hummel indgår samarbejde med det norske håndboldforbund

Det danske sportsbrand hummel har underskrevet en samarbejdsaftale med det norske håndboldforbund, der gælder frem til udgangen af 2026.

Fra den 1. juli 2020 bliver hummel den officielle leverandør af sportsudstyr til det norske håndboldforbund (NHF). Parterne har sat deres underskrift på en seks-årig aftale, der foruden sportsbekældning også inkluderer alt medicinsk udstyr og harpiks.

– Dette er en milepæl for Noges håndboldforbund, fortæller kommerciel chef i det norske håndboldforbund, Jan-Erik Aalbu.

– Vi er meget glade for den nye aftale. hummel er et veletableret brand med stort fokus på håndbold og med stærke traditioner i sporten, og det har været en afgørende faktor for os i jagten på en ny partner. De er allerede leverandør til flere store klubber og landshold, og vores samtaler har været meget konstruktive og positive i hele processen, siger Jan-Erik Aalbu.

Aftalen dækker alle Norges landshold samt det norske håndboldforbund og deres seks regioner.

– hummel indeholder alt, hvad vi søger i en leverandør af sportsudstyr, og vi ser frem til et langt og godt samarbejde. Timingen er samtidig perfekt med EM på hjemmebane i december for håndboldkvinderne, VM for kvinder i 2023 og VM for herrer i 2025, udtaler Aalbu.

Hos hummels CEO, Allan Vad Nielsen, vækker den nye aftale med NHF også stor begejstring.

– Vi er meget begejstrede for at indgå dette samarbejde med NHF. Ikke nok med, at Norge har to af verdens bedste håndboldlandshold, så udgør den nye aftale også en vigtig del af vores strategi indenfor håndbold, som skal støtte op om vores brand- og forretningsudvidelse i både Norge og internationalt. Norge er et nøglemarked for hummel, og vi ser frem til et langt og tæt samarbejde baseret på vores fælles vision og værdier, udtaler Allan Vad Nielsen.

LÆS OGSÅ:  Børn bevæger sig for lidt

Den nye samarbejdsaftale træder i kraft den 1. juli 2020 og udløber d. 31. december 2026.