Frankrigs nationalforsamling vedtog den 13. maj 2020 lovforslag nr. 388 til bekæmpelse af hadefuldt indhold på internettet. De store techvirksomheder (Facebook, Google, Twitter, YouTube, m.fl.) skal inden for 24 timer fjerne anmeldt “hadefuldt indhold” og inden for 1 time fjerne “terrorrelateret indhold”. I modsat fald bliver de hårdt straffet – med en bøde på 1,25 mio. euro (9,3 mio. kr.) og ved gentagne tilfælde med bødestraf på op til 20 mio. euro (150 mio. kr.) eller 4% af deres globale årsomsætning.
Lovens tilblivelse
Loven er inspireret af den tyske lov til forbedret retshåndhævelse overfor onlinenetværk
(Netzwerkdurchsetzungsgesetz, NetzDG), der trådte i kraft den 1. januar 2018. Ifølge loven skal sociale medieplatforme fjerne “åbenlyst ulovligt” hadefuldt indhold inden for 24 timer og mindre åbenlyst ulovligt indhold inden for 7 dage. Overholder de ikke dette, kan de se frem til en bøde på op til 50 mio. euro (370 mio. kr.).
Præsident Emmanuel Macron fortalte i en tale til de jødiske samfund i Frankrig i marts 2018 om sin målsætning om at bekæmpe antisemitisme og mere generelt: had på nettet. Hans partifælle i La République En Marche, Laetitia Avia (aktivistisk advokat med familiære rødder i Togo), ledede efterfølgende en arbejdsgruppe om bekæmpelse af racisme og antisemitisme på nettet og udarbejdede en rapport herom, der dannede grundlag for lovforslaget til det, der siden blev kendt som “Avia-loven”.
Ved lovens endelige vedtagelse i nationalforsamlingen stemte 355 for (La République en marche, Le Mouvement démocrate og UDI-Agir), 150 imod (Republikanerne, Libertés et territoires, La France insoumise og National Samling) og 47 (socialisterne) undlod at stemme. Loven træder i kraft i to faser, i henholdsvis juli 2020 og januar 2021.
Begrebet “had” inden for fransk lovgivning
Det er yderst problematisk, at der vedtages lovgivning omhandlende ytrelse af noget så subjektivt som en følelse: had. Forfatteren Eric Zemmour gav udtryk for dette under en debat på nyhedskanalen CNews om Avia-loven: “Hvad er had? Vi ved det ikke! … Man har ret til ikke at holde af, man har ret til at hade, man har ret til at elske, man har ret.. – det er følelser! Det er ikke godt, men det er kun følelser. Det bør ikke gøres til et retsligt spørgsmål. Det er menneskelige følelser.”
Det blev imidlertidig muliggjort at straffe ‘provokation til had’, da man i 1972 vedtog “Pleven-loven”. Der er tale om en tilføjelse til Loven om pressefrihed (lov af 21 juli 1881), artikel 24: “Den, der (…) har provokeret til diskrimination, had eller vold mod en person eller en gruppe af personer på grund af deres oprindelse eller tilhørsforhold eller manglende tilhørsforhold til en bestemt etnicitet, land, race eller religion, straffes med et års fængsel og en bøde på 45.000 euro eller til kun en af disse to straffe.”
Ytringer, der af andre opfattes som værende hadefulde, er åbenbart et “misbrug” af ytringsfriheden, eftersom den franske Menneskerettighedserklæring af 1789, artikel 10-11 siger: “Ingen skal forulempes for sine meninger – selv religiøse – forudsat at deres tilkendegivelse ikke forstyrrer den offentlige orden. Den frie tanke- og meningstilkendegivelse er en af menneskets dyrebareste rettigheder; enhver kan tale, skrive og trykke frit, men skal ved misbrug af denne frihed stå til ansvar i de tilfælde, loven bestemmer.”
Den afskrækkende virkning
Justitsminister Nicole Belloubet – der i forbindelse med Mila-sagen udtalte, at krænkelse af en religion “naturligvis er et angreb på trosfriheden; det er alvorligt” – gav i forbindelse med Avia-lovens vedtagelse udtryk for, at formålet med loven er at indgyde en afskrækkende virkning på netdebattørerne ved at ansvarliggøre dem, inden de går for vidt.
Ytringsfrihedsorganisationen La Quadrature du Net advarer om, at de korte tidsfrister og voldsomme bøder kan få techgiganterne til at fjerne for meget af frygt for at blive straffet.
Loven vil således både få folk til at udøve selvcensur og få internetvirksomhederne til hårdhændet at fjerne indhold “for en sikkerheds skyld”.
Gabrielle Guillemin, der er juridisk chefrådgiver hos ytringsfrihedsorganisationen Article 19, udtalte i forbindelse med lovens vedtagelse:
“Avia-loven gør i realiteten den franske stat i stand til at overdrage censur af internettet til de store techvirksomheder, der forventes at agere som dommere og nævningeting ved afgørelse af, hvad der er ‘åbenlyst ulovligt’ indhold. Loven dækker et bredt spektrum af indhold, så det vil ikke altid blive en let beslutning.
Med de svarfrister, som virksomhederne har fået, må vi forvente, at de for en sikkerheds skyld vil hælde imod en streng bedømmelse, når det skal besluttes, hvorvidt indhold er lovligt eller ej. De vil også være nødt til at bruge filtre, der uvægerligt vil føre til fjernelse af for meget indhold.
Den franske regering har ignoreret de bekymringer, som grupper for digitale rettigheder og ytringsfrihedsgrupper har givet udtryk for, og konsekvensen bliver en afskrækkende indvirkning på ytringsfriheden på nettet i Frankrig.”
Virtuelt had og den virkelige verdens farer
Journalisten Zineb El Rhazoui arbejdede i 2011-2017 for Charlie Hebdo, og det var eksempelvis hende, der skrev billedteksterne til magasinets tegneseriehæfte om profeten Muhammeds liv. Hæftet affødte flere chikanerier og dødstrusler rettet mod magasinet. Da terrorangrebet fandt sted, var hun ved et tilfælde ikke selv tilstede, men hun er overbevist om, at hun var et af terroristernes hovedmål. Siden angrebet har hun levet med permanent politibeskyttelse. I februar 2015 modtog hun dødstrusler fra Islamisk Stat. På Twitter og Facebook cirkulerede der blandt IS-tilhængere opfordringer til at slå hende ihjel. Der var angivelse af hendes personlige data, billeder af hendes mand og søster, og et billede fra hendes Facebookside, hvor man kunne se, hvor hun havde opholdt sig. Der blev tilbudt penge i belønning for informationer om hendes hjem og arbejdsplads.
Disse dødstrusler, der er langt mere konkret farlige end “hadefulde ytringer”, får lov til at ligge på nettet, uden at der bliver grebet ind. Zineb El Rhazoui har været skeptisk overfor initiativet til den nye lov, siden hun i den indledende rapport læste om ulovliggørelse af islamofobi. Det ville gøre hende til en lovforbryder i stedet for et offer. Ordet “islamofob” er ganske vist fjernet fra den endelige lovtekst, men Laetitia Avia taler stadig om islamofobi i forbindelse med loven.
Journalisten Jean-Yves Camus skriver i Charlie Hebdo, at den store optagethed af had på nettet er en afledning fra den virkelige fare, som ofrene på Charlie Hebdo, spillestedet Bataclan og supermarkedet Hyper Cacher blev udsat for (i den fysiske verden): antisemitisme og/eller islamisme. “Hvem afgør, hvad der er had, og hvad der er kritik? Der er nu blevet åbnet en Pandoras æske… Der er risiko for en langsom, men ubønhørlig, bevægelse mod et normdannende digitalt sprog for den politiske korrekthed, sådan som den defineres af aktive minoritetsgrupper”.
Frankrig, der vedtog menneskerettighedserklæringen i 1789, har med denne lov indskrænket ytringsfriheden.
De sociale medier, der engang blev hyldet for deres frirum til imødegåelse af undertrykkende regimer – man talte om “twitter-revolutioner” – skal nu agere tankepoliti på vegne af den franske stat.
Man kan frygte, at disse indskrænkninger af ytringsfriheden på nettet kommer til at brede sig, så de censurlove, der først blev vedtaget i Tyskland, og nu i Frankrig, kommer til at brede sig globalt.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)