Klumme: 2.706 mia. kr. mindre til danskernes velfærd

De integrationsbegejstrede gør alt for at tale integrationen op og kamuflere, at den er en dundrende fiasko. Senest har Finansministeriet oplyst, at de uintegrerbare kommer til at koste statskassen 33 mia. kr. årligt i 82 år. Når Finansministeriet ikke kalkulerer med, at den årlige udgift til integrationen med tiden bliver reduceret, betyder det, at man reelt har accepteret, at integrationen aldrig kommer til at virke.

Jeg er sikker på, at de fleste læsere har andet at lave end at følge med i Danmarks integrationsindsats. Det er heller ikke nemt at danne sig et præcist billede af, hvor succesfuld integrationen er, fordi der hver dag kommer nye tal, som helt forplumrer billedet for almindelige dødelige. Tallene kommer fra diverse myndigheder, interesseorganisationer, tænketanke o. lign., som bruger forskellige beregningsgrundlag, -metoder, -perioder og -variabler. Der er derfor ingen, der kan gennemskue, om tallene holder. Men det er præcis det, der er formålet: at forvirre danskerne, så de ikke kan gennemskue, hvor dårligt det går.

Medierne bringer næsten hver dag indlæg med tykke overskrifter, der skriger, at integrationen er en succes. Men – der er ingen, der har defineret succeskriteriet for en vellykket integration. Har man et særdeles lavt ambitionsniveau, hvilket de integrationsbegejstrede har, er integrationen en succes. Hvis ambitionen er at bringe alle muslimske indvandrere i ordinær beskæftigelse inden for en overskuelig årrække, er integrationen en fiasko.

Når man i medierne læser jubeloptimistiske overskrifter såsom ”Flygtninge stormer ind på arbejdsmarkedet. Politisk mod har båret frugt: vi har knækket beskæftigelseskoden”, så handler det i virkeligheden om, at lidt flere flygtninge er kommet i virksomhedspraktik og løntilskudsjob. Der kommer meget få ordinære job ud af disse praktikker, for arbejdsgiverne har fundet ud af, at de hver tredje eller sjette måned kan få en praktikant og dermed slippe for at betale løn. Tallene for den opreklamerede IGU-ordning kan man heller ikke kalde en succes. Siden ordningen trådte i kraft i 2016 er blot ca. 1.400 flygtninge kommet ind i ordningen, svarende til 70 om måneden. Hertil kommer, at der er et frafald på 30 pct.

Politikerne og deres eksperter gør ikke meget ud af at fortælle, at den ubetydelige stigning i antallet af muslimske indvandrere, der er i ordinære job, skyldes opsvinget, og er derfor midlertidig. Så snart vi får økonomisk afmatning og der skal fyres, er det erfaringsmæssigt indvandrere, der ryger først. En stor del af de 40.000, der er kommet i job, vil derfor igen blive sociale klienter. Og som jeg tidligere skrev i 24NYT, gør den magtfulde integrationsindustri, der lever fedt af muslimske flygtninge, alt for at forhindre, at de kommer i ordinære job.

Der er ingen, der taler om, hvornår slutmålet om, at alle muslimske indvandrere skal kunne forsørge sig selv, bliver til virkelighed, fordi det vil aldrig ske. Det er kun Finansministeriets regnedrenge, der tør kalde en spade for en spade. Ministeriets analyse viser nemlig, at den fejlslagne integration vil koste statskassen 33 mia. kr. årligt i 82 år. Hvis integrationen var en succes, som de integrationsbegejstrede påstår, burde der med tiden ske en reduktion i de 33 mia. kr., men nej – beløbet vil ligge fast i 82 år. Finansministeriet vurderer med andre ord, at der ikke vil ske noget gennembrud på integrationsområdet i 82 år.

Og ikke uden grund. Allerede i 2016 sagde økonomisk vismand og forskningsdirektør i SFI, Torben Tranæs: ”Hvis integration var helt uprøvet, kunne man være optimistisk, men den er jo ikke uprøvet. Vi har prøvet så mange forskellige ting og lavet så mange forskellige reformer, men vi har ikke fundet nogen trylleformular. Og det er svært at se, at vi pludselig skulle finde den nu”. Netop. Hvorfor skulle der netop nu ske et gennembrud, når integrationen aldrig har virket?

Alle de jubeloptimistiske medieoverskrifter samt udmeldinger fra politikere og eksperter er et skalkeskjul, der skal kamuflere, at der reelt ikke sker ret meget i forhold til integrationen. Bundlinjen er, at det beskedne antal indvandrere, der kommer i ordinær beskæftigelse, er en dråbe i havet. Officielle prognoser viser, at antallet af indvandrere på offentlig forsørgelse vi blive ved med at stige på trods af den integrationsindsats, der markedsføres som succes. Ifølge den seneste opgørelse fra Finansministeriet vil 173.000 ikke-vestlige, primært muslimske, indvandrere stå uden for arbejdsmarkedet i 2020. Det er allerede om halvandet år.