Klumme: Bekymrende bekymring

Åbenbart lever vi i disse år i en bekymringens periode.

Således er der stor bekymring over klimaets udvikling. FN har jo besluttet, at menneskeskabt udledning af drivhusgasser er drivkraft for temperaturstigninger med diverse ødelæggende konsekvenser, så det er på høje tid at “redde planeten”. Som bekendt har den danske regering og Folketinget været så bekymret over disse påstande, at der planlægges dybtgående indgreb i økonomien.

Imidlertid blev man så midt i al den virak yderligere bekymret over udbredelsen af den nye coronaepidemi. Meget bekymret endog, og samfundet måtte i lange perioder mere eller mindre lukkes ned, mundbind og forsamlingsforbud blev foreskrevet osv. Talrige medicinfolk har løbende udtrykt professionel bekymring over udviklingen, til tider endog alvorlig bekymring, når diverse restriktioner søgtes helt eller delvist fjernet. Hele tiden desuden en strøm af bekymringer over nye virusmutationer, mink som smittespredere, udsatte ældre og skam også børn og unge. Dertil over visse vacciner. En slags bekymringens maximum maximorum.

Som om det ikke var nok, luftes der nu også alvorlig bekymring for prisudviklingen på boligmarkedet. Den kan skabe såkaldte bobler, der kan briste med skadevirkning for samfundsøkonomien. Nationalbanken, Det Systemiske Risikoråd, Finanstilsynet og adskillige økonomer er bekymrede og peger på et behov for indgreb.

Desuden høres mange små bekymringsrøster: Museums- og teaterfolk er bekymrede for disse virksomheders fremtid, ligeså festivalarrangører, turisterhverv etc.

Måske er det mest bekymrende i virkeligheden: Al den bekymring. Ikke at der permanent savnes grund til bekymring, eller at hver enkelt borger kan føle bekymring for sit eget helbred osv. Men hele den fortættede atmosfære af bekymring danner nok ikke den bedste baggrund for samfundets fremtidige økonomiske udvikling og dermed for vitaliteten af det såkaldte velfærdssamfund. Bekymringen bør helst være cum grano salis (med et korn salt).

Det er for så vidt forståeligt, at politikere og diverse myndigheder løbende kan være bekymrede. Hvis corona-smittetal og -dødsfald stiger, får de måske automatisk skylden, så derfor hellere arbejde under et ekstremt forsigtighedsprincip. Også selv om der er ukendskab til de reelle drivkræfter. Men i klimasagen er det skam så heldigt, at når det blot bliver endosseret af det korrupte FN, er politikken i salveten.

Nationalbanken, Det Systemiske Risikoråd og Finanstilsynet skal naturligvis ikke have noget i klemme, så derfor hellere advare højlydt. For i 2008 blev myndighederne jo taget på sengen. Nu er det bare om at advare, så den misere ikke gentager sig. Og medicinfolk er for den sags skyld vist altid bekymrede; i hvert fald er der nok hele tiden nogle, der er.

At økonomer ikke forudså finanskrisen i sin tid, forhindrer dog ikke, at mange af dem nu råber vagt i gevær. Selv om prisstigningstakten på boligmarkedet på det seneste faktisk er aftaget, er de vist ret bekymrede.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at en hel del bekymring også luftes af ideologiske grunde eller i hvert fald som følge af sådanne følgevirkninger. Rene fordelingspolitiske hensyn gør det således ønskeligt med indgreb på ejendomsmarkedet, ikke for økonomiens skyld, men for at forhindre en “moralsk pengepolitisk bankerot” samt “skørlevned og pengegriseriet, der breder sig”, er det blevet anført. Og måske også med det formål at skaffe flere midler til den offentlige velfærdsgavebod? Og er det dog ikke bekymrende, hvis “sammenhængskraften” svækkes, og landet måske “brækker over”?

Hidtil har De Økonomiske Råds formandskab i den sammenhæng fortjenstfuldt anført, at de mulige indgreb på det felt formentlig vil skabe flere problemer, end de løser. Og regeringen har hidtil udvist klækkelig tilbageholdenhed.

Men hvor er det dog bekymrende med al den bekymring, der kan bruges til så meget.