde, at en dansker er nomineret i den kategori.

I netop denne kategori spår Danske Spil dog, at Vinterberg får hård konkurrence om sejren. Her har spiludbyderen instruktøren af filmen ’Nomadland’, Chloé Zhao,som klar favorit til odds 1,13. Oddset på Vinterberg er 12,00.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)