Klumme: Churchill drømte ikke om EU

Store statsmænd kan bruges og misbruges til så meget, når det gælder politiske budskaber og projekter. Dette er naturligvis også tilfældet, når det drejer sig om én af de største statsmænd overhovedet, den vidtskuende Winston Churchill, Storbritanniens premierminister 1940-45 og 1951-55.

Allerede før udbruddet af 2. Verdenskrig advarede han mod følgerne af Tysklands oprustning og den britiske regerings eftergivenhed over for Adolf Hitlers aggressive politik. Under krigen udøvede Churchill en stor indflydelse på de allieredes strategi og var i stand til gennem sine retoriske gaver at indgive den britiske befolkning dén modstandskraft og dét mod, der bidrog til sejren i 1945. Efter krigen arbejdede han for en udbygning af det atlantiske samarbejde med USA og advarede mod Sovjetunionens undertrykkelse af de østeuropæiske lande.

I 1946 støttede Chruchill planerne om et føderalt samarbejde mellem de kontinentaleuropæiske lande, dog uden deltagelse af Storbritannien. Men da Frankrig og Vesttyskland som de drivende kræfter – ikke mindst den franske udenrigsminister Robert Schumann – planlagde den overnational europæiske Kul- og Stålunion i 1951, der senere udviklede sig til det, vi i dag kalder for EU, slog Churchill dog tydeligt bremserne i for en britisk deltagelse i disse bestræbelser. Han hilste grundlæggelsen i 1949 af den europæisk-amerikanske forsvarsorganisation NATO velkommen, men modsatte sig den af Frankrig foreslåede rent europæiske militærkommando.

Her i forbindelse med Storbritanninens udtrædelse af EU, også kaldt Brexit, der blev besluttet ved en folkeafstemning d. 23. juni 2016, er Churchill igen kommet i rampelyset og misbrugt til propagandistiske formål af modstanderne af denne Brexit.

En drivende kraft har været den hollandsk-amerikanske historiker Felix Klos, en fanatisk EU-tilhænger.

Netop i 2016 udsendte han i forbindelse med folkeafstemningen pjecen Churchill and Europe i et forsøg på at gøre den store politiker til en talsmand for en europæisk integration med britisk deltagelse. Det drejer sig her om den rene agitation, der er en historiker, hvis mål burde være objektivitet, uværdig. Dette kommer tydeligt til udtryk i flg. passage: ”Jeg er ikke i tvivl om, at Churchill ønskede et stadigt tættere fællesskab bestående af de europæiske lande. Og jeg påstår yderligere, at han ønskede, at Storbritannien skulle spille en førende rolle. Det var Churchills konklusion, at Storbritanniens fremtid lå i Europa.”

Dette er en voldsom mundfuld, der, som citatet viser, bygger på en ”påstand”. Så sikker som amen i kirken var den anmeldelse, der kunne læses i det venstreliberale dagblad The Guardian – Englands svar på Politiken – bl.a. med flg. passage: ”[Bogen] viser overbevisende, hvorledes Churchill understøttede en sammenslutning af europæiske stater efter krigen og samtidigt ønskede at Storbitannien skulle spille en førende rolle i denne proces.”

Den første del af citatet er korrekt, mens den anden er fuldstændig ved siden af. Og hovedproblemet er, at Klos – og dette må være helt bevidst fra hans side – lader læserne følge Churchill frem til 1949 og dermed lader dem tro, at denne for fuld alvor ønskede at gøre sit land til medlem af et forenet Europa ved førstgivne lejlighed. Derimod behandler han overhovedet ikke Churchills tid som premierminister fra 1951-55, hvor han bevidst søgte at forhindre at noget sådant ville ske.

At Klos således både er en mester i at manipulere og i at udelade al dokumentation for sine påstande, skal jeg vende tilbage til. Men først vil jeg henvise til dét valgmanifest, som den nuværende engelske udenrigsminister Boris Johnson, en fremtrædende tilhænger af Brexit, lod offentliggøre i dagbladet The Daily Telegraph d. 19. marts 2016 – altså før folkeafstemningen.

Her påkalder Johnson netop Churchill i sin argumentation for en udtrædelse med en henvisning til dennes holdning i efterkrigsårene: “Hvad der end vil ske,” skriver Johnson, “så må Storbritannien altid understøtte landets venner og allierede – men kun i den ånd, som Winston Churchill oprindeligt foreslog: udvisende interesse for og samarbejde med Europa, men ikke opslugt af Europa eller blive en del af heraf.”

Se, dette er en korrekt fremstilling af Churchills synspunkt, men den ignorerer Klos i sit nye netop udgivne polemiske propagandaskrift, en bamse på 336 s., med titlen Churchill’s Last Stand: The Struggle to Unite Europe.

Igen kan det fastslås, at bindets første del er en ganske korrekt fremstilling af, hvordan Churchill understøttede bestræbelserne på et tæt samarbejde mellem Frankrig og Tyskland ikke mindst som et bolværk mod den kommunistiske trussel. Klos citrerer en række taler som den engelske statsmand holdt i Den Haag, Zürich og Strasbourg, der alle munder ud i budskabet: ”Vi må etablere en slags Forenede europæiske Stater.”

Men på samme tidspunkt – og delvis i de samme taler, men dette udelader Klos – tilføjer Churchill, at han ikke ønsker Storbritannien som medlem af dette fællesskab: ”Storbritannien, den britiske Commonwealth, det mægtige Amerika, og endog Sovjetunionen, for så ville alle være tilfredse, må venskabeligt støtte dette nye Europa og forsvare dets ret til at udvikle og klare sig godt.”

Da Churchill igen blev premierminister i 1951, skuffede han endnu engang proeuropæiske medlemmer af sit parti med dette memorandum:

”Vores holdning over for en økonomisk udvikling efter den franske udenrigsminister Robert Schumanns planer ligner den, som vi har udtrykt over for en europæisk militærkommando. Vi vil hjælpe, støtte og spille en rolle, men vi vil ikke blive en del af denne og ønsker ikke at sætte vores ø-agtige og Commenwealth-karakter på spil (…). Det er kun, når planerne for et forenet Europa antager en føderal form, at vi ikke kan deltage. Vi kan ikke underkaste os føderale myndigheder og vi vil også selv kunne bestemme vores britiske politik.”

Og endelig er afsluttende citat fra en tale i Underhuset i 1952 værd at bide mærke i: ”Vi er ikke medlem af en europæisk forsvarsalliance, og vi ønsker heller ikke at blive en del af et føderalt europæisk system.”

Hermed er alt sagt!

Storbritanniens – ja hvorfor ikke karakterisere Winston Churchill som Europas store statsmand og d. 20. århundredes største politiske geni – kan således ikke tages til indtægt for bestræbelser på at gøre ham til talsmand for sit lands fortsatte integration i de påtænkte Europas forenede Stater.

For ham kom Storbritannien først og først derefter Europa. Gid hans holdning måtte inspirere andre af vore politikere, hvoraf de allerfleste dog ikke engang kan gøre sig håb om at nå ham til sokkeholderne.