Je suis Marianne

Det burde ikke blot være ofre for islamiske terrorattentater, der nød opbakning og sympatiske solidaritetserklæringer. Den kunne passende udstrækkes til de alt for få personer, der i den offentlige debat udtaler sig i overensstemmelse med deres samvittighed, nægter at bøje sig for tidsånden, slår et slag for vores liberale demokrati og som – hvor grotesk det end forekommer i et vestligt samfund – betaler en stor pris for det. Marianne Stidsen er en af dem.

I sidste uge gæstede lektor emeritus og dr. phil, Marianne Stidsen Trykkefrihedsselskabet. Det skete i Forfatterforeningen i anledning af hendes seneste bog, Køn og Identitet – et spadestik dybere, i hvilken hun har ulejliget sig med at finde hoved og hale i tidens identitetspolitiske vanvid ved at afdække, hvorfra disse bevægelser henter deres ideologiske tankegods.

Det er en god bog, og Stidsen skal have stor tak for ulejligheden: hvis ikke vi kan identificere ondets rod er det svært at vide, hvor vi skal sætte ind med effektiv modstand. Med nogle få behagelige undtagelser påhviler det især borgerlige politikere at læse op på emnet og erkende hvilke totalitære kræfter, vi er oppe mod for at undgå rollen som nyttige idioter: Selvom det kan give nok så god en mavefornemmelse og masser af likes på Facebook at bakke op om kvinder, der påstår at have været udsat for seksuelt grænseoverskridende adfærd, bør vi alle holde hovedet koldt og i en retsstat insistere på, at enhver – også mænd –  stadig er uskyldig indtil det modsatte er bevist.

Stidsen var i den forbindelse lidt træt af, at en bemærkning, hun havde ladet falde i et interview om, at #MeToo var en terrorbevægelse, havde fået ekstraordinært meget opmærksomhed i medierne.

Jo, den bemærkning er sat på spidsen, men den rummer desværre en sandhed:  

Selvom terror i Den Danske Ordbog defineres som ”(trusler om) voldshandlinger som  

nogen iværksætter for at sprede skræk og frygt i en befolkning eller for at få visse krav opfyldt, i den hensigt at fremme et bestemt politisk eller religiøst mål”, så kan mindre end trusler om vold gøre det: frygten hos mange mænd for 

• at ende i den offentlige gabestok uden udsigt til en retfærdig rettergang, 
• blive fyret fra sit job, 
• miste sin familie og i det hele taget
• blive strippet for al værdighed, 

er ren gift for en fredelig sameksistens mellem de to køn; ligeså meget som visse dagsordensættende kvinders påstande om ”toksisk maskulinitet” og en decideret ”strukturel sexisme” er det.

Verden er ikke sort/hvid, men fyldt med syndere – og ikke kun mænd: 

• Hvad var f.eks. den unge journalist-praktikant Therese Philipsens egen rolle i sagen mod en i øvrigt dygtig og værdsat journalist, Jes Dorph og 
• hvad drev hende til at komme med sin anklage med tyve års forsinkelse?
• Hvad har været de kvindelige journalister, der medvirkede i dokumentaren, MeToo: Sexisme bag skærmen, eget bidrag til den påståede sexistiske kultur på TV2? Vel at mærke en kultur en anden kvindelig TV2-journalist, Line Baun Danielsen slet ikke har oplevet eller kunnet genkende. Men, der skal som bekendt to til tango.

En af Stidsens påstande, som jeg deler, er at nutidige bevægelser som ”MeToo og BLM (Black Lives Matter) ligger på samme linje og dybest set trækker på samme brændstof: et opgør med – i værste fald et decideret had mod – gruppen af heteroseksuelle, hvide mænd.

Med ét slag forsøges ca. 250 års arbejde frem mod en samfundsmodel, hvor hver enkelt borger tæller som et autonomt individ med egen vilje, fornuft og dømmekraft – og som står til ansvar for egne handlinger – suspenderet: individet er på identitetspolitikkens anti-demokratiske overdrev opløst og i stedet er det kategorien, den enkelte tilhører, der gælder.

Man lader således nogle få uheldige elementer blandt mænd tegne hele gruppen ligesom man tager alle kvinder som gidsler i denne magtkamp mod mændene. 

Gud fri os vel! 

I tilfældet med BLM er det en påstået ”strukturel racisme” i først og fremmest det amerikanske samfund, i særdeleshed inden for det amerikanske politikorps, der bærer ved til et bevidst og fjendtligt modsætningsforhold mellem sorte og hvide.

Det er sørgeligt at være vidne til dette tilbageslag knap 60 år efter Civil Rights Movement, hvor alle bestræbelser netop gik ud på, at respektere hver enkelt amerikaner uafhængigt af pigmentering.

Det er Marx om igen: Klassekampen er aflyst, men genopstået på amerikanske universiteter og siden eksporteret til Europa som en uforsonlig og indædt kamp om køn og identitet.

Den franske digter, Paul Éluard har skrevet et ultrakort digt, jeg først stødte på forleden under læsning af Søren Ulrik Thomsens essay, 

St. Kongensgade 23: ”Je dis ce que je vois/ce que sais/ce qui est vrais” (Jeg siger det jeg ser/Det jeg ved/det der er sandt). 

Ordene kunne være Stidsens, der grundet sin insisteren på at udtale sig i overensstemmelse med sin samvittighed og sin talen kulturparnasset og tidsånden imod, er blevet forsøgt udskammet først fra Det Danske Akademi, hvor tre kulturradikale forfattere, bl.a. Suzanne Brøgger satte deres egen plads på spil, hvis ikke Stidsen forlod sin – det gjorde hun så heldigvis ikke! – og siden fra sin stilling på Københavns Universitet.

Hun har nu forladt sit lektorat på KU, idet det var svært for hende at bevare autoriteten som underviser, mens der florerede påstande om plagiat i hendes doktordisputats, der for tiden gås efter med tættekam.

 (…) ”Venstreradikale kræfter truer vores liberale demokrati”, sagde hun i Forfatterforeningen, ”nogen må træde i karakter og være voksen”.

Det gør Marianne Stidsen så selv. Ærgerligt, at der er så få af hendes slags.