7.500 dyr. Så mange snuder har Dyreværnet skaffet nye hjem til de sidste fem år. Fandtes der valide statistikker der gik hele 120 år tilbage, ville antallet være enormt. Desværre har det ikke været muligt at grave disse tal frem.
Andre historiske anekdoter er dog dukket op: I en udgave af Dyreværnets medlemsblad fra 1942 takker den daværende bestyrelsesformand, Berglioth Dethlefsen for donationer i form af rationeringsmærker, mens en bekymret borger i 1932 har indsendt et læserbrev omhandlede sin foragt for, at det igen er blevet mondænt at bære fjer i hatten.
I dag er det andre henvendelser, der tikker ind til Dyreværnet. Horrible beretninger om hunde, der lever under kummerlige kår, killinger der er fundet i affaldscontainere og katte der ligner skeletter, toner frem i emnefeltet, når indbakken åbnes.
– Jeg er inderligt stolt over at være direktør for så fin en forening som Dyreværnet, der nu fylder hele 120 år – det forpligter! smiler en glad Rikke Christensen-Lee, der har siddet i chefstolen for Dyreværnet siden 2016:
– Vi er i dag en yderst professionel spiller både politisk og praktisk. Vi redder tusindvis af dyr i Danmark hvert eneste år, vi gør os umage og vi gør en forskel. Det kan vi, fordi vi har de dyreglade danskere i ryggen, der hver dag støtter os, følger vores arbejde og hjælper os. At redde dyr er et fælles ansvar og vi løfter med glæde en del af byrden.
For at fejre de 120 år inviterer Dyreværnet til foreningens fødselsdag søndag den 11. marts kl. 12.30 – 14.30 på Islevdalvej 85, 2610 Rødovre.
Her bliver der budt på lagkage og rundvisninger, hvor man kan få et indblik i dagligdagen i en dyreværnsforening og et af landets største internater.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)