Formynderstaten fjerner børn “for en sikkerheds skyld”

Tvangsfjernelse er det dybeste indgreb i menneskeliv uden for strafferetsplejen. I nogle lande er det et domstolsanliggende. I Danmark har vi indrettet os med et gigantisk apparat, der formelt skulle være udstyret med tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier. Men retssikkerheden er ikke i orden. Det skriver cand. scient. pol. Mikael Hertig i Berlingske.

Både rapporter fra Rigsrevisionen, Justitia, Ankestyrelsen og Socialministeriet belyser og antyder, at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at der tvangsfjernes forsvarligt. Der er tvangsfjernelser, som er foretaget på et utilstrækkeligt eller fejlagtigt grundlag. Myndigheden har magten, forældrene er afhængige af de afgørelser, den træffer.

De kommunale familiecentre beskyldes for at vildlede forældrene ved at hævde, at det er bedre at samarbejde end ved tvang. Da magtforholdet er skævt, burde alle anbringelser være forsynet med stærke retsgarantier. Ingen ved, om de frivillige anbringelser er mere saglige end tvangsfjernelser.

Beslutningsgrundlaget for enhver anbringelse er sagsbehandlerens risikovurdering. Hvem vil hænges op på at have afkræftet en beskyldning om seksuelt misbrug eller vold, hvis der siden finder forfærdende hændelser sted?

Set ud fra sagsbehandlerens interesse er der ingen risiko ved at lægge op til en tvangsfjernelse. Derimod er det fælt at blive hængt op på en senere anklage for at have været for lempelig. Det er tvangsfjernelse ”for en sikkerheds skyld”.

Mistanker søges ikke grundigt afkræftet. Det er her, det halter.