Klumme: Alvorlig klima-psykose

Det er dog helt fantastisk! Tænk, mennesket kan via beslutninger i regeringer og parlamenter – og ikke mindst via FN – autonomt påvirke Jordens klima, og i det mindste bestemme over ellers igangværende klimaforandringer. Og endnu mere fantastisk: I Danmark kan vi gennem en energisk “klimakamp” seriøst bidrage til klimaudviklingen, da vi som international bannerfører får Jordens andre folk og lande til at følge trop. Helst før, men senest fra 2030. Danmark bliver en “grøn stormagt”.

Det er store tider. Vi skal bare have en million el-biler – eller i hvert fald mange – på sindrige måder skal vi afgiftsbelægge privat forbrug, landbrugs- og industriaktiviteter, installere endnu flere overflødige vindmøller og helst forhindre almindelige familier i at varme hjemmet op med sådanne midler, der erfaringsmæssigt virker. På sigt vil den “globale opvarmning” måske dog klare sidstnævnte problem? Men selvfølgelig ikke, når Danmarks pionerindsats netop har forhindret, at det bliver varmere.

Det bliver ingen gratis omgang, forsikrer formanden for Klimarådet. Dog samtidig med, at vi altså skal nedbryde vilkårene for produktion, transport osv., skal “velfærden” naturligvis bevares ubeskåret. En gigantisk hokus-pokus-maskine installeres via kloge politiske beslutninger. Med Danmark i spidsen!

Man skulle tro, det var løgn, en slags moderne udgave af Holbergs satire “Niels Klim” eller Swifts om “Gulliver”. I realiteten er det imidlertid hovedindholdet i kryptokommunisternes (EL’s), neosocialisternes (SF’s) og de Radikales “klimakamp”, langt hen ad vejen bakket op af S og VK. Nu skal det være “klimaets tur”.

“Kampen” bygger på en række påstande af tvivlsom karakter:

1. At igangværende og forestående klimaændringer som væsentlig drivkraft har menneskeskabt udledning af drivhusgasser, især kultveilte.

2. At den udvikling kan afbødes mærkbart gennem beslutninger via FN.

3. At en dansk udledningsreduktion på 70 pct. fra 2030 som ledetråd vil hjælpe missionen på vej.

4. At selv om man ved øget beskatning og bureaukratisk regulering nedbryder og “omlægger” produktion og forbrug, bliver “velfærden” ikke antastet.

5. At det haster stærkt med at “redde” planeten.

Alle påstandene må anses som tvivlsomme, hvis ikke decideret falske. For så vidt angår nr. 1 – selve klima-aksiomet – er påstanden om “videnskabelig konsensus” meningsløs. Mange kvalificerede forskere tvivler på sandhedsværdien heri. De udskammes og forties i den offentlige debat. Reelt ved vi meget lidt om, hvad der betinger klimaændringer. Stærke politiske og erhvervsmæssige interesser – og mange klimaforskere – ernærer sig imidlertid ved “klimakampen”.

Uanset hvad man nu mener om klima-aksiomet, er det dog ganske usandsynligt, at den tilstræbte indsats via FN skulle lykkes. Og under alle omstændigheder er det dertil ganske indlysende, at dansk selvpineri ikke vil have virkning uden for landets grænser, endsige på klimaet. At øget beskatning i sig selv reducerer velfærden, må vel ellers være ubestrideligt, og det i endnu højere grad, når der tilmed skal gennemføres politisk besluttede, bureaukratiske “omlægninger” af forbrug og produktion. At Jorden på den måde kan og bør “reddes”, må anses som rent sludder.

Men nu hentes alle mulige, uigennemtænkte klimapåhit ud af de politiske skabe, støttet af “klimaentusiaster”, diverse organisationer og erhvervsvirksomheder, der sporer indtjeningsmuligheder deri. Tag f.eks. hele el-bil-seancen for de klimakamp-beredte. At overlade det til forbrugerne selv at vælge, om de vil anskaffe en elbil, er åbenbart helt ude af takt med den rådende politiske opfattelse. Det skal ske via restriktioner, bureaukratiske målsætninger, merbeskatning osv., og Klimarådet vil skam allerede have 1 mio. elbiler fra 2030. Det batter ikke så meget i deres fine udledningsregnskab, og måske batter det slet ikke. For ved nøjere eftersyn er elbilerne slet ikke så grønne: For el-biler er ikke “grønne” at producere, strømmen, de fungerer ved, er kun delvist “grøn”, produktionen af egnede batterier er ufuldkommen og snarest helt “sort”. Om elbiler er en ny afgørende teknologi, er i realiteten en politisk påstand.

F.eks. neosocialisten Olsen-Dyhr har slået fast, at alt elbilvæsen og anden “grøn” omstilling ikke må gå ud over det økonomiske råderum, for det skal bruges til “velfærd”, og dens udvikling må ikke skades, så derfor er det skatter og afgifter, som bør holde for. Men handles skal der, for ellers bliver det “uopretteligt”. At øget beskatning i sig selv formindsker borgernes velfærd og hæmmer ikke-klimafavoriserede erhvervsvirksomheder, er næppe en indsigt, danske socialisthoveder har andel i.

Det er en ren klima-psykose, der har bredt sig. Børn og unge skal indoktrineres. Kirken og skolen deltager, “klima-aktivister” ønsker at afbryde vejtrafik osv. På et møde i Dansk Erhverv den 6. september forsøgte statsministeren måske at slå lidt koldt vand på de klima-opildnede sind. Det er ny teknologi og innovation, der er svaret, og ikke kun højere afgifter, sagde hun. Det er selvfølgelig blevet skarpt kritiseret af regeringens støttepartier.

Samtidig fastholdt hun imidlertid målet om 70 pct. CO2-reduktion i 2030. Klima-psykosen skal på den baggrund nok nå nye højder.