Det borgerlige Danmark savner en skarp og modig kant

Med få behagelige undtagelser blandt borgerlige politikere har højrefløjen i Danmark alt for længe blot været et spagfærdigt korrektiv til centrum-venstre. Tam og tandløs a la ”Pengene ligger bedst i borgernes lommer”. Og uden mod og rygrad. Det er på tide at anerkende de røster i den offentlige debat, der er så borgerlige, at det gør noget: som kan inspirere vores politikere, sætte en dagsorden og – ikke mindst – stå fast på vores frihedsrettigheder!

Berlingske uddeler i samarbejde med Den Berlingske Fond om godt to måneder 

(24. marts 2022) for tredje gang Fonsmark-prisen, inspireret af avisens tidligere chefredaktør, det borgerlige fyrtårn, Henning Fonsmark.

Prisen, der gives til en person, som i ekstraordinær grad har evnet at sætte sit præg på den borgerlige samfundsdebat, tilfaldt sidste år meget fortjent – selv i et fint opløb med Merete Riisager og Lars Tvede – sygeplejerske, May Bjerre Eiby.

May Bjerre Eiby er beviset på hvor stor en forskel et enkelt menneske kan gøre og selve personliggørelsen af alt det, der bygger et dynamisk samfund: lysten til at gøre ting bedre og evnen til at sætte handling bag ord. 

Eiby har etableret to private hhv. plejehjem og pleje- tilbud, Dagmarsminde og Søstersanatoriet for ældre, demente beboere og efterfølgende udgivet bogen, Omsorgsmanifestet med tanker og personlige erfaringer om ældrepleje og ideer til hvordan vi skaber verdens bedste plejehjem.

Hun luftede, at hun med de 250.000 kr., der følger med Fonsmark-prisen, påtænkte en oversættelse af sin bog til engelsk, hvilket øger betydningen tifold af Berlingskes abonnenters valg af prismodtager. 

Den opmærksomhed om værdien af et privat initiativ kan ikke overvurderes nok i et lighedsorienteret, kollektivistisk samfund som det danske, hvor selv en stor del af højrefløjen er faldet til patten hvad angår en fuldtonet tilslutning til velfærdssamfundet.

Vi savner simpelthen et korrektiv til den model.

Der er derfor al mulig grund til at anerkende de røster i den offentlige debat, der er så borgerlige, at det gør noget: som kan inspirere vores politikere, sætte en dagsorden og – ikke mindst – stå fast på vores frihedsrettigheder!

Sat på spidsen er disse røster sjældent at finde i uddannelsessystemet – i folkeskolen, på seminarierne, i vellønnede rektorstillinger, lektorater og professorater på universiteterne, hvorfra de kunne inspirere, overbevise og generere næste generation af borgerlige; medmindre de går under radaren med deres borgerlige holdninger – og så er det så som så med at inspirere de studerende.

Og hvor er de at finde blandt modtagerne af ærefulde priser? 

Man glæder sig derfor over Fonsmark-prisen, og at der også i år er flere yderst kompetente stemmer blandt de otte nominerede, mens man undrer sig over hvad et par af de andre laver på samme liste: 

Hvad berettiger f.eks. at nominere et ungt medlem af Venstre, Camilla Søe, der på lange stræk har overtaget en venstreorienteret dagsorden? 

I et forsøg på at gøre Venstre mere lækker og rekruttere yngre vælgere plæderede Camilla Søe sidste år i RÆSON (d. 24. marts 2021) for en mere progressivt liberal og woke dagsorden i partiet, bl.a. for et mere borgerligt #MeToo-oprør. 

I virkeligheden havde det været mere borgerligt at slå et slag for retsstaten, ikke mindst, at ”man (også mænd!) er uskyldig indtil det modsatte er bevist” fremfor at blafre med tidsånden.

Søe pointerede i samme kommentar, at Venstre skulle stå vagt om frihedsrettighederne: Interessant al den stund såvel V og K kort før jul (21. december 2021) stemte for endnu en indskrænkning af ytringsfriheden, idet man lod identitetsmarkørerne ”kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika” omfatte af paragraf 266b. 

Det var slet ikke frihedsorienteret, men bestemt woke! 

I modsætning til Camilla Søe har KU-professor Hans Bonde, der også figurerer på listen, brugt en stor del af sin karriere på at dæmme op for særbehandling af kvinder, kønskvoter (som Camilla Søe for god ordens skyld heller ikke går ind for), aktivistisk forskning og for identitetspolitik. 

Hvordan er de to havnet på samme liste – er det ikke et problem for opfattelsen af hvad der er borgerligt? Jo, borgelige mennesker er ofte individualister, men er der ikke nødt til at være en vis fællesnævner? 

Ligeså bemærkelsesværdigt er det at finde tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann og cand. theol. og sognepræst Katrine Winkel Holm blandt årets nominerede, når man tager i betragtning, at de i forhold til vores mest fundamentale frihedsrettighed, ytringsfriheden, befinder sig i hver sin lejr. 

Mens Katrine Winkel Holm var en af medstifterne af Trykkefrihedsselskabet af 2004, som hun i en årrække var formand for efter attentatforsøget på Lars Hedegaard, og har brugt de sidste mange år på ihærdigt og modigt at forsvare folk, hvis ytringsfrihed – og liv! – har været truet, bl.a. JPs Muhammed-tegnere og den svenske kunstner, Lars Vilks, har Uffe Ellemann gjort det modsatte:

Allerede da Muhammed-tegningerne blev bragt i september 2005, stemplede han som en anden smagsdommer dem som en ”pubertetsagtig demonstration af ytringsfriheden”, og da krisen kulminerede i februar 2006 slog han til lyd for, at den ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten, Carsten Juste burde forlade sit job.

Endnu værre blev det, da Uffe Ellemann bakkede op om Politikens tåkrummende og dhimmiagtige undskyldning til de 94.923 efterkommere af profeten Muhammed ved at indgå forlig med otte muslimske organisationer; i øvrigt et tiltag, der mødte bred fordømmelse både hos Danske Dagblades Forening og blandt politikerne på Christiansborg.

Den stilfærdige og sympatiske Lars Vilks nød heller ikke megen moralsk støtte hos ”Den bedste statsminister Danmark aldrig fik”, idet Ellemann gav Vilks skylden for sin egen forfølgelse: (…) ”Det er jo ikke terror, der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for”. (fra Berlingskes interview, Opgør med det danske gadekær, med Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft, d. 23. maj 2010).

Så meget for presse- og ytringsfrihed.

Alene på den baggrund bliver det spændende at se hvilke tre kandidater først Den Berlingske Fond beslutter sig for og siden hvilken kandidat avisens abonnenter finder mest fortjent til prisen.