Høflig afsked med det ubehøvlede og illoyale Danmark

”Historisk set har USA og Danmark haft et helstøbt samarbejde, og i fællesskab har vi tacklet de udfordringer, som vores samtid har budt på”, skriver USA’s afgående ambassadør i Danmark, Carla Sands, i Jyllands-Posten.

”Det har været mit livs største ære at repræsentere USA og præsident Trump i Danmark og et stort privilegium at være en del af den varige fortælling om amerikansk-dansk venskab. Tak til det danske folk for den generøsitet og venlighed, I har vist mig de seneste tre år”.

Meget venlige ord i betragtning af, at de særdeles uvenlige danske politikere, medier og kommentatorer har udskammet, latterliggjort, hånet og tilsvinet både Carla Sands og hendes præsident i de fire år, hvor hun har repræsenteret USA i Danmark.

Virkeligheden bag ambassadørens pæne ord er, at Danmark lige siden 1960’erne har ført en kynisk, usolidarisk politik vendt mod det USA, som er ultimativ garant for dansk sikkerhed. Det illoyale Danmark har det med at svigte USA  – igen og igen.

Som ambassadør har Carla Sands haft ubetinget succes, idet hun har åbnet for amerikansk indflydelse i Grønland, skabt opmærksomhed om kinesisk indflydelse i Danmark og rykket ved Danmarks syn på landets forsvarsbudget og sikkerhedspolitiske strategi, som traditionelt går ud på at løbe fra NATO-aftaler, køre på fribillet og altid være parat til at kæmpe til den sidste amerikaner.

At Danmark i 2023 vil have et forsvarsbudget på 1,5 pct. af bnp imponerer ikke Carla Sands, som har sagt: “Jeg elsker Danmark. Jeg elsker vores alliance. Men jeg må også sige, at da jeg var ombord på en af jeres fregatter, var der ikke missiler i missilsiloerne. Hvis Artikel 5 aktiveres, så har Danmark ingen missiler i siloerne. Jeg forstår bare ikke, hvordan Danmark kan forsvare sig selv eller komme de allierede til hjælp – som jo er pointen med NATO.” 

Det siger sig selv, at sandheden er ilde hørt, og at Carla Sands tilgang ikke har huet danskerne.

Berlingskes Kristian Mouritzen antydede således, at Carla Sands er en dum blondine, der ”ikke ved, hvad der foregår uden for ambassadens dør”.

Den ”borgerlig-liberale” kommentator, Jarl Cordua, var i særlig klasse grov og ubehøvlet, idet han skrev: ”Carla Sands er en sæbeopera-skuespillerinde, som kun kan iklæde sig ambassadørens gevandter, fordi hun har foræret Trump kampagne en masse penge. Som diplomat har Sands med sin klodsede bulldozer-diplomati længe været en omvandrende katastrofe. Nogen burde sige til hende, at hun vil gøre sit land en stor tjeneste ved at rejse hjem”.

At de såkaldte borgerlige ikke formår at leve op til de borgerlige krav om dannelse, pæne manerer og god opførsel, kan ikke undre. Dansk bondekultur fornægter sig aldrig.

Bundlinjen er, at USA kan være flintrende ligeglad med den bjæffende danske twitter-elite.

For USA er hovedsagen, at de skiftende danske regeringer gør, hvad de får besked på at gøre, og det vil også være tilgangen hos den kommende Biden-regering. En stormagt som USA kan nemlig ikke acceptere, at småstaten Danmark skal have lov til at modarbejde landets interesser og strategi.

André Rossmann