Hvornår er man dansk, og hvornår er man ikke?

Det burde egentlig være et helt overflødigt spørgsmål, for når man bor i Danmark og ovenikøbet er i besiddelse af et dansk statsborgerskab, så er man naturligvis dansk. Eller er man?

Men den diskussion kommer med jævne mellemrum op at vende, og især fra de ikke etniske danskere lyder der ramaskrig, for det er dybt fornærmende og racistisk ikke at kalde dem danske, når de nu i en generation eller to har levet i Danmark. Men er det levestedet eller levemåden, der afgør, hvad man er?

Jeg vil gerne komme med min egen helt personlige mening og er udmærket klar over, at jeg i så fald risikerer at rende ind i en shitstorm. For jeg taler ikke om alle indvandrere under ét, men om alle dem, der har koranen med i bagagen, for det er islam, der er problemet og alt for ofte spænder ben for integrationen. Så hvornår er man dansk, og hvornår er man det absolut ikke?

Når man kommer fra et muslimsk område så langt borte som f.eks. Mellemøsten eller Afrika for at slå sig ned i Danmark, må der vel være en grund til at vælge netop vores lille smørhul, der er et kristent demokrati med en kultur milevidt fra den muslimske. Men måske er det netop smørhullet, der lokker dem til Danmark, for der er jo så mange lande med samme kultur, som de selv tilhører, hvor de unægtelig ville falde bedre til, men hvor hensyn og økonomiske tilskud måske ikke ville være så rundhåndede.

For de er dårligt nok landet i Danmark, før deres krav om ændringer og særbehandling begynder, for den danske kultur og levemåde bryder de sig absolut ikke om, den rimer ikke med deres egen, som hverken kan eller må ændres. I stedet gør de alt for at ændre Danmark til det, som de forlod for at slå sig ned her. Er det så, fordi man ønsker Danmark og at være dansk, eller gør man ikke?

Det modsatte er nemlig alt for ofte tilfældet. Utallige er kommet til Danmark og har boet her i både en og to generationer og endda fået foræret et dansk statsborgerskab – også selv om de ikke engang har gjort sig den ulejlighed at lære det danske sprog og forsørge sig selv – og de har fået børn, der går i danske skoler. Alligevel bliver deres børn opdraget til ikke at blive for danske, for det forbyder deres såkaldte religion. Og sker det alligevel, bliver de sendt på genopdragelse i det land, deres forældre stammer fra. Kan man så kalde dem danske, eller kan man ikke?

Men så dem, der er født i Danmark og har levet hele deres liv her, de bliver vel danske? Men også alt for mange af de unge muslimer i Danmark ønsker Danmark ændret og den danske grundlov erstattet med islams love, sharia. Er man så dansk, eller er man ikke?

Gør man alt for at ændre Danmark, og vil man påtvinge os etniske danskere at leve som dem, vil man aldrig kunne kalde sig dansk – altså efter min ringe mening.