Idømt to års fængsel for overfald med kniv og peberspray

En 31-årig mand blev onsdag idømt to års fængsel for et overfald på gaden i Randers, hvor han stak en 27-årig mand to gange med en kniv og sprøjtede peberspray i ansigtet på ham.

 

Overfaldet fandt sted den 27. april 2023 omkring kl. 23.30 ud for en adresse i Randers C, hvor de to mænd mødtes.

Den 31-årige havde en kniv og peberspray med, og da det kom til nogle uoverensstemmelser mellem de to parter, brugte han begge våben på den 27-årige, som fik peberspray i ansigtet og blev stukket i brystkassen og i ryggen. Knivstikkene medførte nogle dybe læsioner, og en ven kørte den 27-årige på skadestuen, hvor han modtog behandling.

Politiets efterforskere kom hurtigt på sporet af den 31-årige, der blev anholdt den 30. april og dagen efter varetægtsfængslet.

 

Også dømt for at ville sælge stoffer

Onsdag i Retten i Randers erkendte den 31-årige overfaldet, og han blev idømt to års fængsel for grov vold og for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

”Grov vold med kniv er altid alvorlige sager og kan potentielt ende fatalt. Jeg er på vegne af anklagemyndigheden tilfreds med, at der relativt hurtigt faldt dom i sagen, og med at den dømte erkendte, at han havde udsat offeret for grov vold med kniv og peberspray og var klar på at tage sin straf,” siger specialanklager Jesper Rubow.

LÆS OGSÅ:  Otte mod én! Ung mand gennempryglet – Politi søger vidner i voldssag

Den 31-årige modtog dommen. Han skal fortsat være varetægtsfængslet, indtil han kan afsone sin straf. Derudover skal han betale en erstatning til den forurettede.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)