Gud, Konge og Fædreland – eller måske alligevel ikke helt?

Så fik Danmark en ny regent, Kong Frederik 10. I 52 år har vi haft en regerende dronning, Dronning Margrethe 2. Hun har gjort det formidabelt, og det er uden tvivl for en stor del hendes fortjeneste, at så mange danskere støtter op om vores kongehus.

Ifølge den seneste opinionsmåling får det danske kongehus opbakning fra intet mindre end 70 % af danskerne – eller vi kan vist roligt tilføje ordet etniske. Man må vel gå ud fra, at bakker man op om vores kongehus, et af de ældste monarkier i verden, så er man også glad for den danske kultur.

Men som kristen dansker – og royalist – var jeg nu lidt undrende over udeladelsen af Gud både i kongens valgsprog og i hans tale fra balkonen. Men i talen bed jeg dog mærke i denne sætning, ”Jeg får brug for al den støtte jeg kan få fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer og fra det, der er større end os”. Det kan man så lægge i, hvad man vil. Personligt opfattede jeg ”det, der er større end os”, som den kristne gud.

Men forhåbentlig var det ikke af hensyn til det efterhånden store antal muslimer i Danmark, at ordet gud, der direkte leder tanken hen på kristendommen, var blevet udeladt fra både valgsprog og tale. Men så dum er Kong Frederik forhåbentlig ikke.

Medmindre selvfølgelig, at denne udeladelse var endnu et knæfald, som han havde fået hvisket i øret var vigtigt for ikke at fornærme ”nogen”, der efterhånden er vant til at få positiv særbehandling på alle fronter for ikke at skrige racisme. For vi skal ikke være blinde for, at de kongelige ikke bare kan sige, hvad de har lyst til; der er nogen, der læser korrektur.

Vi skal uden tvivl vænne os til en helt anden personlighed på den danske trone, end vi har været vant til, og det behøver ikke at være negativt. Frederik er langt mere folkelig end sin mor, på det punkt ligner han nok mere sin morfar.

Hvorfor er der så få danskere, der ikke protesterer højlydt over den stigende islamisering af Danmark, der nu også har fået den første koranlov. For lovreligionen islam tillader hverken demokrati eller kristendom. Kristne er nogle af de mest forfulgte i verden, og gæt af hvem.

Kan det store flertal af danskerne ikke se, hvad der foregår lige foran dem? Eller vælger de helt bevidst at bøje nakken og se den anden vej? For manges vedkommende er det uden tvivl det sidste, der er tilfældet. Undgå at tale om muslimer og islam, så undgår man også konflikter. Mange har ikke lyst til at stå frem og kritisere den førte udlændingepolitik og blive stemplet som racist. Det kan give ufred både i familien og i vennekredsen – endda gå ud over ens job.

Som en af mine veninder sagde for nogle år siden, da hun som folkeskolelærer gik på pension, ”den muslimske indvandring vil jeg ikke beskæftige mig med, nu vil jeg nyde mine år som pensionist, så må andre tage sig af fremtiden”. Hun lagde ikke skjul på alle de problemer, hun havde med de muslimske elever, der var både voldelige, støjende og uregerlige.

Opgaven med at beholde vores demokrati og kristne kultur mener mange tilsyneladende, at vores efterkommere må tage sig af, hvilket jo også er langt det nemmeste. Den indstilling er jeg så dybt uenig i. Selv har jeg børnebørn og kunne ikke drømme om at sidde med hænderne i skødet og bare overlade en islamisk fremtid til dem uden at protestere – også selv om det koster.

Krigen mod Israel, som terrorbevægelsen Hamas startede den 7. oktober sidste år med Irans ayatollaher på bagsædet – eller måske snarere på passagersædet – kan meget nemt brede sig til hele Mellemøsten og videre til Europa.

Med Irans snart parate atomvåben nærmer vi os måske scenariet islams endelige krig mod den vestlige verden. Stormtropperne er i årevis blevet placeret i Europa med EU’s velsignelse. Så de mangler kun startskuddet, og med det opblussende jødehad bør det tænde alle alarmsignaler.

Det store antal muslimer i Europa har nu vist deres sande grusomme ansigt med deres hyldest til Hamas og trusler om terror, og overalt får de krigeriske muslimer opbakning fra mange etniske europæere, også her hos os, der nægter at se, hvad det er for en ondskab de naivt støtter op om.

Hvor er de 70 % af danskerne, der tilsyneladende holder af vores kongehus og dermed forhåbentlig også holder af den danske kultur og vores demokrati, når der bliver peget på den stigende islamisering af Danmark? Regeringens nye koranlov burde ellers være et vink med en vognstang om, hvad det uvægerligt vil ende med.

Islamiseringen af Danmark har været støt stigende i årtier, uden at vores politikere har grebet ind. Tværtimod har der ikke været mangel på tildeling af statsborgerskaber og opholdstilladelser til personer fra de muslimske lande, hvilket har medført både bandekrige, hverdagsjihad og øget kriminalitet, som vi er nødt til at finde os i, fordi der ikke er flertal for at opsige de totalt forældede konventioner, der hører en helt anden tid til.

Vesten befinder sig stadig i en boble af naiv troskyldighed, hvor lovreligionen islam bliver betragtet som bare en religion som vores egen kristendom. ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”, Lukasevangeliet, 23:34.

Bliver vi mon tilgivet?