De kongelige lækagetjenester


Korte, skarpe og – somme tider – satiriske tekster om de politiske løgne, fortielserne og hykleriet.


 

Amerikanske efterretningsfolk havde et ekstremt detaljeret og præcist billede af Wagner-chefen Yevgeny Prigozhins planer om hans mytteri i Rusland. Men efterretningerne var så fortrolige, at de kun blev delt med udvalgte allierede, dog ikke med Danmark. Det skyldes, at USA ikke har tillid til Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i kølvandet på sagerne omkring Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen. Amerikanerne mente med andre ord, at risikoen for læk var alt for høj, fordi FE er utæt som en si.

Men heller ikke Politiets Efterretningstjeneste (PET) kan holde på hemmeligheder. Jyllands-Posten har netop gravet frem, at Folketingets service- og sikkerhedschef, Jacob Glahn, får en hemmelig opgave hos Politiets Efterretningstjeneste (PET). Jyllands-Posten kunne bl.a. oplyse, at der er tale om et ”særligt prioriteret udviklingsprojekt i PET’s sikkerhedsafdeling”, at opgaven er ”midlertidig og afgrænset til en periode på et halvt år”, og at ”udlånet af Jacob Glahn sker efter, at PET selv har henvendt sig til Folketingets Administration med ønske om at låne sikkerhedschefen”. Det eneste, der ikke er oplyst, er opgavens indhold.

Eftersom Glahns udlån til PET blev udbasuneret på Folketingets intranet, er det store spørgsmål, hvorfor PET ikke havde sørget for, at sagen blev håndteret som et internt ”need to know”-anliggende mellem Folketinget og PET.

Men sket er sket. Nu hvor PET har gjort forarbejdet og leveret omfattende baggrundsinfo, kan spionerne fra uvenlige lande som Rusland eller Kina gå lige til sagen og koncentrere sig om at finde ud af, hvad Glahns hemmelige opgave hos PET handler om.

Intet under, at Danmarks samarbejdspartnere ser FE og PET som lækagetjenester, der ikke kan holde på hemmeligheder.

André Rossmann

 

 

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)