Holme Skole vinder landsdækkende filmkonkurrence

TEENAGERE I TRAFIKKEN: 8.C på Holme Skole i Aarhus strøg helt til tops i GF Fondens filmkonkurrence, der sætter fokus på trafiksikkerhed og har til formål at mindske antallet af tilskadekomne unge i trafikken.

”Hjælp hinanden i trafikken.” Sådan lyder titlen på vinderfilmen i GF Forsikrings fonds landsdækkende filmkonkurrence. En vinderfilm, der er lavet af 8.C på Holme Skole ud fra temaet ”Overskud til hinanden i trafikken – gør de 10 farligste år mere sikre for dig og for andre”.

– Det er en teknisk god film, der tydeligt retter sig mod temaet. Filmen er kendetegnet ved en god opbygning, og den slutter med på bedste vis at illustrere, hvordan man viser overskud til andre i trafikken. Alt i alt en virkelig flot film, der giver stof til eftertanke, sagde Caroline Kruhöffer fra GF Forsikring i Aarhus, da hun onsdag havde fornøjelsen af at videregive det glade budskab fra den nationale dommerkomite og overrække vinderdiplomet.

Seriøst og sjovt arbejde
Filmkonkurrencen blev skudt i gang i januar, hvor alle landets 7. og 8. klasser blev inviteret til at gøre brug af det færdige og gratis undervisningsmateriale fra GF Fonden. Opgaven til eleverne lød på at producere den film, der bedst muligt kunne motivere jævnaldrende til både at passe på sig selv og hjælpe andre i trafikken.

Hanna, som har været med til at lave 8.C’s vinderfilm, havde dog svært ved at tro på, at netop hendes gruppe havde vundet hele molevitten: – Vi troede faktisk alle sammen, at det var en anden gruppe i klassen, der ville vinde konkurrencen. Så vi blev meget overraskede, forklarer hun.

LÆS OGSÅ:  Holme Skole vinder landsdækkende filmkonkurrence

– Men det var rigtig sjovt, fordi vi fik lov til at lave noget andet end almindeligt skolearbejde i klasselokalet. Det var fedt at komme ud og arbejde i de her grupper og være kreativ, samtidig med at vi lærte noget.

Klasselæreren Lotte Leth Kjelstrup var også tydeligt imponeret over sin vinderklasse: – Jeg synes, de har været vildt dygtige, og jeg er mega stolt af dem! Men jeg må også indrømme, at dengang vi sendte videoerne afsted, da havde jeg en virkelig god fornemmelse i maven, for jeg syntes bare, at det var virkelig godt, det de havde lavet, siger hun.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)