De arbejder sig selv ihjel for velfærdsstaten

Regeringen kalder arbejdskraft den nye valuta og opfordrer danskere til at arbejde mere og længere. Mette Frederiksen har lanceret et opgør mod danskernes arbejdsmoral med formaninger om, at ”vi ikke skal gå hjem fra samlebåndet klokken fire”. Alt dette for at opretholde den sklerotiske danske velfærdsstat, der knager voldsomt i fugerne.

Velfærdsstatens opbygning og opretholdelse i Danmark har krævet en høj erhvervsfrekvens for både mænd og kvinder. Derfor arbejder begge forældre i danske familier på fuldtid i langt højere grad end i en række andre lande, hvor arbejde, børnepasning og pasning af hjemmet er mere opdelt end i Danmark. Det skyldes bl.a. lønstrukturen i andre lande, hvor mændene tjener så meget, at kvinderne kan gå hjemme. I Danmark kræver en typisk husholdning to indtægter.

I forskernes jargon hedder det eufemistisk, at ”i Danmark har man en familiestruktur, der er meget arbejdsmarkedstilknyttet”. På jævnt dansk betyder det, at danske familier er velfærdsstatens ulykkelige skaffedyr. Den opulente offentlige sektor kræver nemlig, at begge forældre arbejder og betaler den høje danske skat. Velfærdsstaten skal jo finansieres.

Analyser viser, at danske forældre er blandt de mest arbejdende i vestlige EU-lande. 68,6 pct. af danske forældre til børn under 14 år arbejder begge på fuldtid. Det er langt over gennemsnittet i OECD, hvor det kun gælder i 46,5 pct. af børnefamilierne, mens det gælder for 55,6 pct. af børnefamilierne i EU. I Finland, USA, England, Tyskland og Holland, som Danmark normalt sammenligner sig med, er det i under 50 pct. af familier med børn under 14 år, at begge forældre arbejder på fuldtid.

Eftersom den fallerede danske velfærdsstat har brug for penge, fremhæver systemets ideologer og propagandister den høje danske erhvervsfrekvens for både mænd og kvinder som noget positivt og udtryk for ligestilling. Danske kvinder er heldige, for de kan gøre karriere og realisere sig selv, siger de. Hvis det er udtryk for ligestilling, så har denne ligestilling en meget høj pris. For konsekvensen af den høje danske erhvervsfrekvens og den udbredte institutionalisering af små børn er en ekstrem stresset dagligdag og mistrivsel for børnefamilierne. De fleste familier er så hårdt spændt for, at de har svært ved at få familie og arbejdsliv til at hænge sammen.

På trods af miseren har fortællingen om, at den store altfavnende og vildtvoksende velfærdsstat er vejen til fællesskab, lykke og tryghed, tilslutning hos et stort flertal af danske vælgere. Selv om velfærdsstaten leverer stadig ringere service, stadig dårligere kvalitet og faldende produktivitet, er der blandt danskerne ingen opbakning til en anden samfundsindretning end socialdemokratismen. Langt de fleste i dette land støtter den danske model, hvor begge forældre må arbejde på fuldtid for at tjene til dagen og vejen. Velfærdsstatens stressede skaffedyr må derfor leve med den samfundsform, de selv har valgt. Og knokle videre uden klynk.

André Rossmann