Formynderstatens uhæmmede sejrsgang (2023)

Socialdemokratiet har forvandlet det danske samfund til en formynderstat ud fra en socialistisk ideologi om, at danskerne hverken kan forstå deres egne behov eller tage vare på sig selv. Lige siden 1960’erne har denne ideologi, som gennemsyrer det offentlige system og embedsværket, ført til endeløse krav fra det offentlige om flere penge og flere velfærdsordninger, så man kan imødekomme de angiveligt evigt voksende behov hos de hjælpeløse og uansvarlige borgere.

Den danske formynderstat har på mange punkter en slående lighed med kommunistiske stater, hvor det enkelte menneske, familien og civilsamfundet underordnes statsmagten. I socialdemokratismen, som er den dominerende samfundsform i Danmark, opfattes mennesker ikke som suveræne og ansvarlige borgere, der selv kan og skal tilrettelægge og leve deres tilværelse samt tage vare på sig selv, deres familie og nærmeste. I stedet opfattes de som brikker, der med forbud, påbud, tilskud og dummebøder skal styres og flyttes rundt, så de passer til det socialistiske samfund, magthaverne har designet.

Danskerne gøres til hjælpeløse klienter

Mens partiet i kommunistiske lande beskytter borgerne mod kapitalismen, beskytter den danske formynderstat borgerne mod det, der er en væsentlig mening med livet: at have ansvaret og forpligtelsen for sig selv og sine nærmeste. Danskerne passiviseres og gøres til hjælpeløse klienter, som ikke er i stand til at tage vare på egen tilværelse. Mange i Danmark har mistet troen på egne evner og eget ansvar og er derfor endt i passivitet i overbevisningen om, at de er ofre for ”systemet”. Er man politiker, der gerne vil have mange stemmer, er en effektiv metode i Danmark at gøre sig til talsmand for grupper, der hævdes at være ofre. I Danmark taber man ikke længere ansigt ved ikke at kunne klare sig selv. Her gælder det ikke om at vise, at man er dygtig og kan selv, men om at vise, at man er et magtesløst offer. For er man det, går den offentlige pengekasse op, og man kan regne med at blive forsørget resten af sine dage.

Formynderstaten ved bedst

Princippet om ”frihed under ansvar” er i Danmark for længst erstattet af, at formynderstaten ved bedst, hvad der er bedst for borgerne. Formynderstatens regulering, forbudslovgivning og moralisering har taget ansvaret og friheden fra borgerne med det resultat, at staten bliver til en erstatningsforælder, der behandler borgerne som ansvarsfrie børn og kommunikerer på børnehaveplan. Og eftersom formynderstatens indgreb over for de ansvarsfrie borgeres frihed foretages i ”fællesskabets” navn, bliver indgrebene legitime, ja endda en moralsk forpligtelse. Reaktionen i befolkningen er ikke overraskende systemisk ansvarsfralæggelse og umyndiggørelse.

Formynderstatens moralisering og indblanding

Skatten i formynderstaten er høj, den offentlige service er omfattende, omfordelingen er vidtfavnende og borgernes personlige økonomier er viklet tæt ind i hinanden. Da alle betaler til alle, er det i formynderstaten legitimt for politikerne at have en holdning til borgernes livsstil og for borgerne at have en holdning til naboens livsstil. Og eftersom borgernes beslutninger direkte eller indirekte påvirker andre, er det legitim for formynderstaten lovgivningsmæssigt at regulere borgernes liv, fælde moralske domme og blande sig i borgernes privatliv med henblik på at sikre totalitær lighed og millimeterretfærdighed. For hvis man vælger at ryge og får lungekræft, er de andre med til at betale ens hospitalsregning. Hvis ens nabo tager en universitetsuddannelse, men ender med at have mere lyst til at arbejde som ufaglært havemand, er det andres penge, der bliver smidt ud af vinduet. Og hvis danske kvinder ikke føder tilstrækkelig mange børn, er fremtidens skattegrundlag i fare. Det var grunden til, at Københavns Kommune for nogle år siden plastrede byen med plakater med det grænseoverskridende spørgsmål ”Har du talt dine æg i dag?”.

De unge generationer af danskere er helt på det rene med, at formynderstaten skal moralisere og blande sig i danskernes liv. Lea Korsgaard, chefredaktør for Zetland, har f.eks. meldt sig ind i klimadebatten med en opfordring til politikerne om at optræde som ”folkeopdragere” for at opnå en mentalitetsændring hos danskerne. Målet er for Korsgaard en ”ny moral”, hvor man hylder ”dyder som selvbeherskelse, nøjsomhed og mådehold” og gør det ”skamfuldt” at udlede drivhusgasser. Chefredaktøren vil gerne have, at formynderstaten fremmer en ny ”fortælling” om det gode liv.

Skattegrundlaget under velfærdsstaten er som bekendt ved at smuldre. Regeringen og de systemtro eksperter anklager derfor danskerne for, at de arbejder mindre end de kan og bør. Denne tilgang afspejler en dehumaniseret industrisamfundslogik, hvor borgerne bliver betragtet som menneskelige tandhjul i det store socialdemokratiske omfordelingsmaskineri – ikke som mennesker i egen ret, men kun som små arbejdsmyrer i statens store myretue, hvor de skal arbejde mere og mere, så de kan fylde skattepenge ind i statskassen. På dette punkt ligner Danmark det tidligere Sovjetunionen eller Kina, hvor staten er alt og mennesket intet. Og danske borgere? Ja, de har for længst vænnet sig til, at staten ikke er til for dem og ikke omvendt.

Formynderstaten tager styring i borgerne liv

Den socialistiske idé om, at staten varetager individets interesser ”fra vugge til grav”, har betydet, at danskerne har parkeret en stor del af ansvaret for deres nærmeste, deres økonomi og deres livskvalitet hos formynderstaten.

Tankegangen i formynderstaten er, at institutionaliserede normer og professionelle omsorgspersoner skal sikre, at barnet lever op til de gældende værdier. Helt fra fødslen holder danske sundhedsplejersker derfor øje med og tilskynder, at forældrene sikrer en udvikling, der skaber velfungerende, institutionsklare børn. Der er i Danmark sket en forskydning i opfattelsen af, hvem der ejer børnene, så det i stadig større omfang er blevet et statsanliggende at sikre, at alle børn er afrettede, så de i fremtiden kan blive produktive og veldresserede skatteborgere. Derfor er tankegangen, at børnene skal i institution fra de er helt små, så man får knækket koderne så tidligt som muligt.

LÆS OGSÅ:  Gymnasieskolens langsomme kollaps (2024)

Da politikernes klare målsætning er at svække familien gennem institutionalisering af børn, har man i Danmark ikke en familiepolitik, fordi børnene er statens og kommunernes opgave. Ikke familiens. I sin 2025-plan ”Altid på børnenes side” skriver Socialdemokratiet, at alle nyfødte automatisk institutionaliseres i en vuggestue, om nødvendigt gennem ”frivillig” tvang. Det siger sig selv, at det svækker familiesammenholdet og den enkelte familie, når det offentlige invaderer privatlivet og tager ansvar fra familien. Og børn, der oplever dette, får velfærdsafhængighed ind med modermælken.

De unge forældregenerationer i Danmark mener ikke, at det er deres ansvar at sætte grænser eller opdrage deres egne børn. Den opgave er derfor udliciteret til staten, til lærerne, pædagogerne og til børnene selv, alt imens forældrene har travlt med at realisere sig selv, være bedste venner med deres børn eller være aggressive på Aula. Prisen betales først og fremmest af børnene, som mistrives på grund af en alt for vidtgående institutionalisering.

Politikerne lægger ikke skjul på, at børnenes opdragelse er statens opgave. På Københavns Rådhus har socialdemokratiets politiske ordfører, Laura Rosenvinge, således udtalt, at ”når det handler om at opdrage vores børn til, at der ikke findes normalitet, hvad køn og seksualitet angår, og at det er okay at være den, man er, så er det for vigtig en opgave bare at overlade til forældrene. Det er folkeskolens opgave. Jeg tør ikke bare overlade den opgave til forældrene”, sagde hun.

Konsekvenserne af den manglende forældreopdragelse kan ses i de unges mistrivsel, herunder den store stigning ift. psykisk sårbarhed, krænkelsesparathed mv. Og selv om eksperter og forskere ikke ved ret meget om børns og unges mistrivsel, har formynderstaten nedsat en trivselskommission, som skal komme med anbefalinger om, hvordan man kan maksimere de unges trivsel. Det er med andre ord formynderstaten, og ikke forældrene og familien, der har ansvaret for, at børnene trives.

Barsel var oprindelig tænkt til at være for barnets skyld. Det skulle give barnet en rolig start på livet i hjemlige omgivelser. I formynderstaten må barsel imidlertid ikke benyttes, medmindre den fordeles på en bestemt måde mellem mor og far. Forældrene må hverken vælge den barselsfordeling, der passer til deres livssituation, eller lade den overgå til den anden forælder. Det resulterer i, at helt små børn blive sendt tidligere afsted i daginstitution, selv om den anden forælder kunne gå hjemme.

Danskerne er ikke voksne nok til at kunne håndtere deres ægteskabelige problemer. Formynderstaten tilbyder derfor parterapi på statens regning og har indført en refleksionsperiode for par med børn, før de kan blive skilt. Her skal parret gennemgå et obligatorisk forløb, hvor man skal tænke sig om. Også de borgerlige er store fans af formynderstaten. ”Flere kommuner skal tilbyde hjælp og rådgivning til familier, når parholdet er i krise”, sagde Mette Abildgaard, der er politisk ordfører for De Konservative, til Berlingske den 4. sept. 2023.

Nattesøvn er heller ikke længere noget, borgerne styrer selv. Formynderstatens kommuner udbyder derfor kurser, der skal få borgerne til at sove bedre om natten og gøre dem mere arbejdsduelige.

Som led i en sundhedsreform har den socialdemokratiske regering fremsat forslag om at indføre en 18-års grænse for salg af alkohol samt et nikotinforbud for alle født i eller efter 2010. Der er såmænd ingen grund til at betvivle de gode intentioner i sundhedsreformen: Danskerne skal blive sundere, og regeringen skal nok hjælpe de dumme og ansvarsløse borgere med hvordan. Samme tankegang finder man i Københavns Kommune, der har indført tvungen motion for sosu-assistenter og begrænset de ældres forbrug af saftevand på plejehjemmene på grund af det høje sukkerindhold.

Medarbejdere i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning har ikke kunnet ryge en cigaret på vej til og fra et møde eller i eget hjem på en hjemmearbejdsdag siden juli 2018. I hvert fald ikke uden at risikere en fyreseddel. Det blev konsekvensen, da forvaltningen havde indført en ny rygepolitik, der betyder, at forvaltningens ansatte ikke må tænde en cigaret, hvis de er i gang med jobrelaterede opgaver. Heller ikke, selv om de er langt fra kommunens matrikel – for eksempel hjemme i privaten. I den socialistiske formynderstat mener man ikke, at det hører til den private sfære, når et voksent menneske ryger en cigaret hjemme hos sig selv eller på gaden i arbejdstiden.

Formynderstatens indgreb i danskernes måde at varetage deres egen sundhed på er et klart vidnesbyrd om, at formynderstaten inddrager mere og mere af borgernes frihed og ansvar. Og det tillader man sig kun, hvis man helt grundlæggende ideologisk forestiller sig, at mennesket er statens menneske – statens ejendom.

Lønmodtagerne har brug for en hjælpende hånd til at spare op til ferien, er formynderstatens logik. Formynderstaten administrerer derfor danskernes feriepenge gennem en feriepengeordning, hvor staten opkræver 12,5 pct. af lønmodtagernes indtægt, som man efterfølgende skal søge for at få udbetalt.

Formynderstaten mener også, at den er bedst til at råde over og administrere danskernes pensionspengepenge. Hvor meget borgeren har sparet op af sine egne midler til pensionsformål, og hvordan borgeren helst vil sammensætte sine udgifter til livets opretholdelse sidst i livet i kombination mellem opsparing og lønindtægt, burde overlades til den enkelte. Men sådan er det ikke i formynderstaten. Her skal borgerne jo bidrage mest muligt til et ”økonomisk råderum”, som formynderstaten kan råde over på ”fællesskabets” vegne. I formynderstaten levner samfundsøkonomiske overvejelser og hensyn derfor ikke plads til borgernes frie valg.

For at give formynderstaten mulighed for at forvalte danskernes pensionsmidler, har man indført arbejdsmarkedspensionerne (AM-pensioner).  Hver enkelt overenskomstdækket lønmodtager i Danmark skal finde sig i, at en del af lønnen går til pensionsopsparing, der er anbragt i overenskomstbestemte fonde og ikke i opsparingsordninger efter lønmodtagerens eget valg. De overenskomstbaserede ordninger suppleres af en lang række tvungne virksomhedsbaserede opsparingsordninger, som typisk er placeret i private pensionsselskaber.

LÆS OGSÅ:  Myten om Danmark som iværksætternation (2023)

Arbejdsmarkedsbidraget, der er en ekstra skat, som formynderstaten opkræver, blev indført i 1994, hvor det handlede om at tage hånd om de arbejdsløse, og sikre et grundlag, der kunne hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet. Det skulle være en midlertidig løsning, men som bekendt er intet så permanent, som en midlertidig offentlig ordning. Reelt er arbejdsmarkedsbidraget en direkte dummebøde på at tage et arbejde, som hvert år frarøver danskerne over 100 mia. kr. af deres løn. Det er penge, som mange kunne spare op til egen pension, den drømmeferie man går og gerne vil på, eller måske den bolig, man rigtig gerne vil købe.

ATP Livslang Pension er en lovpligtig pensionsordning, som alle danskere indbetaler til. I dag er alle danskere stavnsbundet til at have ATP som pensionskasse, og hver måned bliver der trukket ATP-bidrag via lønsedlen. Med tanke på, at ATP i 2022 tabte intet mindre end 40,9 pct. på sin investeringsportefølje, kan man ikke se saglige argumenter for, hvorfor staten skal tvangsindlægge danskernes pensionsmidler til at skulle stå hos ATP.

Formynderstaten har over de sidste årtier skabt en orwellsk virkelighed, hvor borgerne overvåges, registreres og reguleres ned til mindste detalje i deres privatliv. Regelmængden er vokset under alle regeringer siden 1989, også de borgerlige. Intet synes for småt til, at staten blander sig. Bygningsreglementet er f.eks. én lang mistillidserklæring til borgerne. Formynderstaten stoler ikke på, at danskerne kan bygge boliger med tilstrækkelig loftshøjde, lysindfald mv., hvis ikke staten sætter snævre regler. Formynderstaten har regler for alt og flere af dem er direkte skøre. F.eks. er der en regel, som kræver, at man har begge fødder på pedalerne, når man cykler. Der er også en regel, der siger, at det er forbudt at lufte hund i snor samtidig med, at man rider på en hest. Og det er i øvrigt forbudt at efterlade sin bil med nøglen i eller parkere foran egen indkørsel.

I 2009 indførte den borgerlige VK-regering en såkaldt ”fedtskat” med det erklærede formål at forhindre fedme. Og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen (V), havde under VLAK-regeringen ikke tillid til, at borgerne kunne pleje pindsvin, og forbød derfor i sin egenskab af miljø- og fødevareminister alle, der ikke var autoriseret af staten, at pleje tilskadekomne pindsvin.

I 2023 har Nordisk Ministerråd lanceret rapporten ”De nordiske næringsstofanbefalinger 2023”, som med nye kostanbefalinger for borgerne skal styre menukortene på danske skoler, sygehuse og andre offentlige køkkener. Den underliggende politiske tankegang er, at borgerne skal optimere deres levevis, så de bidrager mest muligt til fælleskassen, trækker mindst muligt på velfærdsydelserne og belaster klimaet i mindst muligt omfang.

Formynderstaten har haft planer om at løse de voksende integrationsproblemer på nogle få gymnasier i de større byer ved at erstatte familiens frie skolevalg med gymnasietvang. Formynderstatens sociale ingeniørkunst betød, at eleverne skulle busses rundt i landsdele som skakbrikker i et tvangsfordelingsspil på baggrund af forældres indkomst. Mange forældre overvejede at lade sig proformaskille for at undgå indkomstproblemet. Massive protester fra middelklassen har dog i september 2023 fået SVM-regeringen til at trække i land og droppe den planlagte gymnasietvang.

I formynderstaten må unge voksne finde sig i at skulle gå på uddannelsesinstitutioner i byer, hvor de ikke gider bo, fordi formynderstaten har valgt at føre egnsudviklingspolitik og bedrive social ingeniørkunst ved at flytte uddannelsespladser fra de store byer ud i de mindre samfund. Ikke overraskende har dette resulteret i en ekstrem lav søgning på de videregående uddannelser i 2022.

Politisk har de seneste mange år budt på kreative regler, der underminerer forældreskab og forældremyndighed. I 2018 vedtog Folketinget den skærpede underretningspligt. Altså, den, der gør, at en pædagog eller lærer skal indrapportere enhver bekymring i relation til et barn til kommunen, fordi de ellers selv risikerer fængselsstraf. Den lov betyder, at der i dag indgives 130.000-140.000 indberetninger årligt om godt 80.000 forskellige børn til kommunerne, og hundredtusinder af borgeres familieliv bliver altså aktivt gransket af det offentlige årligt. Det er faktisk umuligt at komme igennem en barndom uden en sådan granskning. Der er 1.1 million børn og 18 år i en barndom.

Da børnene i formynderstaten er mere og mere statens, har man gjort det nemt at tvangsfjerne børn, fordi formynderstaten hellere fjerner et barn for meget end for lidt. Målet i formynderstaten er nemlig flere tvangsfjernelser, snarere end at søge at styrke familierne, så flere sager kunne undgås. Det minder om det kommunistiske DDR, hvor man hjalp mennesker med ”ikke rigtige” socialistiske holdninger ved at fjerne deres stakkels børn og lade dem opdrage i familier med de” rigtige” holdninger — for deres egen skyld – og for samfundets skyld. Indberetninger om børnene giver kommunerne magt til det ultimative indgreb i familielivet. De har ret til på grundlag, der igen og igen er problematiseret og afsløret som fejlagtige og mangelfulde, at fjerne barnet med tvang fra sine forældre.

Formynderstatens behov for kontrol vægter højere end borgernes ret til privatlivDet stærke fokus på bekæmpelse af snyd og socialt bedrageri resulterer i, at offentlige myndigheder får stadigt videre beføjelser og nye muligheder for at få adgang til privat ejendom uden retskendelse. Efterhånden som formynderstatens Stasi-lignende kontrol med borgerne vokser og vokser, bliver retssikkerheden gradvis udhulet. Omkring 500 love giver myndighederne ret til at trænge ind på privat område og gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse. Retten til privatliv og ejendomsret er ellers beskyttet i både Grundloven og internationale konventioner. Ifølge forskerne er bemyndigelserne i lovgivningen til at gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse steget fra 111 i 1996 til 276 i 2017, en stigning på 140 pct. Mao, hvis han stadig levede, ville fryde sig over det gigantiske sociale kontrolapparat i Danmark.

En ny tendens i formynderstaten er, at politikere vilkårligt tager borgernes ejendom og giver den til andre. Grundloven giver ganske vist mulighed for ekspropriation, men så er det et utvetydigt krav, at det skal være til fordel for ”almenvellet”, samt at det skal ske med fuld erstatning og ved lov, ikke rent administrativt. På alle disse punkter er 160 års retssamfund i disse år ved at vige til fordel for en politisk junglelov, der lader nogle tage for at give til andre uden at yde fuld eller blot delvis erstatning, og ofte blot med simple byrådsbeslutninger eller administrative afgørelser.

LÆS OGSÅ:  Myten om det grønne Danmark (2023)

Under coronaepidemien og den igangværende energikrise har politikerne foretaget endnu en udvidelse af de forsikringsopgaver, formynderstaten tager sig af. Under coronaen havde det form af løntilskud, hjælpepakker og kreditter til erhvervslivet. Der blev også udbetalt et engangsbeløb til overførselsindkomstmodtagere – om end det var lidt svært at begrunde, hvorfor netop de blev ramt af epidemiens konsekvenser. Formynderstaten opererer i højere og højere grad efter cigarkasseprincippet, hvor man pr. pulje og hjælpepakke kan detailstyre, hvilke borgere der fortjener støtte og i hvilke situationer.

Da Rusland invaderede Ukraine, blev danskerne bedt om at passe deres eget liv fremfor at hjælpe ukrainske flygtninge. Hjælpeorganisationerne var meget utilfredse med disse ureglementerede initiativer, for borgerne risikerede jo at stå i vejen. Danskerne blev derfor drevet tilbage i folden, i deres beskyttede verden, så formynderstatens egne folk kunne passe deres arbejde. Sektionsleder Mette Blauenfeldt fra Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse udtalt, at ”der er en grund til, at vi i Danmark har et meget fintmasket velfærdssystem, der sætter en ære i at sørge for, at alle i en udsat situation får hjælp af myndighederne”. Hjælp fra myndighederne! Det er dét, der sættes en ære i, og ikke uautoriseret hjælp fra borgerne.

Formynderstaten er menneskefjendsk

Formynderstaten nedbryder alle de kerneværdier, der er opbygget i Danmark gennem årtier. I stedet for at bringe mennesker tættere sammen, tvinger formynderstaten reelt mennesker længere fra hinanden. Børn og forældre. Gamle og deres familier. I dagens politiske miljø respekterer politikerne ikke længere tidligere grænser for, hvad der hører til privatsfæren og hvad man kan påstå er offentligt. De har mistet tiltro til borgernes kompetence og rationalitet i deres rent private valg, derfor kommer der den ene adfærdsregulering efter den anden. Dag for dag tager Danmark derfor et lille skridt længere hen mod en klientgørelse og umyndiggørelse af befolkningen, hvor man ikke bliver i stand til at tackle udfordringer og forhindringer selv, men hvor disse klares af et ansigtsløst system, ikke af ens familiemedlemmer. Den velfærdsbedøvede danske ”homo socialdemocratus” er blevet en svag og dum klient, som barnepigestaten konstant skal hjælpe til at gøre det rigtige.

Danskerne vil i Mor Stats varme og kærlige favn

Politikerne, både de blå og røde, har sammen skabt et Danmark med stadig mere tvang og stadig mindre frihed for den enkelte. Det er sket med folkelig opbakning, idet danskerne har givet afkald på kravene om individuel frihed og i stedet efterspørger tryghed leveret af statsmagten – Mor Stats varme og kærlige favn. I stedet for at beskytte borgeren mod ufred og elendighed beskytter politikerne borgeren mod borgeren selv. Mod borgerens dårlige vaner og manglende rygrad. Og ingen yder modstand, ikke engang de borgerlige. Selv om de ynder at markedsføre sig selv som værende i opposition til den formynderiske socialstat, har samtlige borgerlige regeringer været med til at øge statens formynderi. Årsagen hertil er enkel: De fleste borgerlige har solgt ud af det borgerlige arvegods – den personlige frihed, pligt og ansvar – og er helt med på den socialistiske idé om, at det er det gode formynderstats ret at organisere og definere borgernes private liv.

Formynderstatens indgreb begrundes med kriser

Formynderstatens indgreb er i stigende omfang pakket ind i en ”nødvendighedens” retorik om, at det simpelthen ikke kan være anderledes. Fordi der er en krise: En recession, en krig, en pandemi, en klimakrise eller en anden ydre trussel. Og derfor skal borgernes liv, arbejdskraft og ejendom være til for statens skyld – ikke omvendt. Den enkelte borger må vige, flytte sig og bøje sig for det overordnede hensyn og en større idé.

Håndteringen af coronakrisen har yderligere svækket danskernes modstandskraft over for, hvornår staten må blande sig i borgernes liv. Den har gjort folk hurtige til at efterlyse regulering og statslige hjælpepakker, når der opstår en krise. Private virksomheder og de små købmænd forlangte statsstøtte, fordi priserne steg. Når priserne tidligere steg, så plejede virksomhederne at hæve deres priser. Hvis de ikke kunne få forretningen til at løbe rundt, så måtte de låne penge i en periode eller lukke. Når virksomheder tjener mange penge, så accepterer vi, at det er rimeligt, fordi de har løbet en risiko. Det betyder dog, at når det går den anden vej, så må virksomhederne også tage det tab. Men hvis staten træder til i den situation, så bliver risikoen socialiseret og markedsøkonomien sat ud af spillet.

Forventningen i Danmark er i højere grad end tidligere, at når der opstår kriser, så skal velfærdsstaten træde til. Politikere, der gerne vil lave statsindgreb, har derfor en interesse i at definere alt som en katastrofe. Det må forventes, at formynderstatens indgreb, der begrundes med kriser, vil fremadrettet blive udvidet til helt nye områder, f.eks. for at legitimere politiske tiltag på klimaområdet, selvom de indskrænker borgernes frihedsrettigheder. Man vil se flere og flere indskrænkninger af retten til at bo, som man ønsker det, bevæge sig, hvorhen man har lyst, spise, hvad man kan lide, bruge penge, som man vil, og retten til at give udtryk for ens meninger. Og hver gang vil formynderstaten indskrænke borgernes frihed med nødvendighedens retorik.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)