Jeg bruger min VETO-ret. Hamas-Israel krigen skaber splid i København

Krigen mellem Hamas og Israel, har fået flere danske kommuner op i det røde felt. Politisk uenighed om hvem man skal holde med, har for alvor flyttet udenrigspolitik ind på rådhusene. Den verbale mini-Gaza-krig har virkelig  gjort sit indtog. Ankestyrelsen, som er kommunernes tilsynsmyndighed, vil snart indskærpe kommunerne, at udenrigspolitik ikke er et kommunalt anliggende. Albertslund og Næstved bliver antagelig de første kommuner, som irettesættes, men jeg tror også, at turen snart kommer til København. I mere end 30 år, har visse københavnske partier konstant udbasuneret fra Borgerrepræsentationens talerstol på Københavns Rådhus, at de skam kæmper for menneskerettigheder i hele verden. De selverklærede “bevidste” partier elsker at understrege, at deres omsorg gælder h e l e  verden. Men, det eneste land disse partier har menneskerettigheds debat om, er den jødiske stat Israel. A l d r i g  Iran, Rusland, Kina, Quatar eller Saudi-Arabien.

Det var egentlig ingen overraskelse, at de “bevidste menneskerettighedsforkæmpere” sagde nej til Israel flag på Rådhuset efter Hamas-terrorangreb den 7.oktober 2023, hvor mere end 1200 israelere blev myrdet. Hverken disse bestialske nedslagtninger eller at sætte pres på Hamas, for at frigive de mange gidsler, har ikke interesseret flertallet af politikere, fra Københavns blodrøde alliance,  som også altid omfatter Det radikale Venstre.

København  har i 2006 vedtaget, at man godt kan yde humanitær nødhjælp. Det synspunkt er fornuftigt. Også derfor støtter jeg humanitær nødhjælp og bistand til de flygtende ukrainere, som er kommet til Danmark. Men, det er vigtigt, at der ikke kun ydes humanitær nødhjælp til de grupper af borgere, som man politisk sympatiserer med. Humanitær nødhjælp skal naturligvis gælde alle borgere og alle krigens parter, som har behov for humanitær nødhjælp.

Det københavnske “blodrøde og radikale venstres” flertal, er imidlertid gået helt amok. På mødet den 14. december 2023, besluttede man, at ville undersøge, hvordan hjælp på en million kroner til Gaza kan gennemføres.

Efter min opfattelse, ville det blive en ensidig økonomisk hjælp til kun den ene af krigens parter. Begge parter har brug for nødhjælp. Derfor foreslog Dansk Folkeparti, at “der ligeledes bevilges en million kroner i humanitær nødhjælp til støtte for de værst medtagne ofre, eksempelvis i relation til gidseltagningen, herunder misbrugte og bortførte kvinder, børn og unge”. Mit forslag fik en hård medfart. Kun Alternativet og Dansk Folkeparti stemte for.

Nu skal hele sagen snart behandles igen. Som budgetpartner har man altid ret til at anvende sin VETO-ret. Det har jeg imidlertid aldrig gjort. Men, jeg har besluttet mig til, i givet fald, at bruge VETO-retten. Jeg kan bare ikke se på, at politikere udelukkende giver humanitær hjælp til den krigspart, som man støtter politisk. Hvis der skal være mening med humanitær nødhjælp – skal det naturligvis gælde a l l e  der har brug for nødhjælp. Også dem som “det blodrøde flertal og de radikale” ikke kan lide.