Efter protesterne i Iran kan ingen påstå, at tørklædet er kvindefrigørende

 

Siden den 22-årige kurdiske kvinde, Mahsa Amini, døde i det iranske ”moralpolitis” varetægt efter at være blevet anholdt i Teheran for ukorrekt påklædning, har den ganske verden været vidne til tiltagende demonstrationer i Iran. Og det er gribende billeder af unge kvinder, der i fuld offentlighed smider deres forhadte hijab på bål i gaderne og klipper deres hår af i protest mod det totalitære, islamiske præstestyre og det forhadte politi.

Det mod de iranske kvinder udviser, aftvinger den allerstørste respekt, for de kæmper for deres frihed – og de gør det med livet som indsats: adskillige videoer viser, hvordan unge kvinder danser med løst hår lige foran det stedlige moralpoliti, der har alle muligheder for at identificere dem til senere – skulle demonstrationerne dø ud og ”myndighederne” igen få overtaget, hvilket desværre stadig er sandsynligt.

At Mahsa Aminis død blot har været gnisten, der antændte et længe ulmende bål af generel vrede i den iranske befolkning over præstestyrets korruption og landets tiltagende økonomiske ruin, gør ikke de unge kvinders oprør mod undertrykkelse og ufrihed mindre betagende, og det vrimler da også med støtteerklæringer og -demonstrationer i hele den vestlige verden. Og godt det samme, for der skal smedes overalt nu, hvor jernet er varmt og styret vakler.

Den muslimske tildækning af kvinder, hvad enten det er niqab, burka eller hijab, er i kraft af sin udbredelse og ”almindelighed” overalt, hvor muslimer lever, det ultimative totalitære symbol. Det er et ubestrideligt faktum og burde ikke være til diskussion. Alligevel må man til sin gru i disse dage høre stemmer på venstrefløjen hævde, at det muslimske tørklæde er frihed og kvindefrigørende. Som f.eks. de Radikales indfødsretsordfører, Susan Kronborg, der i Berlingske forleden fremsatte følgende statement: ”I Danmark er der en politisk stemning med, at man ikke bryder sig om tørklæder. Derfor er det kvindefrigørelse i sig selv at tage tørklæde på.”.

Eller hvad med Enhedslistens Pernille Skipper, der i et opslag på Facebook fremkom med følgende opdatering, der er lidt mere raffineret, men lige så imbecil: ”Til alle jer i mine kommentarspor, der påstår at der ”hykleri” både at støtte de iranske kvinder og være imod tørklædeforbud herhjemme: beklager, men I har ikke fatte en fløjtende fis. Det handler ikke om *kvaliteten* af mænds eller staters beslutninger om kvinders påklædning, Det handler om, at mænd, stater og alle andre slet ikke skal træffe de beslutninger for kvinder. Det klarer vi fint selv, tak.
Hvis du ikke støtter kvinders ret til at tage et tørklæde på ligeså meget som vores ret til at tage det af, handler din støtte ikke om kvinders frihed. Så handler det bare om, at du selv synes, at din form for kvindeundertrykkelse er bedre end de andres.
Og det er den ikke.”

I bedste fald afslører Pernille Skipper, at hun er naiv og ikke har forstand på hverken frihed eller demokrati. En i øvrigt nærliggende antagelse, for hun tilhører selv et revolutionært parti, der først for nylig og i øvrigt temmelig fodslæbende har accepteret demokratiet som grundpræmis for folkestyret.

Både Kronborg og Skipper baserer deres grundlæggende præmis om ”kvindefrigørelse” på den enkelte kvindes ret til at promovere deres totalitære og (kvinde)undertrykkende ideologi. Og det er sandt, at det kan de gøre frit i et demokrati, men de glemmer, at det også KUN er i et demokrati, at kvinder kan vælge tørklædet fra. Og de glemmer, at vi ophører med at være et demokrati i det øjeblik, der er tilstrækkelig mange (muslimer) i Danmark, der ønsker demokratiet afskaffet.

Det er med andre ord et hattedame-luksus-argument, de fører til torvs og i øvrigt et argument, de skylder at forsvare lige så aktivt i forhold til andre gruppers ret til at promovere deres totalitære symboler, som f.eks. nazisternes hagekors og kommunisternes hammer & segl. Sidstnævnte har Skipper som nævnt rent gjort karriere på at forsvare, men hun vil næppe gøre det samme med nynazisters armbind.

Tilbage står, at man umuligt kan forsvare demokratiet og dets bærende fundament af frihedsrettigheder ved at undergrave selvsamme. Derfor kan hverken Kronborg eller Skipper hævde, at det er kvindefrigørende at tage det muslimske tørklæde på. Det er det ikke, og det kan det aldrig blive, selvom demokratiet sikrer retten til at udtrykke antidemokratiske holdninger.