Har det været prisen værd?

Hvem og hvornår startede det vanvittige projekt med at flytte Mellemøsten og Afrika til Europa? Startede det for Danmarks vedkommende med de tyrkiske gæstearbejdere, som man kaldte dem, fordi de naturligvis skulle tilbage til Tyrkiet, men som i stedet blev til indvandrere med ret til at få hele deres familie hertil? Eller startede det med politikernes oliekøb i Mellemøsten mod at overtage deres befolkningsoverskud som en kærkommen arbejdskraft?

Ikke ret meget er gratis her i livet, der vil næsten altid være en regning at betale. Men nogle glemmer at undersøge varen inden købet og endnu vigtigere at sørge for, at der er en returret, hvis varen ikke lever op til forventningerne eller er behæftet med for mange fejl. Prisen kan dermed ofte blive meget højere, end man havde kalkuleret med. Sommetider finder man for sent ud af, at det egentlig var en dårlig handel, og at den ikke var prisen værd.

Efter en folkeafstemning blev Danmark i 1973 tilsluttet EF, Det Europæiske Fællesskab som det hed dengang. Det har siden udviklet sig til en uhyggelig mastodont af en diktatorisk union med ikke mindre end 27 medlemslande. På et tidspunkt besluttede de høje herrer og damer i Bruxelles så, at grænserne mellem medlemslandene skulle være åbne af hensyn til varernes fri bevægelighed, så skulle de nok sørge for at holde den ydre grænse ind til EU lukket. 

Det sidste blev dog ”glemt” – og er det stadig – så den fri bevægelighed ikke kun omhandler div. varer, men også en støt strøm af migranter. Så med Unionen og de pivåbne grænser kom der gang i indvandringen fra især de muslimske lande, og vi stiftede bekendtskab med den voldelige politiske ideologi islam. Det kom langsomt og snigende, så ingen opdagede, hvad EU havde gang i, for indvandringen blev solgt som en uundværlig arbejdskraft, som var bydende nødvendig, hvis EU skulle udvikle sig både teknologisk og fredeligt.

Også hos os i lille Danevang var politikerne så forblændede af denne nye farverige og spændende kultur, at de glemte at teste for både arbejdsomhed og fredsommelighed, hvilket nok er en af de største dumheder begået af uduelige politikere.

Men befolkningen købte politikernes søde sirenesang og bød den muslimske indvandring velkommen. Den højtuddannede arbejdskraft, som politikerne ellers havde talt så varmt om, viste sig dog at være et blålys uden hold i virkeligheden. 

Og skønt de negative konsekvenser af politikernes udlændingepolitik blev stadig mere synlige, fik det dem ikke til at ryste på hånden, snarere tværtimod, og i 1983 kom så den selvmorderiske udlændingelov, der åbnede Danmarks grænser som en ladeport. Og selvom den siden blev redigeret en smule, var det slet ikke nok – og vi husker vist alle Lars Løkke Rasmussens knæfald for islam i Marokko i 2018, der satte yderligere fart i den muslimske indvandring.

Foreløbig har EU i samarbejde med det islambegejstrede FN hentet over 43 millioner migranter til Europa, fortrinsvis muslimer, men antallet er sandsynligvis væsentligt højere, da de åbne grænser direkte indbyder til ulovlig indvandring. 

På udlændingeområdet er Danmark først og fremmest underlagt den forældede og altødelæggende menneskerettighedskonvention plus alle de islamvenlige og verdensfjerne politikere fra EU-eliten. Og skønt skiftende regeringer forsøger at bilde os danskere ind, at hos os er der gennemført mange stramninger af udlændingepolitikken, er virkeligheden det modsatte. Stramninger i udlændingepolitikken er ikke andet end varm luft – uanset partifarve.

Og med islams indtog i Europa – og også i Danmark – fulgte en flodbølge af kriminalitet og vold, da alt for mange muslimer tager deres kultur og had til Vesten med, når de anmoder om asyl eller rejser ind illegalt, så vi ikke mere kan føle os sikre i vores eget land trods koranklodser og militærbevogtning af udsatte institutioner. 

Prisen for politikernes dispositioner på indvandrerområdet har vist sig at være uhyggeligt høj. De glemte at undersøge, hvad der stod med småt, og gik dermed direkte i islams fælde, for ”det er jo bare en religion” som vores egen kristendom. Selv de danske præster bød islam velkommen, skønt vel netop præsterne burde kunne kende forskel.

Mon ikke mange mener, at de personligt har betalt en alt for høj pris for politikernes begejstring for en fremmed kultur med bl.a. et helt andet kvindesyn end vores eget? Hvad med de utallige unge danske piger, som har måttet lægge krop til en voldtægt, eller endda en gruppevoldtægt, mon de mener, at prisen har været rimelig, da vores politikere besluttede, at den danske kultur trængte til et fremmed islæt, men uden først at undersøge, hvad det var for en kultur, de lukkede ind i Danmark? Og vil pigernes forældre mene, at voldtægten af deres døtre har været prisen værd?

I 2021 modtog politiet 2.360 anmeldelser om voldtægt eller voldtægtsforsøg. Det anslås dog, at mange flere voldtægter finder sted, da mange voldtægter aldrig anmeldes. Mørketallet for voldtægter er meget stort, en undersøgelse fra Syddansk Universitet vurderer, at så mange som 24.000 kvinder årligt bliver tvunget til eller forsøgt tvunget til sex.

Og hvad med de mange danske drenge, der har lidt under en flok indvandrerdrenges voldsorgie, som blev filmet og lagt ud på nettet til stor begejstring for de unge voldsmænds kammerater? Vil de mon resten af livet huske det voldelige overfald af en flok unge voldspsykopater som en pris, de gladeligt betalte? Og vil deres forældre?

Hvad med de mange danske familier, der har mistet en kær slægtning, der har måttet lade livet, fordi en af de brutale kulturberigere ikke kunne styre sin blodtørst? Mon de i dag er ligeglade og har glemt politikernes vanvittige dispositioner og blot hovedløst fortsætter med at stemme på dem, fordi de synes, at det stadig er prisen værd? 

Eller hvad synes alle de danskere, der er blevet truet med en kniv foran en hæveautomat til at udlevere deres hævekort? Eller de mange, der er blevet knivstukket, når de har bevæget sig alene ud på gader og stræder, fordi de ikke opførte sig underdanigt nok overfor det nye herrefolk? Er de ligeglade med de stiksår, de fik af en voldelig ikke-dansker? Er de ligeglade og egentlig godt tilfredse med vores politikere og det, de byder os etniske danskere og synes, at det hele er prisen værd?

I løbet af december og januar 2022/2023 har politiet registreret i alt 66 sager om voldelige overfald begået med kniv – fortrinsvis i København.

Det er meget vanskeligt at få sat etnicitet på, hvem det er, der voldtager, stikker med kniv, skyder, truer, overfalder osv. Mainstream-medierne har underlagt sig en kraftig selvcensur på området. Læserne kan så prøve at gætte på, om det er Peter eller Poul, der er blevet så voldelige og kriminelle, eller om det mon er nogle fra den nye kultur med navne som Muhammed eller Mustafa, hvilket sikkert omgående vil medføre en beskyldning om racisme. Statsmedierne med de stærkt venstreorienterede og tvangsfinansierede journalister er blevet nogle af vi danskeres værste fjender.

Vores jødiske medborgere er blevet en truet art i Danmark, og den jødiske synagoge er under politibeskyttelse på grund af de konstante trusler fra islam. Gad vide om vores fredelige jøder er glade for politikernes dispositioner på indvandrerområdet og den stigende islamisering af det tidligere så fredelige Danmark. 

Og skønt de danske dommere i enkelte og alt for sjældne tilfælde dømmer udvisning af kriminelle udlændinge, hænger vi alt for ofte fortsat på forbryderne, fordi der ikke er en returret, så vi stadig har fornøjelsen af at have dem rendende frit rundt i vores land. 

For på sidelinjen står Flygtningenævnet og er i mange tilfælde i stand til at forpurre en hjemsendelse pga. ”tilstrækkelig tilknytning” til Danmark. Flygtningenævnets formand hedder Mohammad Ahsan, og der arbejder utallige muslimer med dobbelt statsborgerskab i flygtningeorganisationer, hvor de lærer migranterne om de danske love, og hvad de skal sige for at opnå dansk opholdstilladelse. Man fristes til at kalde det 5. kolonne virksomheder.

På kun 63 år er Danmarks befolkning øget med 1.323.984 personer, så vi nu er 5.923.984 borgere. Af de 1.323.984 er hovedparten muslimer – og muslimer med dansk statsborgerskab tælles i øvrigt med som danskere i de offentlige statistikker. Man får en grim mistanke om, at det er derfor, danske statsborgerskaber uddeles i bundter for helt bevidst at sløre virkeligheden for os etniske danskere. Det går unægtelig uhyggeligt stærkt med befolkningsudskiftningen.

Har prisen så været rimelig, har vi fået noget for pengene? Har varen vist sig kun at have ubetydelige småfejl, eller har den været behæftet med så mange fejl, at den i stedet har været et umanerlig dårligt køb, fordi politikerne glemte at få en returret, men at købet i stedet var som beset.

Desværre har det sidste vist sig at være tilfældet. Ikke blot løgnen om den ekstra velkvalificerede arbejdskraft, der i mange tilfælde viser sig i stedet at være ekstra arbejde til vores bistandskontorer, men dertil kommer så afviste asylansøgere, som opholder sig på asylcentre, fordi de nægter at forlade Danmark. 

Der render også et stigende antal udvisningsdømte rundt i vores land på såkaldt tålt ophold, og de kan så fortsætte deres kriminelle løbebane uden at være bange for at blive returneret til, hvor de kommer fra – eller rettere, hvor de siger, at de kommer fra, for når man har ”mistet” sine papirer, kan det sidste være vanskeligt at kontrollere, for påstår man at man kommer fra et land med brutale straffe træder Menneskerettighedskonventionen omgående i kraft, og vi hænger på forbryderne.

Man påstår, at den muslimske indvandring er nødvendig for at bevare et fredeligt Europa. Man fristes til at bruge sprogets værste gloser om de politikere, der også på dette område viste sig uhyggeligt naive, for mere krigerisk og voldelig en kultur end islam findes næppe.

Det stigende antal borgere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, hvoraf langt hovedparten er muslimer, udgør en voksende trussel mod dansk kultur og en harmonisk samfundsudvikling. Integration af muslimer er aldrig rigtigt slået an, det forbyder deres lovbog, koranen. I stedet koster det iflg. finansministeriet den danske befolkning et stort tocifret milliardbeløb om året i overførselsindkomster – men de menneskelige omkostninger kan ikke gøres op i penge – og dertil kommer en lang hale af andre omkostninger, som ikke er medregnet som f.eks. vores overfyldte fængsler.

Hvad får vi så for vores mange milliarder? Går regnestykket op, er det en god handel, når man betænker de mange negative sidegevinster i form af kriminalitet, skyderier, vold, knivstikkerier, voldtægter, for ikke at tale om mord på sagesløse danskere og den konstante frygt for terrorangreb? Vores politikere handler som en flok shopaholics, der er ude af stand til at stoppe deres indkøb også af de mange fejlbehæftede varer, som de ikke på forhånd sørger for, at der er en returret på. 

Spørgsmålet er derfor, om det har været – og stadig er – prisen værd.