Danske udvandrere kæmpede i krigen i Sydafrika

I slutningen af 1800-tallet drog danskere og andre skandinaver til Sydafrika, som følge af de omfattende guld- og diamantfund i landet, i håbet om at skabe en bedre tilværelse. Udvandrerne kom i klemme i en konflikt, der udviklede sig til Den Anden Boerkrig, og deres dramatiske historie er ikke tidligere blevet samlet og fortalt. Det gør historiker Peter Agerbo Jensen nu noget ved med bogen “I Krig under Sydkorset.”

Tilbage i 2010’erne besøgte Peter Agerbo Jensen højdedraget Magersfontein i det nordlige Sydafrika. I det øde og tørre slettelandskab er opført to sælsomme monumenter. Det bemærkelsesværdige Skandinaviske Monument fra 1908 og det Skandinaviske Gravmonument fra 1928. Disse mindesmærker vidner om et dramatisk og forholdsvis ukendt kapitel i den skandinaviske udvandringshistorie, hvor flere tusinde udvandrere søgte lykken i det sydlige Afrika under diamant- og guldfeberens rasen.

Historien om de skandinaver, der udvandrede til Sydafrika, er historien om unge mænd og familier, der blev hvirvlet ind i krigen mellem det store britiske imperium og de to små selvstændige boerstater, Transvaal og Oranje Fristaten. Flere af skandinaverne befandt sig på boernes side – enten i direkte væbnet kamp mod den britiske kolonimagt eller i politi- og ambulancetjeneste. Mange af disse skandinaver endte som krigsfanger, der blev deporteret til imperiets fjerntliggende fangelejre i bl.a. Indien, på Ceylon og på øer i Atlanterhavet. For andre af de skandinaviske udvandrere var tilværelsen vanskelig grundet krigens kaotiske forhold, og flere blev enten tvangshjemsendt til Skandinavien eller interneret af briterne i deres berygtede koncentrationslejre. For mange af disse danske, finske, norske og svenske udvandrerskæbner fik krigen derfor fatale følger. I I krig under Sydkorset kaster Peter Agerbo Jensen på baggrund af grundig research lys over udvandrernes dramatiske skæbner og turbulente historie, så denne udvandringshistorie ikke længere skal stå i skyggen af historien om udvandringen til Amerika, som langt de fleste nulevende kender til.

LÆS OGSÅ:  Danske vinelskere skaber velstand i Sydafrikfa

Peter Agerbo Jensen (f. 1974) er cand.mag. i historie og samfundsfag. Han har været gymnasielærer, konsulent på Christiansborg og uddannelsesansvarlig. Peter Agerbo Jensen har skrevet artikler og boganmeldelser om kulturhistoriske emner samt uddannelse. I krig under Sydkorset er hans første bog.

Mød Peter Agerbo Jensen på Historiske Dage 2023, hvor han i samtale med Ole Sønnichsen fortæller om bogen, søndag d. 19. marts kl. 14.50 på Rød Scene.

Fakta om bogen:

Titel: I krig under Sydkorset – Skandinaver i den Sydafrikanske krig 1899 – 1902
Forfatter: Peter Agerbo Jensen
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740686173
Sidetal: 320
Vejl. pris: 349,95 kr.
Udgivelsesdato: 10. marts 2023

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)